Sølle Rasmus Paludan-happening

Jeg har set Rasmus Paludan på nært hold. For lidt siden nede på Christianshavns Torv, hvor han afholdt en form for happening til akkompagnement af en saxofonist, som fra den anden side af Torvet og med mere indlevelse end musikalsk kunnen, gjorde, hvad han kunne for at forstyrre Paludan.

Men det ændrede dog ikke på, at Paludan rendte rundt i en rød jakke med en megafon, som blev ved med at afspille det i forvejen indspillede mantra fra denne selvudnævnte kæmper: Danmark for danskerne. Hvem skal bo i Danmark? Det skal danskerne.

Den båndsløjfe alene var fesen og sølle. For hvis ikke engang man gider råbe eller sige noget, men kun afspille et allerede optaget budskab, så fortjener man ikke at have på den anden side af 20 betjente, afspærringer og andet kørende for sig i næsten to timer.

Men Rasmus Paludan selv var også ynkelig. Ikke farlig, bare ynkelig. En midaldrende mandsperson som brugte det meste af tiden på at tale med to af hans venner, hvor den ene rendte rundt med en Koran, som – vistnok ikke – hverken blev brændt eller fik revet sider ud.

Skulle Rasmus Paludan én gang havde ønsket at være en folkeforfører eller at blive den befrier, som han måske ser sig selv som, så må Danmarksbloggen melde, at der – heldigvis – er langt til det. Rasmus Paludan er ikke det mindste karismatisk. Han er faktisk bare en kedelig udgave af en midaldrende dansk mand – desværre én med nogle holdninger, som alt for mange deler.

Og deri ligger det farlige, det dæmoniske. For der kan komme en anden person, som helt anderledes og meget mere dygtigt kommunikerer, og sætter sig selv i spil. Så den del af befolkningen, der bakker op om typer som Støjberg, Vermund og Kjærsgaard, med det samme er til fals, og som alle andre pøbler er klar til at lynche alle, der ikke deler deres holdninger.

Hvis ikke du er med mig, så er du imod mig, som den slags politikere og deres støtter prædiker. For de politikere og deres vælgere bekymrer sig – ligesom Trump og hans støtter i USA – ikke om ting som retssikkerhed og ordentlighed og andet, der hører til i et velfungerende demokrati.

Og de mennesker er farlige – meget mere farlige end en sølle mandsperson i en rød jakke på Christianshavns Torv.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Rasmus Paludan – på vej i Folketinget

Danmarksbloggen havde ellers valgt at forbigå Rasmus Paludan i tavshed. Dybeste tavshed.

For nok har Paludan ytringsfrihed ligesom alle andre i dette land. Og det skal vi holde helt fast på, også selvom det koster en bondegård. For problemet omkring Paludan handler ikke kun om det, han siger – men også dem som imødegår hans ytringer med sten og ild. Det er nemlig aldrig nogensinde i orden at kaste med sten eller tænde bål i gaderne, heller ikke selvom ens følelser og religion bliver krænket og forhånet.

I et demokratisk samfund bør vi altid kun bruge pennen og aldrig sværdet mod hinanden.

Men når det er sagt, så får Paludan så rigelig taletid i samtlige medier til at komme med alle hans udgydelser, der er en blanding af fordomme, had og anklager. Så Danmarksbloggen ville som sagt ignorere manden.

For nok har han ytringsfrihed, men vi andre har ikke ytringspligt til at skrive eller tale om ham.

MEN nu hvor Paludans parti “Stram Kurs” står på nippet til at blive opstillingsparat til Folketinget, er det en anden sag. For nok er Dansk Folkeparti langt ude på højrefløjen – og endnu længere ude står Pernille Vermund og Nye Borgerlige, som ifølge meningsmålingerne brager ind. Men endnu længere ude igen – helt ude hvor det tilter for alvor – står Stram Kurs og Rasmus Paludan.

Og det er Danmarksbloggens vurdering, at Paludan og Stram Kurs kan komme i Folketinget, hvis de når at samle underskrifterne, inden Løkke kan tage sig sammen og trykke på valgknappen. Dermed er Rasmus Paludan ikke bare en mand, der render rundt og brænder koraner og kommer med horrible udsagn. Nu er han også – helt reelt – en farlig mand, som trækker mange utilfredse danskere til sig.

Danskere, som ikke synes, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil nok. Danskere, der er bange for fremtiden for dem selv og for deres børns muligheder i et samfund, hvor uligheden stiger.

Angsten er berettiget, men måske skytset skal peges i en anden retning end den, som Rasmus Paludan råber op om?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk