Efteråret er kommet med regn og rusk … og om to dage træder kontanthjælpsloftet i kraft. Det kontanthjælpsloft, som vil føre tusindvis af danskere og danske børn direkte ned i fattigdom.
Som Danmarksbloggen ser det, er det nytteløst at tro, at man kan få den nuværende blå-sorte regering til at droppe kontanthjælpsloftet, som blot er et led i en plan om at gøre Danmark så ulige, at vi igen havner i 1800-tallets klasse-samfund og elendighed.
Det er sådan et forfærdeligt junglesamfund uden rettigheder, uden hjælp, uden velfærd. Et samfund, hvor en lille gruppe lever i vild luksus, mens dem, som har et arbejde er bange for at miste det – og derfor sparker nedad mod dem, som er udenfor, fordi de er arbejdsløse, syge, gamle eller på anden måde udsatte.
Et samfund, som vi skal undgå. DERFOR skal vi forpligte de røde partier på at droppe kontanthjælpsloftet og de andre ordninger, der viser den gale retning. De er også med allerede – altså på nær Socialdemokratiet. SÅ skal det virkelig batte noget – det som vi gør, alle os der vil tryghed, solidaritet og velfærd – så er det Socialdemokratiet, der om nødvendigt skal presses til medmenneskelighed.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk