Danmark genåbner

Danmark genåbner i dag. Danmarksbloggen tog den tidlige og ret rolige tørn – men forudser, at stemningen senere i dag bliver mere euforisk. Sådan i stil med når køerne kommer på græs igen efter en vinter i stalden.

For overalt i Danmark pibler og bobler det – ikke kun af forårets lysegrønne blade og fuglesangen, men af glæde og forventning.

NU skal livet leves igen, er der enighed om.

Danmarksbloggen startede på Christianshavns Torv ved 8-tiden, hvor man kunne se folk gå ind i Brugsen og hos bageren, mens de fandt deres mundbind frem. Det har de gjort hele vinteren, så lige det var der ikke meget genåbning over.  

Men henne om hjørnet ved kanalen skete der noget. For dér ligger ”Kanal Bodega” – et vaskeægte brunt værtshus, som i dagens anledning åbnede allerede klokken 8 – og stamgæsterne var på plads fra første færd.

For at komme ind på såvel barer, spisesteder som museer med mere skal man have Corona-pas, og det havde undertegnede ikke. Så jeg måtte som en af gæsterne (der heller ikke havde fået anskaffet sig et Corona-pas) blive udenfor.

Jeg skulle også videre med metroen til Østerport. En metro, som var noget mere fyldt, end den har været det de sidste mange måneder, og hvor stemmen i højttaleren gjorde opmærksom på, at nu startede genåbningen, og derfor skulle vi sørge for at holde afstand og give plads.

Det gik udmærket, når metroen kørte. Men når vi nærmede os et stop, så klumpede folk tæt sammen, ligesom de gjorde det op ad rulletrapperne.

Derfra gik turen til Langelinie, som i øjeblikket er fuld af blomstrende kirsebærtræer – og hvor man også kan møde en statue af en berømt havfrue. Både de lyserøde blomster og havfruen trækker normalt mange, både turister og københavnere til. Men sådan en hverdagsmorgen kl. 9 kan man stadig have det lille vandvæsen for sig selv.

Det er nok noget, som slutter snart. For den første turist HAR pakket kufferten og sat kursen mod Danmark. Ja, måske er turisterne her allerede. Senere så jeg i hvert fald tre asiatiske turister.

Men endnu har vi altså – næsten – København for os selv. Det gælder også Amalienborg Slotsplads, hvor jeg ankom samtidig med Dronningen, der dog ret beset ankom i en Krone-bil, mens jeg brugte apostlenes heste.

Så det var nok for hende, at garderne spillede “Jens med fanen”, tænkte jeg. Ligesom at det nok heller ikke var for mig eller dagplejemoderen med de fire børn i Christiania-cyklen, der blev flaget for. Det var nok mere fordi, at det er prinsesse Isabellas fødselsdag.

Tillykke til hende. Hun kan gå på café på sin fødselsdag. Det kan alle vi andre også – og overalt blev der stillet stole og borde frem, lagt duge på og i det hele taget rigget til at tage imod gæster.

Ja, nede i Nyhavn var det som at være med til forberedelserne til en stor familiefest, som man faktisk glæder sig til. Våren er aldrig gået så forventningsfuld gennem Nyhavn som denne formiddag ved 10-tiden, hvor der selvfølgelig også var flag, og de første gæster var på plads.

Ovre på den anden side af et forårssmukt Kgs. Nytorv lå Magasin, der havde åbent igen for første gang i mere end 4 måneder. Der gik en lind strøm af mennesker ind og ud – og indenfor var der også gode fund, som de kaldte det. Der er også meget, som skal sælges, når man lukker ned ved juletid – og først åbner op igen efter påske.

Danmarksbloggen købte ingenting, men tog tilbage til Christianshavns Torv, hvor både pølsevognen og blomsterboden var ankommet i mellemtiden. Klar til en ny dag. Klokken var også blevet 11.

Genåbningen var – og er – i fuld gang … Dét bliver godt igen. Altsammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Sølle Rasmus Paludan-happening

Jeg har set Rasmus Paludan på nært hold. For lidt siden nede på Christianshavns Torv, hvor han afholdt en form for happening til akkompagnement af en saxofonist, som fra den anden side af Torvet og med mere indlevelse end musikalsk kunnen, gjorde, hvad han kunne for at forstyrre Paludan.

Men det ændrede dog ikke på, at Paludan rendte rundt i en rød jakke med en megafon, som blev ved med at afspille det i forvejen indspillede mantra fra denne selvudnævnte kæmper: Danmark for danskerne. Hvem skal bo i Danmark? Det skal danskerne.

Den båndsløjfe alene var fesen og sølle. For hvis ikke engang man gider råbe eller sige noget, men kun afspille et allerede optaget budskab, så fortjener man ikke at have på den anden side af 20 betjente, afspærringer og andet kørende for sig i næsten to timer.

Men Rasmus Paludan selv var også ynkelig. Ikke farlig, bare ynkelig. En midaldrende mandsperson som brugte det meste af tiden på at tale med to af hans venner, hvor den ene rendte rundt med en Koran, som – vistnok ikke – hverken blev brændt eller fik revet sider ud.

Skulle Rasmus Paludan én gang havde ønsket at være en folkeforfører eller at blive den befrier, som han måske ser sig selv som, så må Danmarksbloggen melde, at der – heldigvis – er langt til det. Rasmus Paludan er ikke det mindste karismatisk. Han er faktisk bare en kedelig udgave af en midaldrende dansk mand – desværre én med nogle holdninger, som alt for mange deler.

Og deri ligger det farlige, det dæmoniske. For der kan komme en anden person, som helt anderledes og meget mere dygtigt kommunikerer, og sætter sig selv i spil. Så den del af befolkningen, der bakker op om typer som Støjberg, Vermund og Kjærsgaard, med det samme er til fals, og som alle andre pøbler er klar til at lynche alle, der ikke deler deres holdninger.

Hvis ikke du er med mig, så er du imod mig, som den slags politikere og deres støtter prædiker. For de politikere og deres vælgere bekymrer sig – ligesom Trump og hans støtter i USA – ikke om ting som retssikkerhed og ordentlighed og andet, der hører til i et velfungerende demokrati.

Og de mennesker er farlige – meget mere farlige end en sølle mandsperson i en rød jakke på Christianshavns Torv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Lys, blomster og bananer på Christianshavns Torv

Når noget virkelig betyder noget for os, sker tingene af sig selv – således også det mindested for Kim Larsen, der ligenu vokser minut for minut på Christianshavns Torv, og som er skabt af gadens folk.

Det startede med et hjemmelavet skilt, to blomsterbuketter og en smøg, får jeg at vide, da jeg kommer ved 20-tiden.

Men nu – mens aftenmørket bliver mere og mere massivt – er der ikke længere plads til mere på den grønlandske marmorsten, som det hele startede på, og som nu er fyldt med blomster, lys, øl – og selvfølgelig bananer.

For hyldesten er ligeså mangfoldig, som den kommer fra hjertet, og den breder sig over brostenene på Torvet, der ellers er mest kendt som et tilhørsted for hjemløse og andre skæve eksistenser, og de er dér selvfølgelig også – sammen med alle os andre, som står andægtige og mindes Danmarks store søn.

Vi er alle aldre – og fra alle sociale lag.

Der er teenagemoderen, som siger til datteren: Det der var hele min ungdom.

Der er det yngre par, som står stille, og holder hinanden i hånden – og som kom langvejs fra – bare for at være på Kim Larsens Christianshavn i dag.

Der er den unge kvinde, som skynder sig at tage et billede med hendes mobil, inden hun tørrer sine tårer væk.

Der er grønlænderen, som deler ud af de fyrfadslys, som han har fået inde i Brugsen, der ligger lige bagved.

Der er den unge mand, som åbner en øl – og stiller den ned ved marmorstenen. Der står allerede en del – nogle vistnok tomme. Men det vil også være i Kim Larsens ånd, at de bliver drukket – ligesom at de smøger, som der måske stadig ligger nede i blomsterhavet, bliver røget.

For på Christianshavns Torv er der hverken drikke- eller rygeforbud. Heldigvis.

Så kommer der en midaldrende mand og fortæller, at han engang har mødt Kim Larsen på et værtshus nede i Nyhavn. Det har undertegnede også – en sommernat for længe, længe siden.

Det er vi sikkert mange, der har … ligesom at der er mange nu, som lægger vejen forbi dette impulsive og fra hjertet lavede mindested.

For som vi konkluderede nogle af os, der stod dernede denne søndag aften: Kim Larsen, han betød noget for os – alle sammen. Han samlede danskerne – og nu er han ikke mere.

Jeg går hjem – og tænder lys i mit vindue.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk