Nye Borgerlige er hverken nye eller borgerlige

Er der noget, som det senest opstillingsparate parti Nye Borgerlige IKKE er, så er det netop nye og borgerlige.

Partiet har slået sig op på danske værdier i betydningen fremmedhad – og på en ultraliberal holdning til velfærden = minimalstat.

Det er ikke særligt NYT – Dansk Folkeparti er rundet af netop fremmedhadet og Liberal Alliance (og dele af Venstre) af den brølende liberalisme.

Det er heller ikke særligt BORGERLIGT – for i det at være borgerlig, som man ser det hos det mest borgerlige af alle borgerlige partier, nemlig de konservative, så er det at være borgerlig noget med at kende sin historie, sin kultur – og ikke mindst være et dannet menneske med stor viden og stor vilje til at samarbejde som fx den tidligere klima- og energiminister og EU-kommisær Connie Hedegaard er det.

For der er unægtelig meget langt fra den vidende og dygtige Connie Hedegaard til den populistiske og højtråbende Pernille Vermund …

Og desværre er det den sidste, som danskerne kan stemme på til det kommende folketingsvalg … og ja, Danmarksbloggen siger desværre – selvom bloggen bestemt ikke er særlig blå.

Men Connie Hedegaard står for viden, høj standard og kvalitet – det gør Pernille Vermund IKKE.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danskernes nye julesang? Næppe

Hvis man er musiker og virkelig vil gøre det svært for sig selv, skal man sætte sig for at skrive en julesang, som danskerne tager til deres hjerter.

For julens salmer og sange kender og elsker vi som ingen andre i løbet af året. Så det er mere end svært for nutids-musikere og -sangskrivere at klemme sig indimellem store salmer som ”Det kimer nu” og ”Et barn er født” på den ene side og ”Højt fra træets grønne top” og ”Nu er det jul igen” på den anden.

Enkelte har dog gjort det som Anne Linnet og Johannes Møllehave med ”Lille Messias”, Shu-bi-dua med ”Den himmelblå” og Kim Larsen med hele to sange ”Så det jul” og ”Endelig jul, jul igen” – samt selvfølgelig den dengang i 1980´erne nyskabende ”Jul Det´ Cool” af MC Einar.

For at lave en julesang, som bliver i danskernes julehjerte, kræver udover stor musikalitet en helt særlig originalitet, som i reglen kun de bedste musikere og sangskrivere besidder.

Så nej, det vil efter Danmarksbloggens mening ikke lykkes for nogen af de 10 sange, der nåede finalen i DR´s store konkurrence om at skrive den nye, danske julesang.

Hør selv sangene her – og bedøm evt. også om du er enig i, at vinderen (som blev kåret i slutningen af sidste uge) skulle være nr. 4: ”Hvad er det, der gør jul til noget særligt?”

http://www.dr.dk/p2/artikel/artikler/dksyngerjulenind/finale/2015/1019215856.htm

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk