Lys, blomster og bananer på Christianshavns Torv

Når noget virkelig betyder noget for os, sker tingene af sig selv – således også det mindested for Kim Larsen, der ligenu vokser minut for minut på Christianshavns Torv, og som er skabt af gadens folk.

Det startede med et hjemmelavet skilt, to blomsterbuketter og en smøg, får jeg at vide, da jeg kommer ved 20-tiden.

Men nu – mens aftenmørket bliver mere og mere massivt – er der ikke længere plads til mere på den grønlandske marmorsten, som det hele startede på, og som nu er fyldt med blomster, lys, øl – og selvfølgelig bananer.

For hyldesten er ligeså mangfoldig, som den kommer fra hjertet, og den breder sig over brostenene på Torvet, der ellers er mest kendt som et tilhørsted for hjemløse og andre skæve eksistenser, og de er dér selvfølgelig også – sammen med alle os andre, som står andægtige og mindes Danmarks store søn.

Vi er alle aldre – og fra alle sociale lag.

Der er teenagemoderen, som siger til datteren: Det der var hele min ungdom.

Der er det yngre par, som står stille, og holder hinanden i hånden – og som kom langvejs fra – bare for at være på Kim Larsens Christianshavn i dag.

Der er den unge kvinde, som skynder sig at tage et billede med hendes mobil, inden hun tørrer sine tårer væk.

Der er grønlænderen, som deler ud af de fyrfadslys, som han har fået inde i Brugsen, der ligger lige bagved.

Der er den unge mand, som åbner en øl – og stiller den ned ved marmorstenen. Der står allerede en del – nogle vistnok tomme. Men det vil også være i Kim Larsens ånd, at de bliver drukket – ligesom at de smøger, som der måske stadig ligger nede i blomsterhavet, bliver røget.

For på Christianshavns Torv er der hverken drikke- eller rygeforbud. Heldigvis.

Så kommer der en midaldrende mand og fortæller, at han engang har mødt Kim Larsen på et værtshus nede i Nyhavn. Det har undertegnede også – en sommernat for længe, længe siden.

Det er vi sikkert mange, der har … ligesom at der er mange nu, som lægger vejen forbi dette impulsive og fra hjertet lavede mindested.

For som vi konkluderede nogle af os, der stod dernede denne søndag aften: Kim Larsen, han betød noget for os – alle sammen. Han samlede danskerne – og nu er han ikke mere.

Jeg går hjem – og tænder lys i mit vindue.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *