Danmarksbloggen har fået nedenstående – meget tankevækkende – indlæg sendt af Sune Nielsen, dansker bosat i Uppsala, Sverige:
To demente ældre mænd forsvandt og blev fundet i Sverige henholdsvis Danmark indenfor samme uge. Begge desværre som døde. Presseomtalen var vidt forskellig. Siger det mon noget om forskellen i dansk og svensk mentalitet? Det har jeg ikke noget svar på, men her er historien:
I sidste uge, torsdag den 22. maj om aftenen var jeg på såkaldt ”skallgång” i det nordøstlige Uppsala sammen med organisationen Missing People. Skallgång er betegnelsen for en systematisk gennemgang af et område for at finde en forsvunden person. Den forsvundne var Bengt. Jeg kender bare hans fornavn. Bengt havde forladt sit hjem i Uppsalabydelen Östra Nyby lørdagen forinden og var ikke set siden. Jeg bor selv i samme bydel.
Det mærkelige var, at jeg måske havde set ham på vej væk, der om lørdagen. Det fandt jeg ud af om søndagen. Søndagen efter hans forsvinding tog jeg på en joggingtur om morgenen. På vej ud ad en skovvej støder jeg pludseligt på en politibil, som standser. Politimanden spørger, om jeg har set en ældre herre og kommer med en beskrivelse. Det er da Bengt, som forsvandt aftenen før. Jeg lover politimanden, at jeg vil holde øje.
Lidt senere møder jeg en mand på cykel. Det viser sig, at han også er ude for at kigge efter Bengt. Han havde hørt om forsvindingen allerede aftenen før i lokalradioen, og han havde været tidligt ude om morgenen for at gennemsøge det skovområde, hvor jeg nu havde lagt min joggingtur.
”Jeg har set det hele igennem, og Bengt er ikke her,” sagde han, førend han fortsatte af skovvejen. Han måtte have været ret tidligt oppe.
Jeg fandt ham heller ikke, og da jeg kom ud ad skoven igen hørte jeg, at politiet havde en helikopter i luften for at se, om de kunne spotte ham ad den vej. Næsten hjemme støder jeg ind i endnu en mand på morgentur. Det viser sig at være Bengts nabo. Han begynder selv at fortælle om politiopbuddet aftenen forinden, og at han først havde troet, at det var endnu et æresdrab (Östra Nyby var hjemsted for det mest kendte i Sverige på Fadima, og hendes bror er netop blevet skudt af politiet – også i samme kvarter) eller endnu en pyromanbrand (der har været tre indenfor det sidste halve år). Han fortæller, at Bengt og hans kone plejede at gå tur med deres kat i snor, så jeg havde måske set ham?
Så slog det mig, at jeg om eftermiddagen, lørdag, havde set en mand svarende til beskrivelsen af Bengt. Han kom gående med ganske små skridt på vejen fra Östra Nyby til bydelen Gränby, en idyllisk lille vej på et par kilometer, som blandt andet går gennem lidt skov og klipper, og det ser man ellers ikke i det generelt meget flade Uppsala.
Måske var min observation vigtig? Jeg ville i hvert fortælle politiet om manden med katten. Jeg havde aldrig set andre gå rundt med deres katte der, men det kunne i selvfølgelig være en anden.
Lidt efter spotter jeg en politimand komme gående på pæn afstand. Han var både høj og bred. Jeg prajer ham, og lidt efter kan jeg berette om min observation. Mit første indtryk bliver lidt skæmmet af et par fortænder som stikker skråt ud og hviler på underlæben, så de anes også med lukket mund. Jeg tager mig i at kigge et øjeblik for længe på denne dentale særhed ved manden … men det er ikke det eneste. Jeg fortæller om manden med katten, som jeg havde set eftermiddagen i forvejen, og politimanden siger, at det ikke kan passe, for da var han ikke forsvundet endnu. Men det var godt, at jeg gjorde observationer, sagde han – gav mig thumbs up, og noterede i øvrigt ingenting. Jeg endte med et indtryk af en politimand af den type, som man ofte ser i svenske krimiserier à la Wallander – en høj, kraftig, meget fysisk stærk type – uden nødvendigvis så meget at gøre godt med i øverste etage.
Suk – hvordan kunne han vide, at det ikke var vigtigt? Han kunne vel ikke kategorisk afvise det? Og hvad var historien bag Bengts forsvinden?
Efter jeg var kommet hjem, kiggede jeg på nyheder for at blive klogere, men der stod ikke rigtig noget. Der stod ikke engang, at manden hed Bengt. Jeg så, at organisationen Missing People også var sat på sagen, og de skulle gå deres første skallgång samme aftenen. Jeg havde lyst til at gå med, for alle kan i princippet deltage, hvis ens fysik er nogenlunde i orden. Men jeg havde desværre ikke tid. I stedet tog jeg et lille smut hen til det sted, hvor jeg havde set manden med katten og var heldig at træffe en gruppe fra Missing People. Jeg fortalte om manden med katten, og denne gang blev der gjort notater.
Arbejdsugen startede, og Bengt forblev forsvunden. I Uppsala Tidning kunne man læse, at politiet ikke brugte så mange ressourcer på eftersøgningen længere, da man ikke vidste, hvilken retning Bengt var gået i.
Missing People planlagde nye skallgång, og jeg meldte mig da til en om torsdagen. Lederen af gruppen viste sig at være samme mand, som jeg havde set lede gruppen søndag aften, en trind mand på omkring 50, som i det daglige var leder på en byggeplads. Nu førte han an på vores skallgång med en bestemt mine og uden at sige ret meget. Vi gik omkring i Gränby til det blev for mørk uden at finde noget af betydning.
På et tidspunkt under skallgången spørger jeg lederen af gruppen, om han ellers kender noget til Bengt og hans liv inden forsvindingen? Manden kigger på mig lettere betuttet. ”Nå, er det Bengt han hedder? Javist, det er det vel.. nej, jeg kender ikke noget til ham. Det må vi jo ikke. Det kan du nok forstå.” En dame istemmer, og siger, at det er vigtigt, at vi ikke kender noget til manden – og de pårørende har det jo svært nok i forvejen, så man kan ikke bare sprede informationer til alle og enhver. Jeg har på fornemmelsen, at jeg har sagt noget dumt.
Jeg vidste jo det med katten fra naboen, og manden, som jeg havde set med en kat, som ovenikøbet passede på beskrivelsen af Bengt … og egentlig havde jeg tænkt, at jeg skulle bringe det på banen igen, hvis der kom et passende tidspunkt … men nu ville jeg slet ikke nævne noget. Vi gik tavse rundt og ledte uden at skulle vide for meget.
To dage senere ser jeg en kort nyhed i Uppsala Tidning. 80-årig mand fundet død, ikke noget om navn og sted, hvor han er fundet, men der står bare, at det er den mand, som man har ledt efter en uge. Der står desuden, at en ny planlagt skallgång er aflyst.
I dag sidder jeg så og kigger på danske netaviser, og pludseligt falder jeg over historien om Bent fra Allerød. Bent havde nogenlunde samme alder som Bengt, han var også dement og forsvandt få dage efter Bengt. Men denne historie fortælles helt anderles. Her får man Bents fulde navn, og ikke mindst får man historien om familien bestående af en far og hans to børn, som tog ud for at lede ham – og fandt ham. Et billede af dem tjener som illustration til historien. Der står, hvordan de startede ved Bents adresse, gik ned til Allerød Sø og endte med at finde ham der i vandkanten mellem sivene.
Måske viser man mere hensyn overfor familie til forsvundne i Sverige? Har Sverige en anden presseetik end i Danmark? Hvad som er på spil, ved jeg ikke – det är bara annorlunda i Sverige. Det siger mig noget om Danmark, men jeg ved ikke helt, hvad det er endnu.
Skrevet af: Sune Nielsen, dansker bosat i Uppsala, Sverige