Imorgen, fredag d. 23. august, er det lige præcis 100 år siden, at Den Lille Havfrue blev opstillet på Langelinie.
Statuen, der er blevet Danmarks – og Københavns – vartegn, fylder ikke så meget som hun sidder der på sin sten. Men hun sidder der endnu – trods diverse afhugninger af hoved og andre legemsdele i tidens løb.
Hun er med andre ord langtidsholdbar.
I USA har de Frihedsgudinden, i Paris Eiffeltårnet, i Rom Colosseum og så videre. Det ene store, imponerende vartegn efter det andet. Men ikke i København, Danmark. Her er vartegnet en lille havfrue på en lille sten. Og det er fint nok.
For de små har også ret – og så er vi måske heller ikke så små alligevel her i Danmark. Der var ihvertfald en gang, hvor der var højt til loftet og plads til mennesker af alle slags i Danmark.
Det kan godt knibe idag, især når man ser på den måde, som mange udsatte grupper behandles. Diskrimination og forskelsbehandling er hverdag i Danmark, dog heldigvis i mindre grad når man ser på det seksuelle område.
Her formår vi – stadig – at holde regnbuefanen højt, og derfor vil det være passende at fejre Den Lille Havfrues 100 år med en regnbue.
Da Danmarksbloggen desværre ikke har Guds mobil-nummer eller mailadresse, vil Danmarksbloggen opfordre til at iklæde den ældre dame derude på Langelinie en af de herlige t-shirts fra “To Russia with Love”. Finere måde kan hun ikke fejre sin runde fødselsdag på.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
Sjov ide