Danmarksbloggens redaktør har lavet en sang, som jeg har valgt at kalde ”Svanesangen”. Ikke at sangen er en svanesang i betydning ”den sidste sang” altså det sidste skriv eller sidste digt og lignende, som ellers er den normale betydning af ordet.
Men sangen hedder ”Svanesangen”, fordi den handler meget om svaner – og lidt om danskere, længsel og eventyr i den kommende hjemmesommer 2020.
Sangen skal synges på inspirationskildens melodi, nemlig Carl Nielsens smukke melodi til ”Jeg ved en lærkerede”.
Svanesangen
Jeg ved en svanerede,
jeg siger ikke hvor,
den findes på et sted dog,
hvor alt for mange går
I reden er der unger,
som der skal passes på,
det gør de gamle svaner,
mens vi forbi dem gå
For ungerne skal vokse,
så de kan flyve frit,
udi i den skønne verden,
hvor alt er stort og vidt
Jeg selv blir her i Danmark,
i sol og så i regn,
for denne sommer bliver,
én bag et grænsehegn
Så flyv I store fugle,
flyv over sorte skyr,
og kom en dag igen hjem,
med gode eventyr
Tekst: Dorte J. Thorsen
Musik: Carl Nielsen
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk