Regnbuen stråler i alle farver …
Det samme gør mennesker. Vi er alle forskellige. Hver især er vi unikke med vores helt egne farver. Og uanset om ens farve er lyserød, turkis, sort, hvid, forårsgrøn eller gylden, så skal den have lov til at lyse og skinne. Så skal man vise dén farve – eller måske rettere de farver. For vi rummer jo hver især så mange farver, og livet bliver bare bedst, når man er sig selv.
To show your true colors, som det hedder på engelsk – og det gælder både politisk, religiøst og seksuelt.
Det var derfor en fornøjelse at være med i demonstrationen “To Russia with Love” i går. At gå fra Christiansborg til Ruslands ambassade i samlet, broget folk: Gamle og unge, børn og midaldrende, tykke og tynde, folk i farverigt tøj og dem helt klædt i sort, homo-, bi-, trans- og heteroseksuelle – og så videre.
Hver og en er et unikt menneske med sine egne forudsætninger, oplevelser og drømme – og hver og en har de samme rettigheder om at leve, drømme og udtrykke sig, som man har lyst – både med ord, handling og i de skønne kys og kram, der rundede demo´en af.
Lad os få mere af det hele … flere farver … mere regnbue .. mere mangfoldighed og mere respekt. Dét er det, som vores samfund lever af – hvad enten det ligger i Danmark eller Rusland.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
Enig, og en regnbue er smukkest når den lyser i alle farver