Julemirakel søges

For lidt mere end 100 år siden var der – også – krig i Europa. Den Store Krig – eller 1. Verdenskrig – var i gang, og rundt om i skyttegravenes kulde, mudder og gru lå en hel generations unge mænd, og skulle holde jul i krigens første år 1914.

Det var helvede på jord. Eller som den tyske soldat Otto Dix beskrev det: Utøj, rotter, pigtråd, granater, mudder, lig, blod, bunker af jord, cigaretter, dåsemad, lort, kugler, ild og stål. Det er krigen. Det er Djævlens værk.  

I dag har vi en lignende situation i Ukraine, hvor såvel russiske soldater som ukrainske soldater ligger i kolde og mudrede skyttegrave – og hvor den ukrainske befolkning lever uden strøm, lys, varme og vand. En hverdag i gru og rædsel – i 2022.

Så helvede på jord findes også i dag – lige nu – i Europa.

Tør vi håbe på endnu et julemirakel, som det der skete i 1914?

På den tyske side af fronten blev der nemlig juleaften observeret nogle mærkelige lys. I begyndelsen skød englænderne og franskmændene efter lysene. Men ilden blev ikke besvaret, og så vovede de at stikke hovedet op – og så de tyske soldater stå på jorden og synge ”Stille Nacht, Heilige Nacht”.

Så gik de også op …

Den engelske løjtnant Charles Bairnsfather fortalte om det i et brev: Jeg kravlede op af min skyttegrav, og gik langs kanten hen til et tørt sted, og kiggede ud over slagmarken. Fra hvor jeg stod, kunne jeg se vores lange zigzaggede skyttegrave og også tyskernes. Deres skyttegrave var oplyst af små juletræer, der mindede mig om teatrets scenelys. Vores enheder var helt fortryllede af tyskernes sang, og efter flere minutters stilhed reagerede de, som om de var tilskuere. Klapsalver og jubelråb brød ud. Sange begyndte derefter flere steder i vores skyttegrave. Jeg vil aldrig glemme det. Det var et af højdepunkterne i mit liv.

Resten af julen blev en forbrødring på tværs af skyttegrave. Der blev sunget salmer, givet julegaver som fx den mad og de kager, som soldaterne havde fået tilsendt hjemmefra – og spillet fodbold. Ja, det hele endte med, at soldaterne faktisk ikke gad slås mere.

Men det ville de øverstbefalende, som ikke selv lå i skyttegravene, eller risikerede livet. Så de truede med krigsret og henrettelse som landsforræder, hvis ikke soldaterne gik i krig. Det gjorde soldaterne så. Mere end 18 millioner døde i 1. Verdenskrigs rædsler.

Rædsler, som nu gentager sig i Ukraine. Så vi behøver et mirakel. Et julemirakel som det fra 1914.

For historien om julemiraklet i skyttegravene i 1914 står som et evigt bevis på menneskets længsel efter fred, lys og godhed. Gid det også snart må ske i Ukraine.

Danmarksbloggen vil ønske alle glædelig jul … og minde om, at lyset skinner i mørket. Håbets lys. Miraklets lys, som glimtrer og stråler hele vejen fra stalden i Betlehem – og klippehulen i Jerusalem.

Stille Nat, Heilige Nat – eller på dansk: Glade jul, dejlige jul. Dét håber og beder vi om.

Ps. De øverstbefalende på begge sider – som til en vis grad havde støttet våbenhvilen i julen 1914 – lovede hinanden efter julen ALRIG mere at indlede eller tillade en våbenhvile henover julen. Dét ødelagde jo krigens gang, mente de. Dén taler vist for sig selv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Terror i Sverige – og i Norden

I går dræbte Anton Lundin-Petterson, en 21-årig ung mand med svenske rødder, to mennesker i den svenske by Trollhättan – en voksen og en 17-årig teenager foruden at han sårede flere andre. Han døde senere selv på operationsbordet.

Motivet står ikke helt klart endnu, men meget tyder på, at der er tale om, at Anton Lundin-Petterson har sympatiseret med den ekstreme højrefløj i Sverige. Præcis som nordmanden Anders Breivik gjorde det, da han i 2011 dræbte omkring 70 mennesker på øen Utøya.

Eller som Omar El-Hussein gjorde det i februar i København, hvor han skød og dræbte en filminstruktør og en ung jøde. Hans sympati lå så hos fundamentalistiske muslimer.

Men Danmarksbloggen er ikke i tvivl: Der er tale om terror i Sverige – som der var det i Norge og i Danmark. I hele Norden.

For uanset hvad ens politiske og religiøse baggrund er, så er det terror, når man angriber uskyldige mennesker med det formål at slå dem ihjel, bare fordi de tror og mener noget andet end man selv gør.

Dét er ikke “bare” racisme. Det er terror, og det holder simpelthen ikke. Vi skal lære at leve i fred og solidaritet med hinanden. Dét er vores eneste chance – både hver for sig og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

En arabisk “Marshall-plan” er eneste mulighed

Flygtningestrømmen til Europa bare fortsætter og fortsætter – og risikerer at nå et niveau, hvor de europæiske lande ikke længere kan klare at huse og hjælpe. For slet ikke at tale om de mange millioner, som strander i de krigshærgede områder – og som derfor ikke får nogen hjælp.

Så hvad skal vi gøre? For at bygge hegn og mure og lade andre mennesker sejle deres egen sø er direkte umenneskeligt.

Ja, som Danmarksbloggen ser det, skal der ske flg.:

1) Der skal skabes fred i Syrien og andre områder i Mellemøsten – om nødvendig med militær indgriben
2) Derefter skal en “Marshall-plan” sættes i værk – så de krigshærgede områder igen kan blive gode at bo og leve i
3) Det koster penge, ja – men det er en opgave for hele verden, så ikke alene skal EU give, men også USA, de rige asiatiske lande – og de rige muslimske lande, som til trods for at de ligger tæt på Syrien endnu ikke har gjort noget som helst for at hjælpe deres medmennesker. Men nu må lande som Emiraterne og Saudi-Arabien også til lommen.

For løsningen er ikke at flytte mange millioner mennesker til Europa. En arabisk “Marshall-plan” er den eneste mulighed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Duen i Roskilde Domkirke er et symbol på håb …

I en tid, hvor der trækker sorte skyer op fra både øst og vest, syd og nord – og hvor det danske samfund er ved at gå til i fremmedfjendskhed og egoisme, er det godt med lyspunkter, som den store due der ugen ud svæver i Roskilde Domkirke.

Med et vingefang på seks meter fylder duen godt i den store katedral, hvor den belyses på forskellig måde. Duen er skabt af billedkunstner Maria Lau Krogh sammen med Roskilde Stifts 2000 konfirmander, og man kan læse mere om duen i undertegnedes artikel her:

http://www.kristendom.dk/artikel/543946:Danmark–Due-skabt-af-2000-konfirmandboenner-svaever-i-Roskilde-Domkirke

Duen er et kristnet symbol, der ofte hænger over både døbefont og prædikestol. Der var også duer i centrale roller i både Gammelt og Nyt Testamente, næsten altid som budbringere af håb og tillid.

Og det er duen stadigvæk – også selvom man ikke er kristen eller religiøs i det hele taget. Duen er symbolet på fred og håb. Noget, som der desperat er brug for i øjeblikket.

I menneskets sind som i Danmark og i verden som helhed … Slip duerne fri og lad dem svæve som duen i Roskilde Domkírke  …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk