Fortsæt …

Der er ikke noget sværere end bare at sidde og vente – og ikke vide hvor længe. Men alligevel er det eksakt, hvad vi gør – og skal gøre i denne Coronatid.

Men på dagens pressemøde gav statsminister Mette Frederiksen alligevel de fleste af os en mulighed for at handle, nemlig ved at fortsætte med at holde afstand, så smittespredningen bliver ved med at være lav. Ja, den er halveret i forhold til midt i marts.

Så vi skal fortsætte med den nye livsstil – og lykkes dén manøvre, så kan vi ganske langsomt begynde at åbne samfundet igen efter påske – i faser. Arbejde på forskellige tider, ikke være så mange sammen på arbejdspladser og i skoler og den slags.

Men alt det gælder altså KUN HVIS VI BLIVER VED MED AT OPFØRE OS, SOM VI GØR NU … med at være sammen hver for sig.

Så det er det, som vi skal – og den danske regering, det danske folketing, de danske sygehuse, de danske virksomheder og alt det andet skal fortsætte som nu. Vi klarer det SÅ GODT.

Der var derfor også stor ros til alle danskere fra Søren Brostrøm. Men vi skal holde fast, fast, fast i de nye vaner en rum tid endnu.

For den danske måde at gøre det på virker – og hvor er undertegnede glad for, at det er en kapacitet, som Mette Frederiksen der står ved roret på dét skib, som vi bygger, mens vi sejler.

Et skib, hvor der kommer flere døde, og hvor vi ikke har toppet kurven endnu. Men vi er på rette kurs – hvis vi altså fortsætter som nu.

Og en ting er de ældre og udsatte, som bliver dem, der skal leve i isolation længe endnu. Som Mette Frederiksen sagde det: De svageste skal være de stærkeste i denne tid.

Det virker så uretfærdigt – og Danmarksbloggen er enig med Mette Frederiksen, som også sagde: Hjælp de ældre og udsatte, der er omkring dig, hvad enten du køber ind, sender en blomst, et brev eller ringer. Lad de ældre i din slægt vide, at du er dér. Det bliver der brug for i mange uger endnu.

Så som Yvonne fra Olsen-Banden ville sige det: FORTSÆT!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nærmest en halv sejr

Et pressemøde i Statsministeriet uden nye stramninger, uden at skruen får et nøk mere som fx et udgangsforbud.

Det føles nærmest som en halv sejr – også selvom antallet af døde danskere er steget fra 13 til 24. Men det har noget med optællingsmetoden at gøre, sagde Mette Frederiksen, der talte om den stærke samfundskontrakt, som vi danskere har med hinanden, om det samfundssind, der udvises i disse dage – og som vi skal fortsætte med.

Danmarksbloggen er fuld af beundring for vores statsminister og den måde, som hun leder landet på. Hun er en ægte landsmoder …

Men altså ikke noget udgangsforbud, men danskere, danske politikere og danske virksomheder, der gør det bedste, som vi kan. Og det gælder også den påske, som venter – og hvor vi må udskyde alle de dejlige påskearrangementer til senere.

Man kan også sagtens spise påskefrokost i maj – eller juni. Og nu handler det om at få antallet af syge og døde så lavt som muligt, selvom det forventes at stige en tid endnu.

For epidemien forventes iflg. Søren Brostrøm først at toppe midt i april – dvs. vi er i slutningen af maj og begyndelsen af juni, før det her er bare nogenlunde overstået.

Påskeblomst, hvad vil du her, skrev Grundtvig i sin store påskesalme af samme navn.

Påskeblomsten var påskeliljen, som på Grundtvigs tid blev opfattet som en ukrudtsblomst, men som Grundtvig brugte som et billede på Jesus, der som bekendt genopstod påskemorgen.

Det bliver også påske på mange måder i Danmark dén skønne dag, hvor vores hverdag vender tilbage – også selvom det i begyndelsen sker i en ramponeret form.

For det tager tid at komme sig ovenpå sådan en omgang som den vi er igennem ligenu … men vi klarer det. Det gør vi. Det skal vi.

Så hvem ved? Måske kan vi pinsedag d. 31. maj og anden pinsedag 1. juni for fuld hals og lykkelige synge Grundtvigs store pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen”.

For det bliver i sandhed liv, lys og nåde dén dag, hvor det her er overstået.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk