Flygtningestrømmen til Europa bare fortsætter og fortsætter – og risikerer at nå et niveau, hvor de europæiske lande ikke længere kan klare at huse og hjælpe. For slet ikke at tale om de mange millioner, som strander i de krigshærgede områder – og som derfor ikke får nogen hjælp.
Så hvad skal vi gøre? For at bygge hegn og mure og lade andre mennesker sejle deres egen sø er direkte umenneskeligt.
Ja, som Danmarksbloggen ser det, skal der ske flg.:
1) Der skal skabes fred i Syrien og andre områder i Mellemøsten – om nødvendig med militær indgriben
2) Derefter skal en “Marshall-plan” sættes i værk – så de krigshærgede områder igen kan blive gode at bo og leve i
3) Det koster penge, ja – men det er en opgave for hele verden, så ikke alene skal EU give, men også USA, de rige asiatiske lande – og de rige muslimske lande, som til trods for at de ligger tæt på Syrien endnu ikke har gjort noget som helst for at hjælpe deres medmennesker. Men nu må lande som Emiraterne og Saudi-Arabien også til lommen.
For løsningen er ikke at flytte mange millioner mennesker til Europa. En arabisk “Marshall-plan” er den eneste mulighed.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk