Nærmest en halv sejr

Et pressemøde i Statsministeriet uden nye stramninger, uden at skruen får et nøk mere som fx et udgangsforbud.

Det føles nærmest som en halv sejr – også selvom antallet af døde danskere er steget fra 13 til 24. Men det har noget med optællingsmetoden at gøre, sagde Mette Frederiksen, der talte om den stærke samfundskontrakt, som vi danskere har med hinanden, om det samfundssind, der udvises i disse dage – og som vi skal fortsætte med.

Danmarksbloggen er fuld af beundring for vores statsminister og den måde, som hun leder landet på. Hun er en ægte landsmoder …

Men altså ikke noget udgangsforbud, men danskere, danske politikere og danske virksomheder, der gør det bedste, som vi kan. Og det gælder også den påske, som venter – og hvor vi må udskyde alle de dejlige påskearrangementer til senere.

Man kan også sagtens spise påskefrokost i maj – eller juni. Og nu handler det om at få antallet af syge og døde så lavt som muligt, selvom det forventes at stige en tid endnu.

For epidemien forventes iflg. Søren Brostrøm først at toppe midt i april – dvs. vi er i slutningen af maj og begyndelsen af juni, før det her er bare nogenlunde overstået.

Påskeblomst, hvad vil du her, skrev Grundtvig i sin store påskesalme af samme navn.

Påskeblomsten var påskeliljen, som på Grundtvigs tid blev opfattet som en ukrudtsblomst, men som Grundtvig brugte som et billede på Jesus, der som bekendt genopstod påskemorgen.

Det bliver også påske på mange måder i Danmark dén skønne dag, hvor vores hverdag vender tilbage – også selvom det i begyndelsen sker i en ramponeret form.

For det tager tid at komme sig ovenpå sådan en omgang som den vi er igennem ligenu … men vi klarer det. Det gør vi. Det skal vi.

Så hvem ved? Måske kan vi pinsedag d. 31. maj og anden pinsedag 1. juni for fuld hals og lykkelige synge Grundtvigs store pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen”.

For det bliver i sandhed liv, lys og nåde dén dag, hvor det her er overstået.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eva Egede: Det er svært at lave lemonade af Corona-citroner

Danmarksbloggen har fået lov til at bringe dette skrevet af forfatter Eva Egede:

Jeg er glad for, at jeg ikke er typen, der har for vane at slå livsglade og filosofiske memes op på min profil. For jeg synes eddermame, at det er svært at carpe diem, være mindful og lave lemonade af de citroner, som livet giver en, i disse dage.

Jeg har været i chok og undtagelsestilstand. Jeg har siddet i en flonel-heldragt med nissemotiver og junket live-nyheder og drukket gin. Jeg har været halvsyg – måske indbildsk syg – og alt for tyndhudet. Irritabel, opfarende og knarvorn.

Jeg har grædt åndssvagt meget over, at det japanske kirsebærtræ er ved at gå i blomst – for det betyder, at vi snart passerer årsdagen for min Onkel G’s død. Og tanken om, at han ville have været en 90-årig, hvis han havde levet, gør mig ikke gladere.

For han ville have været i højrisikogruppen, hvis han blev smittet med Lortecorona – og jeg tænker på alle de andre, gamle mennesker, som kan risikere at få en ellers hyggelig alderdom dramatisk afkortet. Gamle mennesker kan godt dø før tid. Jeg ved det, for det var det, der skete for Onkel G.

Hell, vi kan allesammen dø før tid …

Ved siden af en zombieinvasion har en viruspandemi altid været en del af udtrækket i mit private skrækkabinet. Naturligvis har dén virus, som jeg frygtede allermest i de mørke nætter, været sådan noget i retning af Ebola. Noget eksplosivt, blodigt og frygteligt … I stedet har vi fået noget ikke helt så livsfarligt, men noget der bare kommer snigende og begynder med at ødelægge hverdagen, indtjeningen og livsglæden.

Jeg hader denne her ventetid. Når jeg kigger ud over søen, går en tur med mine hunde på min grund og i det hele taget bare lever mit liv ret normalt, så føles det ikke normalt længere. Der er lagt en truende skygge henover det hele.

Hvornår bryder det for alvor løs? Hvordan bliver det? Hvor mange vil dø? Vil nogen jeg kender dø? Er der noget vi ikke ved, som vil åbenbare sig? Jeg hører løse rygter om, at sygdommen slet ikke er så ufarlig, som myndighederne siger. Jeg mærker paranoiaen komme op i mig.

Krig og kriser skræller mennesker ned til typer. Hvis Onkel G. stadig havde levet, så havde jeg stået i en Netto-kø i onsdags og købt mad, mad, mad. Og måske knap så meget toiletpapir. Og så havde jeg lukket huset ned for alting, indtil det her var overstået. Så havde jeg været en indelukket hamster.

Men jeg registrerer allerede, hvordan vi deler os op. Der er de energisk livsglade, de depressive, hamster-typerne, de hedonistiske, de oprørske (Citat fra en fb-ven: “Jeg får fanme lyst til at krydse alle grænser, når de lukker dem. Det er en politisk beslutning! Hvad med demokratiet?) og så dem, der er ret ligeglade, fordi de tror, at de skal leve for evigt. Den sidste type er især de unge. Det er derfor, at vi sender dem i krig. De tager jo af sted for eventyrets skyld. Det er først, når krigen rammer dem, at de bliver fucked up.

Lige nu ønsker jeg på en måde bare, at jeg var midt i det værste. For så kunne jeg overskue tingene på en anden måde. Det er ventetiden, der fucker mig op.

Spar mig for det melodramatiske a la sygeplejerske, der kommer hjem fra en 82-timers vagt, og bare gerne vil købe mad i supermarkedet … Og så er der intet til hende. Og hun må gå hjem til sine børn med uforrettet sag. Foreløbig er vi ikke der. Der ER mad – og vi finder først ud af, hvem der er helte, når tingene virkelig brænder på.

Jeg ville have det BEDRE, hvis jeg havde en eller anden kompetence, som gjorde, at jeg kunne foretage mig noget. SÅ sjovt er det heller ikke at sidde med hænderne i skødet. Der er blevet delt adskillige memes med ordlyden om, at vi skal bare sidde i vores sofa, vores bedsteforældre blev beordret i krig. Så det kan vel næppe være så svært!

Jeg er ikke enig. Magtesløsheden – som den jeg og sikkert også andre føler lige nu – er det værste. Og fordi vi ikke kan handle, begynder vi pludselig at bruge tiden på at udskamme andre mennesker.

Lad være. Der er mange måder at reagere på en krise på. Og mange mennesker vokser med opgaven. I gårs hamstre kan være i morgens helte. Det ER muligt at slå krybdyrhjernen fra …

Men alle jer, der opmuntrer mig. Alle jer der tager hele situationen med hjemmebagt brød og overskudsagtige bemærkninger, opmuntrer mig. Alle jer, der bare har kæmpet et overskud frem og deler det, opmuntrer mig.

Jeg elsker at se videoer fra byen, hvor der bliver sunget og spillet fra altanerne.

Tak til jer allesammen.

Jeg skal lige samle mig. Og jeg er begyndt i dag. At samle mig betyder for mig, at jeg lader være med at se nyheder hele tiden. Jeg er kommet ud af bamsedragten og har ovenikøbet make-up på.

Når uroen overvælder mig, vasker jeg gulv, støvsuger eller laver ting som at gøre orden i min sættekasse.

Jeg kommer tilbage. Og når alle I, som er cool og gode nu, bliver trætte – så kommer andenbølgen med sådan nogle som mig og andre langsomt opfattende.

Og vi vil spille trompet med næsen, vi vil danse for jer og sprede den kærlighed og glæde, som I gjorde i begyndelsen.

Stay safe, everybody! Pas ikke kun på jer selv, men også på menneskeheden … Vi har kun hinanden og denne her lille planet at rumstere rundt på …

Skrevet af forfatter Eva Egede – som har denne blog: www.knirkeegede.blogspot.com