Anmeldelse: ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”

Vi bliver som menneskehed åbenbart ikke klogere, er den tanke, som man sidder tilbage med efter at have læst ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” af Jeanette Varberg og Poul Duedahl.

Dét kan synes ganske forstemmende. Men det er virkeligheden, og derfor kan vi nutidsmennesker psykologisk spejle os 1:1 i de gamle beretninger og fortællinger, som også har givet stof til bogens titel. Den fjerde rytter er nemlig et begreb fra det sidste skrift i Nyt Testamente, Johannes-åbenbaringen, hvor det siges, at når de fire dommedagsryttere rider gennem verdens lande på samme tid, så er de sidste tider kommet. De tre første ryttere er krig, erobring og hungersnød, og den sidste fjerde rytter på den gustengule hest er ham, der spreder sygdommene.

Om vi er ved de sidste tider, er der ingen, der ved. Men vi ved, at mennesket historien igennem har været udsat for pandemier igen og igen, og i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” hører vi om dem alle sammen. Fra de mest kendte som pesten i Middelalderen og senere (for pesten huserede med mellemrum i flere hundrede år), da Colombus og senere Cortés og en række virussygdomme kom fra Europa til de to amerikanske kontinenter, og mennesker døde i hobetal, men sendte syfilissen som gen-gave til Europa, malariaen, der kan blusse op igen, koleraen i 1800-tallet og Den Spanske Syge for cirka 100 år siden. Vi hører også om de mere glemte som fx tuberkulosen, der i perioden 1700-1900 slog en milliard mennesker ihjel – og om de gamle pest- og koppeepidemier fra Antikkens tid og hos de egyptiske faraoer, og en del flere – også den sidste inden Corona, nemlig AIDS.

Med i bogen er også lokale epidemier i Danmark og i Norden, som de kopper, der hærgede vikingerne, pesten der kom i flere omgange – og den afart af syfilis, som man kaldte forrådnelses-feber, og som gjorde, at næsen og andre dele af ansigtet blev ædt op, så man blev vansiret for resten af livet. Den husede i 1800-tallet, og blev kaldt folkesyfilis, fordi den ramte alle aldre. Samt koleraen midt i 1800-tallet, som var afgørende for, at København ser ud, som hovedstaden gør.

For pandemier går som en rød tråd gennem tiderne, og har betydet store samfundsændringer, og kostet flere menneskeliv end alle krige tilsammen. Alligevel inddeler vi verdenshistorien i kapitler baseret på krige og andet, der tager udgangspunkt i mennesker og magt, som Varberg og Duedahl gør opmærksom på det og tilføjer, at det formentlig handler om kontrol.

For kontrol – eller måske snarere illusionen om kontrol – er noget, som mennesket godt kan lide at tro, at vi har. Det er også derfor, at vi ifølge bogen historisk set altid har været hurtige til at glemme en epidemi og komme tilbage til hverdagen. Det er så samtidig en hverdag, som altid danner grundlaget for den næste epidemi.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er derfor også mere end bare en spændende historiebog, selvom den på sine 242 sider er spækket med information om dette emne som fx, at den ellers så frygtede og udbredte spedalskhed stort set blev udryddet under Middelalderens pest, bedre kendt som Den Sorte Død. Samt at pesten blev begyndelsen på den moderne lægevidenskab. Der kan nemlig også komme noget godt ud af den fjerde rytters vilde ridt.

Men at han overhovedet KAN komme ud og ride, er noget, som vi mennesker kan takke os selv og vores måde at leve på, slår bogen fast. Dengang vi stadig var jægere og samlere, var vi så få, og levede så spredt, at det var nærmest umuligt for nogen sygdom at sprede sig til andre end lige dén gruppe, hvor sygdommen opstod, og så døde virussen/bakterien/organismen ud sammen med gruppen. Men så fandt vi på landbruget og dyreholdet, og dermed havde vi året rundt masser af føde, og kunne formere os i stort tal, og så var skaden sket.

For dels så voksende antallet af mennesker voldsomt, og gør det stadig. Og dels så levede vi tættere og tættere sammen, og gør det stadig. Og endelig så levede og lever vi stadig alt for tæt på dyrene, som vi endda opdrætter, så de bliver rigtig mange og rigtig mange af den samme slags. Alt sammen faktorer der skaber det perfekte grundlag for sygdomme, som vi kan dø af som fx mæslinger, der kommer fra køer, og influenza der kommer fra grise og fjerkræ. Men også for nye vira som COVID-19, hvor værtsdyret endnu mangler at blive fundet.

Dyr, som vi har tæmmet og opdrætter i absurde store antal. Tag fx høns, som der havde fandtes et par millioner af i Asien, hvis ikke det var for os og vores dyreopdræt, som betyder, at der nu findes 25 milliarder høns på verdensplan, som man kan læse det i ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”.

Undertegnede kan ikke lade være med at tænke på, at der findes dobbelt så mange svin som mennesker i Danmark. Samt det faktum at når op mod 80% af verdens landbrugsareal bruges på at dyrke dyrefoder, så kunne vi let brødføde hele menneskeheden – og undgå pandemier – ved at overgå til vegetabilsk produktion. Bare en tanke.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” bliver dermed også et seriøst og tankevækkende indlæg i debatten om samfundets indretning, fordi bogen stiller spørgsmålstegn ved vores måde at leve på, have dyr på og indrette os på. Det at bruge fortiden og historien til at sætte nutiden under debat er en generel positiv trend ved mange nye historiebøger. For vi kan bruge historien til at træffe klogere valg for fremtiden. Ja, vi har i den nuværende klimakrise heller ikke noget andet valg, kan man anføre.

”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” er så et pragteksemplar i dén genre. Det er ganske enkelt en fremragende bog. I et letlæst og flydende sprog fortæller bogen mere end 10.000 epidemi-historie, og trækker de store linier op, når den tydeliggører, at fortidens mennesker, adfærd og samfund er synonyme med nutidens, fordi vi uanset historisk tid agerer ens, når det kommer til pandemier. For det er den samme angst, som vi har, og de samme metoder, som vi bruger – og derfor kan vi også forvente, at vi vil gå efter glemslen, når Coronaen er overstået. For mennesket vil så gerne tro, at vi står over naturen, selvom det er evolutionen og mikroberne, som har fat i den lange ende – og vi er dømte til at begå fortidens fejl, så længe vi ikke bliver klogere.

Det kan man fx se af, at i starten af en epidemi opretholder man en samfundsorden, og begraver med værdighed, men til sidst så kan de overlevende ikke nå at begrave de døde, som det skete i Siena under pesten i 1348, hvor de døde blev lagt i lag med kun lidt jord imellem sig. Eller som i Firenze, hvor selv forældre flygtede fra deres syge børn og låste døden, så kunne de blive derinde og dø. Når sygdommen raser, så gør mennesker nemlig alt for at bevare chancen for at redde livet.

Noget vi også ser i 2020 – dog i mindre skala. Men alligevel det samme billede som lastvogne fulde af lig, der kørte gennem de norditalienske byer, historier om spanske plejehjem hvor personalet forsvandt, og lod de gamle ligge hjælpeløse tilbage, så de døde i deres senge, og alle de mange steder kloden rundt, hvor man bruger skøjtehaller og andet som lighuse, fordi man ikke kan følge med på kirkegårdene. Skrevet i nutid, for vi er stadig midt i pandemien, og det sker lige nu over hele kloden, også selvom vi i skrivende stund har relativt godt styr på det i Danmark.

Konspirationsteorier er også lige så gamle som epidemier – sammen med tanker om at det er Guds straf over et skørlevned og vores mange synder, samt alle de mærkelige og ubrugelige råd til at undgå virus som fx at varmt vand og hvidløg skulle kunne udrydde COVID-19. Dog en ting er forandret i forhold til tidligere. Der er ingen, som i dag siger, at det er jødernes skyld. De har ellers historisk set været syndebukke. Omvendt har USA og Kina travlt med at skyde skylden på hinanden. Kina anklages for, at virussen opstod hos dem, og USA for at den stadig spredes.

Social afstand er heller ikke nyt. Tværtimod. En dronning fra den østsyriske by Mari klagede i et brev skrevet for 3.775 år siden til sin mand kongen over en kvinde ved Nanna, som blev ved med at omgås de andre kvinder i paladset, selvom hun var syg. Kongen svarede som en anden Søren Brostrøm: Tal da med store ord (overfor hende), og sørg for, at ingen drikker af den kop, som hun drikker af, at ingen sidder på den stol, hvorpå hun sidder, og at ingen sover på den seng, hvor hun sover. Hun skal ikke være i selskab med alle de kvinder. (citat fra side 50).

For dengang var det konger og præster, som afstak linjerne under en pandemi. Idag er det politikerne og sundhedsmyndighederne.

Danmarksbloggen giver ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie” 6 ud af 6 ryttere på gustengule heste. For det er en bog fuld af viden fortalt på en sprudlende måde. En bog som giver håb om, at vi måske alligevel bliver lidt klogere næste gang. For ja, der kommer en ny pandemi efter COVID-19.

Epidemier er nemlig et grundvilkår ved at være menneske på en jord, hvor vi er så mange mennesker, der lever så tæt sammen med dyrene.

