Bøffen skal ikke koste mere

At miljøet er vigtigt, burde sige sig selv. Det gør det bare ikke hos den nuværende regering, som mener, at den grønne omstilling måske bliver for dyr.

For dyr??? Det eneste, der bliver for dyrt her, er den regning, der kommer efterfølgende, når vandet og jorden skal renses igen, fordi man har tilladt at pløje i rendzonerne, udlede mere kunstgødning etc.

Etisk Råd derimod HAR fundet ud af, at miljøet er vigtigt. Men istedet for at harcellere mod de store ødelæggelser, som den nuværende regering udsætter dansk natur for, så foreslår man en afgift på oksekød, fordi produktionen af oksekød udleder meget Co2.

Og ja, oksekød udleder meget Co2 – og ja, det er til skade for miljøet – og ja, vi burde spise mere grønt og mindre rødt.

MEN i Danmark er det ikke en afgift på rødt kød, der gør nogen forskel – anden end at så vil det røde kød være forbeholdt middel- og overklasse.

Så skal det batte noget i Danmark, så skal der stilles krav til landbruget om en bæredygtig produktion. Ja, faktisk burde hele landbruget omstilles til at blive økologisk. Dét ville reelt gøre en forskel.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Venstre bløder som giftstofferne i vores vandløb

Landbruget er et trængt erhverv – og samtidig Venstres store støtte sådan historisk set, så Eva Kjer Hansen er en rigtig flink Venstre-pige, når hun således kommer bønderne til undsætning med en landbrugsplan, som alle – som i ALLE – siger skader miljøet.

Det er dog ikke noget, der påvirker hverken Eva Kjer Hansen – eller for den sags skyld Lars Løkke, som nu er ude og forsvare sin minister og en landbrugsplan, der ødelægger den danske natur – og også landbruget.

Fakta er ikke noget, som V-regeringen kan bruge til noget. Hvis ikke det var så sørgeligt, ville det være grinagtigt.

Nedenunder handler det selvfølgelig også om overlevelse hos Venstre, der rask ryger nedad i samtlige meningsmålinger. Deres kernevælgere – bønderne – bliver færre og færre. De nyliberale i byerne stemmer ikke længere på Venstre, men på Liberal Alliance. Og mange lønmodtagere, som tidligere stemte på Venstre, er gået til Dansk Folkeparti.

Så Venstre bløder ligeså stærkt som de giftstoffer de uden problemer vil hælde ud i vores åer og vandløb.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Ebola – MRSA : 0 – 4

I Danmark er vi angste for ebola i én grad, så ordet hysteri er fristende at bruge – og endnu mere fordi vi allerede har en anden sygdom helt inde på livet i Danmark. En sygdom, som vi har så alt for mange gode grunde til at frygte: Nemlig MRSA.

MRSA – altså resistente bakterier – spreder sig i øjeblikket med alarmerende hast i Danmark, og det smitter ikke længere blot fra gris til menneske, men også fra menneske til menneske.

Havde det været en konkurrence sygdommene imellem om at udrydde flest mennesker, ville stillingen mellem Ebola – MRSA i Danmark pt. således være 0 – 4, hvis altså man måler i antallet af døde. Måler man i antal smittede, er tallet derimod 0 – 900+ (og vi tæller stadig – desværre).

Der er nemlig så vidt vides heldigvis endnu ingen danskere, der hverken er døde eller smittede af ebola, men der er 4 døde af MRSA alene i år – og mere end 900 smittede. Heraf de sidste 300 indenfor de sidste to måneder, så MRSA spreder sig hastigere end nogensinde før.

Og det er noget, der gør MRSA til en langt større trussel mod sundheden i Danmark end ebola (i hvert fald i dens nuværende form) nogensinde må formodes at blive.

MRSA er også langt sværere at bekæmpe – og her er de medicinske udfordringer de mindste. Den største barriere for at få udryddet MRSA hedder landbruget og deres konstante skelnen til pengepungen fremfor til menneskeliv.

Danmarksbloggen har skrevet om det før. Se indlæg her: http://danmarksbloggen.dk/?p=5362

Men det er simpelthen så vigtigt, at det må gentages: MRSA er en tikkende bombe under det danske samfund og den danske befolkning – og vi kan ikke længere tillade landmændene at spille hasard med vores liv og helbred, blot så de kan tjene nogle få ekstra kroner.

Det er lige til at skamme sig over, især fordi vi har både den nødvendige viden og teknologi til at udrydde MRSA´en i Danmark, men desværre ikke den politiske vilje – og forståelsen ude i landbruget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggens Danmarkshistorie – del 22: Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Det er mandag og dermed igen tid til Danmarksbloggens Danmarkshistorie. I dag handler det om:

Industrialisering, arbejderbevægelse og andelsbevægelse

Danmark i anden del af 1800-tallet var på mange måder et helt andet Danmark end Danmark i første del af 1800-tallet.

Danmark i første del af 1800-tallet var et statisk landbrugsland med et enevældigt kongedømme – et land, hvor der var langt imellem noget, der bare mindede om nytænkning og bevægelse i samfundet.

Danmark i anden del af 1800-tallet var derimod et demokrati i sin vorden med de begynder-besværligheder, som det medførte – blandt andet et par unødvendige krige (1848-50 og 1864), og en konge (Christian d. 9.), der holdt på sin ret til at udnævne sine ministre, hvilket betød, at Højres kandidat Estrup i 1872 blev statsminister, selvom Venstre havde vundet folketingsvalget.

Men Danmark i anden del af 1800-tallet var alligevel et demokrati – og et landbrugsland, der var i gang med at udvikle sig henimod at blive mere moderne, både indenfor landbruget og indenfor den industri, der kraftigt voksede frem i disse år.

Danmark sydede simpelthen af ideer, opfindelser og opbrud: Byerne voksede – og den almindelige dansker begyndte at kræve – og få – rettigheder, som havde været utænkelige i første halvdel af 1800-tallet.

Centralt her står Næringsfrihedsloven fra 1857, der med éet eneste slag ophævede købstædernes monopol på handel og håndværk. Nu kunne alle – også dem der boede på landet eller som ikke var medlem af et lav – nedsætte sig som håndværkere og producenter af alle slags.

Og det gjorde danskerne. Virksomheder – som De Forenede Danske Sukkerfabrikker, B&W, Otto Mønsted – og mange flere blev enten grundlagt eller gik fra lille til stor i årtierne derefter. Ofte med C.F. Tietgen i en helt central rolle.

Tietgen var handelsuddannet og bankdirektør, og han havde en evne som få danskere til at få tingene til at vokse. Hver gang vi hører ordet forende – fx forenede spritfabrikker, dampskibsselskaber, sukkerfabrikker osv – kan man roligt gå ud fra, at Tietgen har spillet en hovedrolle.

Samtidig at Tietgen i det store format (og alle de andre i det noget mindre format) udviklede dansk erhvervsliv, blev voldene og byportene revet ned i København, der nu begyndte at sprede sig for alvor ud i de brokvarterer, som vi kender i dag: Nørrebro, Østerbro, Vesterbro og Amagerbro.

Jernbanen kom også (vores nuværende skinnenet stammer således fra 1860) – og dampskibene, telegrafen og meget mere. Varer og nyheder kunne nu transporteres i store mængder og over enorme afstande i flyvende fart. Det var voldsomt, og det kunne være svært at følge med for den enkelte.

Heldigvis behøvede den enkelte heller ikke at stå alene. Ude på landet slog bønderne sig nemlig sammen i andelsforeninger. Det startede i 1882 på Varde-egnen, og kun 13 år senere var der over 800 andelsmejerier i Danmark samt et stort antal andelsslagterier. Andelstanken havde slået rod – og den ændrede dansk landbrug. Fra at vi producerede korn til eget forbrug til at vi producerede smør, flæsk og andre gode kødvarer, som kunne sælges til fx England – og transporteres med de dengang hurtige dampskibe.

I det nye demokrati var tyngdepunktet på en måde også flyttet mod vest, nemlig til Jylland, hvor lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs havde sine godser, som han elskede at være på, når han ikke var nødt til at opholde sig i København, hvor han stod for den reviderede grundlov fra 1866. En grundlov, der sørgede for, at de nationalliberale med base i København blev sat helt udenfor indflydelse, mens lensgreven selv og hans godsejervenner samt de almindelige bønder fik magten. En magt, som de havde indtil systemskiftet i 1901, som vi skal høre mere om i næste uges Danmarkshistorie.

For der skete meget mere i sidste del af 1800-tallet, som vi må have med.

For nok havde jordbesidderne magten – men det ulmede i den voksende danske arbejderskare, der i takt med den stigende industrialisering blev flere og flere.

Ude på landet boede der nemlig mange jordløse landarbejdere, som ikke havde mange rettigheder, men som til gengæld måtte knokle hårdt og stadig leve et kummerligt liv. For dem betød Grundloven ikke ret meget, og deres liv var stort set det samme som før 1849.

Mange af dem valgte derfor at tage til byen i håbet om at et job i den nye industri ville give dem et bedre liv. Det skete desværre sjældent. Arbejdet var stadig hårdt og nedslidende – og familierne blev stuvet sammen i små, dårlige lejligheder.

Det kunne ikke fortsætte – og den voksende arbejderbevægelse dannede da også sit eget parti, Socialdemokratiet i 1871.

Det var dengang begrebet arbejdskamp skulle tages helt alvorligt. En af partiets stiftere Louis Pio blev således idømt en lang fængselsstraf for højforræderi. For at slå arbejderbevægelsen ned sendte man ham også til Amerika. Men han kom tilbage – og der var også andre dygtige mennesker i arbejderbevægelsen, fx en Peter Knudsen, der dygtigt opbyggede partiet op gennem 1880´erne.

Det stod også hurtigt klart at skulle arbejderne have succes med at skaffe sig gode levevilkår, så skulle der fagforeninger til. Så i 1898 var der etableret fagforeninger for hvert fag i alle danske byer.

Konflikten med arbejdsgiverne – i tidens sprog kapitalisterne – var uundgåelig, og i 1899 efter talrige strejker og lockouter blev arbejderne lockoutet i hele fem måneder. Resultatet blev den samarbejdsaftale, som vi stadig har på det danske arbejdsmarked, med varslinger, forligsinstitution osv. En aftale, der kaldes Den Danske Model, og som mange lande stadig misunder os.

Tilbage i Danmark i tiden omkring 1900 stod det derfor også alle klart, at samfundet havde ændret sig. At noget nyt skulle til at ske. Det gamle system med på den ene side godsejerne, de adelige og militæret i Højre og bønderne i Venstre havde spillet fallit. Arbejderne, husmændene og de intellektuelle – og på sigt kvinderne – ville også være med til at bestemme. Et systemskifte var på vej.

Og netop systemskiftet til parlamentarismen – og kvindernes stemmeret – skal det handle om næste mandag i Danmarksbloggens Danmarkshistorie.

Læs tidligere afsnit her:

Danmark fødes: http://danmarksbloggen.dk/?p=3089
Sten-, bronze- og jernalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3190
Vikingerne kommer:http://danmarksbloggen.dk/?p=3283
Vikingernes tro og de første konger: http://danmarksbloggen.dk/?p=3389
Tidlig middelalder, kirkebyggeri
og konger i massevis: http://danmarksbloggen.dk/?p=3542
Valdemar den Store og Absalon: http://danmarksbloggen.dk/?p=3601
Valdemar Sejr: http://danmarksbloggen.dk/?p=3687
Den farverige middelalder: http://danmarksbloggen.dk/?p=3767
Valdemar Atterdag: http://danmarksbloggen.dk/?p=3773
Margrethe (d. 1.) Valdemarsdatter: http://danmarksbloggen.dk/?p=3956
Unionstiden, Christiern d. 2 og Dyveke: http://danmarksbloggen.dk/?p=4019
Grevens Fejde og Reformationen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4129
Christian d. 4 og København gøres stor: http://danmarksbloggen.dk/?p=4142
Frederik d. 3, Enevælden, Kvindefejden
og Tabet af Skåne-landene: http://danmarksbloggen.dk/?p=4363
Oplysningstid, Det Florissante Eventyr
og Store Nordiske Krig:http://danmarksbloggen.dk/?p=4457
Christian d. 7., Struense og Caroline Mathilde: http://danmarksbloggen.dk/?p=4512
Frederik d. 6., statsbankerot og tabet af Norge: http://danmarksbloggen.dk/?p=4588
Guldalderen: http://danmarksbloggen.dk/?p=4653
Nye tanker op mod 1849: http://danmarksbloggen.dk/?p=4717
Frederik d. 7., Grundlov og Treårskrig: http://danmarksbloggen.dk/?p=4790
Det unge demokrati, 1864 og Europas svigerfar: http://danmarksbloggen.dk/?p=5395

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Multiresistent bakterie beviser behovet for 100% økologisk landbrug

Der er absolut ingen kontrol med den multiresistente svinebakterie MRSA CC 398.
Det skriver DR: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/05/29/190945.htm

Tværtimod er situationen totalt ude af kontrol – og vi risikerer, at den livsensfarlige bakterie spreder sig ud i hele samfundet. Flere danskere er allerede døde. Men de danske myndigheder har tilsyneladende opgivet at gøre noget ved det i modsætning til i Norge, hvor man slog de ramte svin ihjel og desinficerede gårdene, inden nye dyr blev sat ind.

Det stoppede den multiresistente bakterie i Norge. I Danmark har man derimod ingenting gjort. Og fra at cirka 16% af de danske svinebesætninger havde den multiresistente bakterie ved en screening i 2010 steg tallet til omkring 80% i 2012.

Og så kan man jo begynde at regne på, hvor mange procent danske svin, der mon har MRSA CC 398 her to år senere i 2014.

Hvorfor man ikke har gjort noget i Danmark, kan man kun gisne om. Men mon ikke, at vores store eksport af svinekød spiller en rolle?!

Men at sælge multiresistent bakterie-svinekød svarer lidt til at tisse i bukserne. På den korte bane varmer det – og vi kan stadig sælge, men på den lange bane bliver det meget klamt og koldt, og ingen køber vores kød, og en multiresistent bakterie er løs iblandt os.

Det er det rene galimatis – og totalt uansvarligt af både svineproducenter og myndigheder at tillade denne skalten og valten med vores liv.

En løsning, der sundhedsmæssigt ville gøre hele forskellen, var øjeblikkelig at slå alle danske svin ihjel – pånær dem der bevisligt ikke har denne eller andre multiresistente bakterier – og så starte helt forfra med økologiske grise og ingen antibiotika.

Satse på kvalitet fremfor på kvantitet – og lade det sprede sig til resten af landbruget, uanset om vi taler dyr, korn eller andre afgrøder.

Men det er desværre også en løsning, som der ikke er vilje til at gennemføre.

Et 100% økologisk landbrug i Danmark er ellers den eneste mulighed, som vi har for at overleve, både som individer og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk