De ressourcestærkes ansvar for at holde Corona ude af Danmark

Skal de ressourcestærke tage Corona-smitten med hjem én gang til? Nej, vel?

For det var som bekendt de ressourcestærke danskere, som i februar rejste til Italien og Østrig på skiferie, der var ansvarlige for at bringe Corona-smitten til Danmark.

Og nu rasler de ressourcestærke igen med kufferterne.

For nu vil de afsted på sommerferie til sydens sol, og der er ingenting, der skal stoppe dem. Udenrigsministeriet ANBEFALER som bekendt også kun, at man bliver hjemme. De anbefaler også, at man ikke rejser til Sverige. Det har mange danskere så gjort alligevel hele Corona-tiden igennem.

Men det går altså ikke. Nu er det altså tid til at vise samfundsansvar og holde sig hjemme – også når grænserne delvis åbner igen 15. juni.

For ellers så risikerer vi en anden bølge til juli eller august – også denne gang sat i gang af de ressourcestærke, som uden at tøve følger deres egoistiske behov for ferie og ikke tænker på, hvad det koster, både målt i menneskeliv og i samfundsøkonomi.

Men voksne mennesker – og måske især ressourcestærke voksne mennesker burde være i stand til at udskyde behovet for sol, strand og sangria. Ikke at kunne det vidner om en umodenhed og en egoisme, som er generelt skadeligt for det fællesskab, som samfundet er.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk