At skelne …

Der sker meget i denne uge i Danmark. Noget er vigtigt. Andet slet ikke vigtigt – men vældig symbol- og følelsesladet. Så dét tales der om. Den er helt gal.

Danmarksbloggen tillader sig her at prioritere:

VIGTIGT:

KLIMA: Vi oplever i disse uger en varme, som er helt ekstraordinært usædvanlig for årstiden. I nat var det fx lige så varmt som en sommernat – nemlig mellem 12 og 14 grader. Det er klimaforandringerne, som spøger. Klimaforandringer skabt af os – og som ødelægger vores fremtidsmuligheder på planeten. De fleste siger: Uha, men dejligt at vi ikke behøver at tage så meget tøj på!

REGERING: Regeringsforhandlingerne trækker som forventet ud. Fordi den gamle regering og mange andre gerne vil have en regering over midten. Det KAN også være en god idé, hvis vi ender i en mere aktiv krig mod Rusland. Men ellers er det skidt nyt for kampen for miljøet og for mere lighed i samfundet.

IKKE VIGTIGT:

REGENTJUBILÆUM: Dronningen kører i morgen, lørdag, i karet gennem København for at fejre regentjubilæet på Københavns Rådhus. Det er tredje omgang fejring. Første omgang var på selve dagen i januar. Den blev skåret ned pga. Corona-nedlukning. Anden omgang var i september, hvor Elizabeth d. 2´s død satte en stopper for den folkelige fejring. Men nu skal det åbenbart være – her i november og efter titel-balladen med prins Joachims børn. Måske det skulle have været klaret med en tur i glemmebogen fremfor i kareten.

KAGEMAND: Region Sjælland har lavet en kagemand med et amputeret ben. Det hidser mange – også politikere – sig vældig meget op over. Men hvor var deres engagement, da det handlede om de alt for mange amputationer af levende menneskers ben og lemmer? Det er nemlig vigtigt. Det er en kage ikke.

MEN det kniber voldsomt med at skelne … både hos politikere, medier og dele af befolkningen. ER DER EN VOKSEN TILSTEDE?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *