Flygtninge skal i job fra dag 1, siger socialdemokraterne i nyt, politisk udspil – og der er på Christiansborg en bred enighed om, at et job er vejen til integration i det danske samfund.
Men er det nu så simpelt? Er et job altid vejen til at blive integreret? Og hvad vil det sige at blive integreret?
Er det at være overbevist om demokratiets fortræffeligheder? I så fald er det et problem for de cirka 40% af alle muslimer, der mener, at Koranen skal have en central plads i dansk lovgivning. Læs mere her: http://politik.tv2.dk/2015-10-19-fire-ud-af-ti-danske-muslimer-loven-boer-bygge-paa-koranen
Eller er integration at være tolerant og rummelig overfor andre kulturer og religioner? I så fald kan man med rette anføre, at mange også født i Danmark af danske forældre, der hedder fx Jensen og Hansen, på ingen måde er integreret.
Så måske er det ikke så enkelt. Når det er sagt, er der ingen tvivl om, at det at få et job er godt for den enkelte og den enkeltes eget selvværd. MEN – for der er stadig et men.
De job, som man vil give flygtninge, er tredjerangs-jobs, som flygtningene i øvrigt ikke skal have løn for, men sulte-ydelser, hvis det er på det offentlige arbejdsmarked – eller en lav indslusningsløn, hvis det er det private arbejdsmarked.
Det er ikke i orden. Dels fordi man skal have løn for det arbejde, som man laver – og dels fordi det vil skubbe andre – primært ufaglærte – ud i arbejdsløshed.
Det er med andre ord den sædvanlige del-og-hersk-mentalitet, hvor flygtninge på den ene side og ufaglærte på den anden slås om smulerne – og ingen tænker på at rette skytset hen dér, hvor det burde rettes hen: Mod samfundets top, der år for år rager mere og mere til sig.
For ja, vi har faktisk råd og mulighed for at give ALLE ordentlige vilkår, hvis vi blev bare lidt bedre til at deles om goderne.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk