Kim Larsen er død

Her i Danas Have var der H. C. Andersen, og der var Grundtvig – og der var Kim Larsen.

Netop var.

For Kim Larsen – en af Danmarks allerstørste sønner – er død lige netop nu i denne tid, hvor der er brug for stemmer som hans. Stemmer, der taler om menneskelighed og varme i en kold tid.

Fik han set det han ville, fik han hørt sin melodi? Det tror Danmarksbloggen ærligt talt, at han gjorde.

For Kim Larsen levede livet fuldt ud og brugte sig selv og sine unikke evner til at skrive det enestående katalog af sange, som bærer hans navn – og som sammen med Grundtvigs salmer og H. C. Andersens eventyr er vores allerfineste kulturskat.

En kulturskat, som alle generationer har taget til sig – og gladelig sunget med på til koncerter over hele landet hver eneste sommer.

Kim Larsens musik er nemlig en levende kulturskat – og sådan vil det blive ved med at være, også selvom Kim Larsen selv er død, og Danmark er blevet et fattigere land, ja et land i sorg. For det er en af vores allerstørste sønner, der nu er gået i forvejen.

For nok ved Kim Larsen nu, om der er sol over Gudhjem i de dødes land, men hans sange vil blive sunget så længe, at der bliver talt dansk på denne jord. Det er helt sikkert.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *