Mørketallet som camouflage

Undertegnede har fået Corona.

Jeg har været syg siden i mandags, og tog så en hjemmetest i dag onsdag. Den positive streg kom hurtigere end test-væsken nåede op til control-stregen.

Så jeg har definitivt Corona.

Men det er ikke det interessante. Det interessante – og skræmmende – er, at vi er rigtig mange, som har Corona uden at tælle med i de officielle statistikker.

Pt. er antallet af nye Corona-positive 1656.

Men det tal er kun målt blandt PCR-prøverne, og dem skal kun få have foretaget: Gamle, gravide og dem med risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

Alle vi andre – og det er trods alt den langt overvejende majoritet af befolkningen – skal tage en selvtest, blive i sengen og vente på, at det damper over.

Og det er også helt fint i forhold til den enkelte.

MEN det er ikke ok i forhold til

  1. Hvor stor pandemien reelt er i Danmark. For det ved vi ikke med sådan et mørketal, som lige så godt kan være 2.000 flere smittede fra i går til i dag – som 20.000.
  2. Vi kan derfor så let som ingenting risikere, at det hele løber os af hænde igen … det stigende antal døde og smittede på plejehjemmene kunne tyde på, at vi allerede er dér.
  3. Ja, Danmarksbloggen er endda bekendt med, at man flere steder i pleje- og pasningssektoren sender smittede på arbejde med masker, hvis de ansatte kun har få symptomer.

Det ser sort ud, her mens sommeren går på hæld, og smitten stiger – og vi gør intet for at forhindre den katastrofe, som venter. For vi følger Tegnells opskrift: Holde hele samfundet åbent, lukke øjnene og ikke teste, mens man håber på det bedste.

I Sverige førte dén cocktail til en massiv overdødelighed i 2020. Det kan det også i Danmark i 2022. For her bruger vi mørketallet som camouflage.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk