Multiresistent bakterie beviser behovet for 100% økologisk landbrug

Der er absolut ingen kontrol med den multiresistente svinebakterie MRSA CC 398.
Det skriver DR: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/05/29/190945.htm

Tværtimod er situationen totalt ude af kontrol – og vi risikerer, at den livsensfarlige bakterie spreder sig ud i hele samfundet. Flere danskere er allerede døde. Men de danske myndigheder har tilsyneladende opgivet at gøre noget ved det i modsætning til i Norge, hvor man slog de ramte svin ihjel og desinficerede gårdene, inden nye dyr blev sat ind.

Det stoppede den multiresistente bakterie i Norge. I Danmark har man derimod ingenting gjort. Og fra at cirka 16% af de danske svinebesætninger havde den multiresistente bakterie ved en screening i 2010 steg tallet til omkring 80% i 2012.

Og så kan man jo begynde at regne på, hvor mange procent danske svin, der mon har MRSA CC 398 her to år senere i 2014.

Hvorfor man ikke har gjort noget i Danmark, kan man kun gisne om. Men mon ikke, at vores store eksport af svinekød spiller en rolle?!

Men at sælge multiresistent bakterie-svinekød svarer lidt til at tisse i bukserne. På den korte bane varmer det – og vi kan stadig sælge, men på den lange bane bliver det meget klamt og koldt, og ingen køber vores kød, og en multiresistent bakterie er løs iblandt os.

Det er det rene galimatis – og totalt uansvarligt af både svineproducenter og myndigheder at tillade denne skalten og valten med vores liv.

En løsning, der sundhedsmæssigt ville gøre hele forskellen, var øjeblikkelig at slå alle danske svin ihjel – pånær dem der bevisligt ikke har denne eller andre multiresistente bakterier – og så starte helt forfra med økologiske grise og ingen antibiotika.

Satse på kvalitet fremfor på kvantitet – og lade det sprede sig til resten af landbruget, uanset om vi taler dyr, korn eller andre afgrøder.

Men det er desværre også en løsning, som der ikke er vilje til at gennemføre.

Et 100% økologisk landbrug i Danmark er ellers den eneste mulighed, som vi har for at overleve, både som individer og som samfund.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk