Anmeldelse: “Skadedyr og tulipaner”

Mørkets mester har gjort det igen. Steen Langstrup har med domestic noir-bogen ”Skadedyr og tulipaner” skrevet endnu en bog om dét altfortærende, altødelæggende mørke i menneskesindet. Det mørke, der skaber en ondskab, der får mænd, kvinder og børn til begå den ene ugerning efter den anden i voldens blodrøde billede.

Og i ”Skadedyr og tulipaner” taler vi ikke kun om et enkelt menneske – eller måske en lille gruppe syge-i-hovedet-individer. Nej, her er det en hel flok på en ø, der nok består af grønne marker og ligesågrønne skove, og som er omgivet af blåt hav og en stor, åben himmel, hvor stjernerne lyser om natten. Men alligevel er øens beboere helt og aldeles så opslugt i og af deres eget mørke, at lovene åbenbart ikke gælder.

”Du er på landet nu,” som en af de voksne på øen siger til drengen Archibald fra København, da han er med ude og fiske og protesterer over, at den fredede sæl skal skydes. Men den spiser jo de fisk, som øens beboere vil have til sig selv. Så derfor må den dø.

For sådan er det ude på øen, hvor der er kontant afregning på mere end en måde, og hvor kultur er at drikke sig fuld til den lokale byfest og derpå køre hjem, selvom man ikke kan stå på sine ben.

Der er derfor heller ikke noget eller nogen, der er fredet på øen – og slet ikke en københavnerhvalp som Archibald, der flytter til øen sammen med sin kunstnerfar efter moderens tragiske død i et trafikuheld i det København, hvor familien ellers boede og havde det godt. Men idyllen sluttede brat – og nu er virkeligheden øen langt væk fra byens lys og mennesker.

Og her er den usikre, følsomme og næsten konstant blomster-tegnende 13-årige Archibald et oplagt mål og en ligeså naturlig syndebuk for de selvtilfredse ø-boere, der mener sig i deres gode ret til at herske over liv og død, og som i virkeligheden ikke ønsker, at nogen andre end dem selv skal være på øen.

Det vil sige undtagen én, pigen Fie, som er ligeså drømmende og sensibel som Archibald – men som fordi hun er opvokset på øen, også ved, hvad det er for et sted. Et fængsel, hvor alle kender alle, og hvor alle vogter på hinanden, så ingen forlader den meget smalle sti af, hvad der er acceptabel adfærd – eller udfordrer hierarkiet.

For sådan er hverdagen i det lille samfund – og når man har læst Steen Langstrups novelle-samling ”Amerikansk Olie”, er det nærliggende at spørge sig selv, om drengen Archibald måske ikke ligeså godt kunne komme fra fx Syrien og have mistet sin mor i et bombeangreb? Og om den lille, selvtilfredse ø, hvis beboere har så snæver en mental horisont ikke kunne være Danmark? Det er i hvert fald ligefor at tolke det derhen.

MEN måske det er en overfortolkning. Måske bogen bare handler om det, som den giver sig ud for at handle om: En dansk dreng, der mister sin mor i en trafikulykke, og som efterfølgende må klare sig igennem sorgen og smerten stort set på egen hånd – og på et fremmed sted, hvor han ikke er velkommen, mens faderen maler og går til i druk. Farbroderen hjælper lidt, når han er på besøg. Og pigen Fie er der også – når hun altså kan. Og så er der selvfølgelig hundehvalpen Mette Tulipan, der på mere end en måde er det centrale omdrejningspunkt i bogen og i Archibalds liv.

Men det er i grunden ikke afgørende, om bogen skal tolkes på den ene eller den anden måde. For ”Skadedyr og tulipaner” er som Steen Langstrups andre bøger velskrevet på en måde, så man læser den i ét eneste øksehug og efterlades med den sædvanlige knugen i maven. Steen Langstrup flår nemlig også her slørene og selvbedragene væk, så man endnu engang ser menneskene og verden præcis så sorte, som de OGSÅ er – men som vi er så gode til at glemme. Fordi vi gerne vil glemme, at virkeligheden er så grum og grim.

Men vi må ikke glemme. Vi skal huske på mørket og ondskaben – og måske især vores egen ondskab. For som der står i bogen ”Mørket trives bedst i små, sorte rum”.

Og livet er ikke for børn, som bogen også slår fast. Og skadedyrene? Ja, de findes alle vegne – også inde i vores eget sinds mørkeste afkroge. Det kan selv tusinde tegnede tulipaner ikke ændre på. Men måske, bare måske kan vi gøre noget, hvis vi løfter en flig og lader lyset og kærligheden komme ind i mørket.

Danmarksbloggen giver fem blodrøde tulipaner ud af seks mulige.

Bogen udgives i morgen d. 20. januar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Current month ye@r day *