Og selvom den fjerde rytters nuværende Corona-ridt virker skræmmende, så vil Danmarksbloggen opfordre til at tænke nærmere – og hurtigt – over forholdet mellem natur og menneske. For som bogen starter med at sige: Det mærkelige var ikke, at Corona-pandemien kom, men at det gik så længe siden sidste gang (Den Spanske Syge 1918-20, som kostede 30-50 millioner livet).

Så det haster, og vi står som menneskehed ved skillevejen. Ved valget mellem at holde fast i konservatismen og den gamle livsstil – eller at kigge på Corona-tiden med smittetal, mundbind og snak om vaccine, og så lave om på den måde, som vi lever på.

Så hvad vil vi – og hvad kan vi?

Læs Jeanette Varberg og Poul Duedahls  ”Den fjerde rytter. 10.000 års epidemihistorie”. Perspektivet er ridset op på bogens allersidste side: ”helt at aflyse den fjerde rytters næste forestilling eller …  stiltiende accepterer, at coronakrisen bare var generalprøven”.

Det er Gad, der udgiver.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Nærmest en halv sejr

Et pressemøde i Statsministeriet uden nye stramninger, uden at skruen får et nøk mere som fx et udgangsforbud.

Det føles nærmest som en halv sejr – også selvom antallet af døde danskere er steget fra 13 til 24. Men det har noget med optællingsmetoden at gøre, sagde Mette Frederiksen, der talte om den stærke samfundskontrakt, som vi danskere har med hinanden, om det samfundssind, der udvises i disse dage – og som vi skal fortsætte med.

Danmarksbloggen er fuld af beundring for vores statsminister og den måde, som hun leder landet på. Hun er en ægte landsmoder …

Men altså ikke noget udgangsforbud, men danskere, danske politikere og danske virksomheder, der gør det bedste, som vi kan. Og det gælder også den påske, som venter – og hvor vi må udskyde alle de dejlige påskearrangementer til senere.

Man kan også sagtens spise påskefrokost i maj – eller juni. Og nu handler det om at få antallet af syge og døde så lavt som muligt, selvom det forventes at stige en tid endnu.

For epidemien forventes iflg. Søren Brostrøm først at toppe midt i april – dvs. vi er i slutningen af maj og begyndelsen af juni, før det her er bare nogenlunde overstået.

Påskeblomst, hvad vil du her, skrev Grundtvig i sin store påskesalme af samme navn.

Påskeblomsten var påskeliljen, som på Grundtvigs tid blev opfattet som en ukrudtsblomst, men som Grundtvig brugte som et billede på Jesus, der som bekendt genopstod påskemorgen.

Det bliver også påske på mange måder i Danmark dén skønne dag, hvor vores hverdag vender tilbage – også selvom det i begyndelsen sker i en ramponeret form.

For det tager tid at komme sig ovenpå sådan en omgang som den vi er igennem ligenu … men vi klarer det. Det gør vi. Det skal vi.

Så hvem ved? Måske kan vi pinsedag d. 31. maj og anden pinsedag 1. juni for fuld hals og lykkelige synge Grundtvigs store pinsesalme ”I al sin glans nu stråler solen, livslyset over nåde-stolen”.

For det bliver i sandhed liv, lys og nåde dén dag, hvor det her er overstået.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Eva Egede: Det er svært at lave lemonade af Corona-citroner

Danmarksbloggen har fået lov til at bringe dette skrevet af forfatter Eva Egede:

Jeg er glad for, at jeg ikke er typen, der har for vane at slå livsglade og filosofiske memes op på min profil. For jeg synes eddermame, at det er svært at carpe diem, være mindful og lave lemonade af de citroner, som livet giver en, i disse dage.

Jeg har været i chok og undtagelsestilstand. Jeg har siddet i en flonel-heldragt med nissemotiver og junket live-nyheder og drukket gin. Jeg har været halvsyg – måske indbildsk syg – og alt for tyndhudet. Irritabel, opfarende og knarvorn.

Jeg har grædt åndssvagt meget over, at det japanske kirsebærtræ er ved at gå i blomst – for det betyder, at vi snart passerer årsdagen for min Onkel G’s død. Og tanken om, at han ville have været en 90-årig, hvis han havde levet, gør mig ikke gladere.

For han ville have været i højrisikogruppen, hvis han blev smittet med Lortecorona – og jeg tænker på alle de andre, gamle mennesker, som kan risikere at få en ellers hyggelig alderdom dramatisk afkortet. Gamle mennesker kan godt dø før tid. Jeg ved det, for det var det, der skete for Onkel G.

Hell, vi kan allesammen dø før tid …

Ved siden af en zombieinvasion har en viruspandemi altid været en del af udtrækket i mit private skrækkabinet. Naturligvis har dén virus, som jeg frygtede allermest i de mørke nætter, været sådan noget i retning af Ebola. Noget eksplosivt, blodigt og frygteligt … I stedet har vi fået noget ikke helt så livsfarligt, men noget der bare kommer snigende og begynder med at ødelægge hverdagen, indtjeningen og livsglæden.

Jeg hader denne her ventetid. Når jeg kigger ud over søen, går en tur med mine hunde på min grund og i det hele taget bare lever mit liv ret normalt, så føles det ikke normalt længere. Der er lagt en truende skygge henover det hele.

Hvornår bryder det for alvor løs? Hvordan bliver det? Hvor mange vil dø? Vil nogen jeg kender dø? Er der noget vi ikke ved, som vil åbenbare sig? Jeg hører løse rygter om, at sygdommen slet ikke er så ufarlig, som myndighederne siger. Jeg mærker paranoiaen komme op i mig.

Krig og kriser skræller mennesker ned til typer. Hvis Onkel G. stadig havde levet, så havde jeg stået i en Netto-kø i onsdags og købt mad, mad, mad. Og måske knap så meget toiletpapir. Og så havde jeg lukket huset ned for alting, indtil det her var overstået. Så havde jeg været en indelukket hamster.

Men jeg registrerer allerede, hvordan vi deler os op. Der er de energisk livsglade, de depressive, hamster-typerne, de hedonistiske, de oprørske (Citat fra en fb-ven: “Jeg får fanme lyst til at krydse alle grænser, når de lukker dem. Det er en politisk beslutning! Hvad med demokratiet?) og så dem, der er ret ligeglade, fordi de tror, at de skal leve for evigt. Den sidste type er især de unge. Det er derfor, at vi sender dem i krig. De tager jo af sted for eventyrets skyld. Det er først, når krigen rammer dem, at de bliver fucked up.

Lige nu ønsker jeg på en måde bare, at jeg var midt i det værste. For så kunne jeg overskue tingene på en anden måde. Det er ventetiden, der fucker mig op.

Spar mig for det melodramatiske a la sygeplejerske, der kommer hjem fra en 82-timers vagt, og bare gerne vil købe mad i supermarkedet … Og så er der intet til hende. Og hun må gå hjem til sine børn med uforrettet sag. Foreløbig er vi ikke der. Der ER mad – og vi finder først ud af, hvem der er helte, når tingene virkelig brænder på.

Jeg ville have det BEDRE, hvis jeg havde en eller anden kompetence, som gjorde, at jeg kunne foretage mig noget. SÅ sjovt er det heller ikke at sidde med hænderne i skødet. Der er blevet delt adskillige memes med ordlyden om, at vi skal bare sidde i vores sofa, vores bedsteforældre blev beordret i krig. Så det kan vel næppe være så svært!

Jeg er ikke enig. Magtesløsheden – som den jeg og sikkert også andre føler lige nu – er det værste. Og fordi vi ikke kan handle, begynder vi pludselig at bruge tiden på at udskamme andre mennesker.

Lad være. Der er mange måder at reagere på en krise på. Og mange mennesker vokser med opgaven. I gårs hamstre kan være i morgens helte. Det ER muligt at slå krybdyrhjernen fra …

Men alle jer, der opmuntrer mig. Alle jer der tager hele situationen med hjemmebagt brød og overskudsagtige bemærkninger, opmuntrer mig. Alle jer, der bare har kæmpet et overskud frem og deler det, opmuntrer mig.

Jeg elsker at se videoer fra byen, hvor der bliver sunget og spillet fra altanerne.

Tak til jer allesammen.

Jeg skal lige samle mig. Og jeg er begyndt i dag. At samle mig betyder for mig, at jeg lader være med at se nyheder hele tiden. Jeg er kommet ud af bamsedragten og har ovenikøbet make-up på.

Når uroen overvælder mig, vasker jeg gulv, støvsuger eller laver ting som at gøre orden i min sættekasse.

Jeg kommer tilbage. Og når alle I, som er cool og gode nu, bliver trætte – så kommer andenbølgen med sådan nogle som mig og andre langsomt opfattende.

Og vi vil spille trompet med næsen, vi vil danse for jer og sprede den kærlighed og glæde, som I gjorde i begyndelsen.

Stay safe, everybody! Pas ikke kun på jer selv, men også på menneskeheden … Vi har kun hinanden og denne her lille planet at rumstere rundt på …

Skrevet af forfatter Eva Egede – som har denne blog: www.knirkeegede.blogspot.com