Kan en bog være oplysende hele vejen rundt og i dybden, men samtidig også decideret lækker i sit fotografi- og billedmateriale?

Svaret er ja, når det handler om Olav Harsløfs biografi om Danmarks nationalikon nr. 1: ”Den lille havfrue”, der også er navnet på den 178 siders store bog, som er spækket med farvefotos af det danske superikon, som Olav Harsløf ikke viger tilbage for at sammenligne med Mona Lisa i Paris og Frihedsgudinden i New York.

Forskellen er så blot måske, at det danske nationalklenodie, der blev lavet af Edvard Eriksen i 1913, er både nemt og gratis at komme helt tæt på – præcis ligesom at Danmark er et lille land i modsætning til Frankrig og USA.

Men alligevel består de tre damer fra de tre lande ifølge Harsløf alle af noget helt unikt, som er godt for både kunsten og samfundet. Havfruen har uskylden, Mona Lisa gådefuldheden og Frihedsgudinden netop friheden – og ligheden.

Men havfruen, der er skabt i bronze, og som sidder på sin granit-sten, er alligevel noget særligt, hvad også udlandet, medierne og kunstnerne forlængst har opdaget. Bogen gennemgår derfor også havfruens omtumlede historie fra den første dag over succeserne i både ind- og udland, ikke mindst i Disney´s Hollywood – og til hun blev superstar i Kina under Expo 2010.

Men vi hører også om provokationerne fra malingen, burkaen, det oversavede hoved og meget mere til efterligningerne af hende, hvoraf nogle er irriterende, mens andre er direkte hyldester, hvad enten de tegnes på papir, laves i kunstens mange udtryk eller udføres i vandet af nulevende havfruer – dog i reglen uden fiskehale.

Men uanset emnet og vinklen, så skriver Harsløf vidende, flydende og med sans for at fange læseren, både når det handler om detaljer som at Victor Borge åbenbart har en kopi af havfruen (dog i en anden størrelse) stående på sit gravsted – eller når Harsløf berører den altid ulmende konflikt om ophavsretten til at bruge havfruen. En ophavsret, der ophører i 2029 – men indtil da bestemmer Edvard Eriksens arvinger – også selvom mange mener, at retten til at bruge den lille havfrue tilhører alle danskere allerede nu.

Edvard Eriksen som menneske og kunstner hører vi også meget om i bogen. For han frembragte selvsagt mere end havfruen, om end intet af det er tilnærmelsesvis så kendt, selvom modellen til havfruen – Eriksens hustru Eline – også stod model til det kongegravsmomument, som Eriksen lavede til Christian d. 9 og dronning Louise i Roskilde Domkirke, og som er det måske flotteste sarkofag i hele katedralen.

Mange mener i øvrigt, at det var balletdanseren Ellen Price, der stod model til havfruen, og hun inspirerede også, men det var hans kone Eline, som sad model i mere end 2000 timer.

For ja, vi er med helt inde i det kunstneriske maskinrum i bogen, hvor også den litterære genre er repræsenteret med flere sider helliget guldalderånder som H. C. Andersen, Oehlenschläger, Ingemann, Heiberg og mange andre, der kan knyttes til havfruen og hendes tid – og også en enkelt økonomisk sværvægter, selveste Brygger Carl Jakobsen, der også stod for bygningen af Jesuskirken i Valby.

For den tids store erhvervsmænd var særdeles kunstelskende i en grad, så vi skal helt op til vor tid og en Mærsk Mckinney-Møller for at finde noget tilsvarende, omend Hr. Møller ikke havde en P.S. Krøyer til at male sig, som Bryggeren fik det gjort til et selskab i Glyptoteket af netop den berømte Skagensmaler.

Til gengæld byder Harsløfs – og Folmers – bog på de smukkeste fotos, som undertegnede nogensinde har set af havfruen.

For bag bogens fantastiske fotos er Mads Folmer, der igennem et helt år og i alle belysninger og på alle tidspunkter af dagen og på alle tidspunkter af året har fotograferet en af de få statuer i verden, der ikke er en “det” eller “den”, men en “hende”. En statue, der både har køn og sjæl, fiskehale og personlighed i en charmerende blanding af uskyld og en erotik, der kalder muserne ned fra himlens sfærer.

Billederne er også mere end fineste topkvalitet, ja de nærmest lyser af en hengivenhed for og en forelskelse i den lille bronzefrøken, der pånær et smut til Kina i 2010 (og visse reparationer) nu har siddet på sin sten i mere end 100 år og tålmodigt ladet danskere og turister fotografere sig, mens skibe har sejlet forbi, og verdenen har ændret sig mere end én gang.

Men ikke hende. Hun er et symbol på det uforanderlige – og i en tid, hvor verden er mere usikker end den har været det i flere generationer, føler mange også, at det er brug for bestandigheden. Men ikke at bogen har dét som ærinde.

Det er en kunst-, historie- og biografi-bog af fineste slags. Men den rammer altså også det, at der i vor tid er en længsel og en sult efter historie og rødder, som læseren her kan få stillet på gourmetmanér. Og så fandtes der ifølge forfatteren heller ikke en biografi om den lille havfrue i forvejen.

Danmarksbloggen giver seks ud af seks mulige havfruer til Olav Harsløfs biografi ”Den lille havfrue”.

For nok sidder der kun en enkelt havfrue på stenen derude ved Langelinie, men nede i havets dyb og ude på de blå bølger svømmer der langt flere havfruer rundt, både ifølge folkeovertroen og ifølge Danmarks mest berømte eventyrdigter H. C. Andersen. Og så er det ganske vist.

Hans Christian Andersens Eventyr om ”Den lille Havfrue” er ogsaa med i Bogen, endda med rigtig Stavemaade. Det Eventyr kan ogsaa altid læses een Gang til – ligesom at Turen altid for baade os Danskere og vores Giæster gaar til Langelinie igjen paa et eller andet Tidspunkt. Sommer og Vinter. Høst og Vaar.

Udgiver er Gyldendal.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk