Danmarksbloggen foreslår Den Lille Havfrues 100 år fejret med en regnbue

Imorgen, fredag d. 23. august, er det lige præcis 100 år siden, at Den Lille Havfrue blev opstillet på Langelinie.

Statuen, der er blevet Danmarks – og Københavns – vartegn, fylder ikke så meget som hun sidder der på sin sten. Men hun sidder der endnu – trods diverse afhugninger af hoved og andre legemsdele i tidens løb.

Hun er med andre ord langtidsholdbar.

I USA har de Frihedsgudinden, i Paris Eiffeltårnet, i Rom Colosseum og så videre. Det ene store, imponerende vartegn efter det andet. Men ikke i København, Danmark. Her er vartegnet en lille havfrue på en lille sten. Og det er fint nok.

For de små har også ret – og så er vi måske heller ikke så små alligevel her i Danmark. Der var ihvertfald en gang, hvor der var højt til loftet og plads til mennesker af alle slags i Danmark.

Det kan godt knibe idag, især når man ser på den måde, som mange udsatte grupper behandles. Diskrimination og forskelsbehandling er hverdag i Danmark, dog heldigvis i mindre grad når man ser på det seksuelle område.

Her formår vi – stadig – at holde regnbuefanen højt, og derfor vil det være passende at fejre Den Lille Havfrues 100 år med en regnbue.

Da Danmarksbloggen desværre ikke har Guds mobil-nummer eller mailadresse, vil Danmarksbloggen opfordre til at iklæde den ældre dame derude på Langelinie en af de herlige t-shirts fra “To Russia with Love”. Finere måde kan hun ikke fejre sin runde fødselsdag på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Mere regnbue … flere farver

Regnbuen stråler i alle farver …

Det samme gør mennesker. Vi er alle forskellige. Hver især er vi unikke med vores helt egne farver. Og uanset om ens farve er lyserød, turkis, sort, hvid, forårsgrøn eller gylden, så skal den have lov til at lyse og skinne. Så skal man vise dén farve – eller måske rettere de farver. For vi rummer jo hver især så mange farver, og livet bliver bare bedst, når man er sig selv.

To show your true colors, som det hedder på engelsk – og det gælder både politisk, religiøst og seksuelt.

Det var derfor en fornøjelse at være med i demonstrationen “To Russia with Love” i går. At gå fra Christiansborg til Ruslands ambassade i samlet, broget folk: Gamle og unge, børn og midaldrende, tykke og tynde, folk i farverigt tøj og dem helt klædt i sort, homo-, bi-, trans- og heteroseksuelle – og så videre.

Hver og en er et unikt menneske med sine egne forudsætninger, oplevelser og drømme – og hver og en har de samme rettigheder om at leve, drømme og udtrykke sig, som man har lyst – både med ord, handling og i de skønne kys og kram, der rundede demo´en af.

Lad os få mere af det hele … flere farver … mere regnbue .. mere mangfoldighed og mere respekt. Dét er det, som vores samfund lever af – hvad enten det ligger i Danmark eller Rusland.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk