Kan Benny Andersens roman ”Svantes Viser” omskrives til en teaterforestilling med sang og musik? På Nørrebro Teater har Niclas Bendixen i hvert fald gjort forsøget med forestillingen ”Svantes Lykkelige Dag”, og det er i dén grad øjnene, der ser og ørerne, der hører, der afgører resultatet.
Noget, der især gælder, når man ser på anden del af forestillingen, som nærmest er ren teaterkoncert med musikere her, effekter dér og de to hovedrolleindehavere totalt i centrum på mange måder. For det er som bekendt med teaterkoncerter, som det er med lakrids: Enten så elsker man det, eller også så hader man det. Men nu skal begivenhedernes gang ikke forgribes.
For forestillingen starter med første del, der veksler mellem komik og dramatik, mellem monologer og dialoger, men hele tiden med Folkekoret som iøjnefaldende musikalske og fysiske kulisser. Det er klassisk teater med et snert af det eksperimenterende, og det viser tydeligt forestillingens ærinde om at føre handlingen og dens problemstillinger fra 1960´erne og op til vor tid.
Vor tid er en tid, hvor teaterkoncerter i mange år har været det nye sorte, og således også i anden del, som nærmest er rendyrket teaterkoncert, hvor der sker en hel masse på kort tid, og hvor det hele eksploderer flere gange, så klimaks og antiklimaks følger hinanden igen og igen i kulisser, der skifter mellem at ligne et mørkt og trykkende Dystopia og en gul og løfterig Påskemorgen.
Forestillingens pointe bliver her også ligeså klar, som den er gul – både i tøjet og i de balloner, som ligger i store glaskrukker, når man kommer ind på teatret, og som man er velkommen til at tage en af og puste op. Og det skal man bare gøre. For livet er ikke det værste vi har, som pointen er – og det gælder om undervejs at samle på sange og kærlighed.
Men det handler også om at gennemskue det narrespil, som vi hver især har om os selv og vores egen formåen – så vi kan løfte os over hverdagen og sætte os selv og vore drømme fri. For vejen til at blive gul og glad går som en gul tråd i forestillingen fra at være grå og blå og trist og låst fast i manglende selvværd og manglende mod og til at frigøre sig og turde gå sin egen vej, også selvom andre stempler én som gal, ja direkte sindssyg.
Anders W. Berthelsen er overbevisende som den midaldrende mand, der har mistet tiltroen til sig selv, livet og verden – og Lise Baastrup går tilsvarende lige ind i publikum, uanset om hun græder, laver sjov eller er alvorlig. De to er et fantastisk makkerpar, som formår at skabe et samspil på scenen, der hæver sig over det kønslige, og som derfor gør dem til mennesker først og fremmest, hvilket er en sjælden kunst i vor køns- og seksual-orienterede tidsalder. Stort bifald for det.
Det var der også til samtlige medvirkende efter tæppefald – og så startede diskussionerne ellers blandt publikum på vej ud. Nogle fandt stykket nyskabende og godt, andre savnede Povl Dissing og hans måde at synge Svantes viser på.
Danmarksbloggen er både-og. Dissing var en stor årsag til, at de sange blev så populære. Men fornyelse skal til, hvis ikke vi skal stivne og blive til et museum. For ord og sange kan også ende som udstillingsgenstande, og måske især hvis de er nationale klenodier som Svantes viser. Men det er ikke alt nyt, der du´r – bare fordi det er nyt.
Danmarksbloggen mener for eksempel ikke, at Svantes viser egner sig til rock. Deres sprøde skønhed og poetiske tone forsvinder i den tunge bas, som blev spillet flere gange på scenen. På den anden side indeholder viserne en smerte og et vemod, som fortolkes så hjerteskærende fint i den jazz, som anden del også bød på. Så også set musikalsk var ”Svantes Lykkelige Dag” både-og.
Danmarksbloggen giver fire fugle (som forestillingen også vrimlede med) ud af seks mulige. Fire fugle, der synger Svantes viser på både ”vise-sprog ”og ”jazz-sprog”. Præcis som at visse af forestillingerne tekstes på både engelsk og klassisk arabisk. Et fint initiativ.
“Svantes Lykkelige Dag” spiller på Nørrebro Teater indtil d. 23. december.
På scenen er Anders W. Berthelsen, Lise Baastrup og Nørrebro Teaters Folkekor – samt musikerne Søren Graversen, Anders Birk og Thomas Hamilton. Benny Andersen har skrevet roman, visetekster og originalmusik. Niclas Bendixen står for instruktion og dramatisering. Julian Toldam Juhlin står for scenografi og kostumer, mens Søren Graversen er kapelmester og har arrangeret musikken.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk
