Så er det tid til afslutningen på Anders Refns trilogi ”De forbandede år”, hvor vi følger den velhavende fabrikantfamilie Skov og de mennesker, som er omkring dem.

De første to film foregik under besættelsen, og bragte adskillige dramaer og tab med sig, hvor især de tre døde sønner fyldte: Husholderskens eneste søn, som var inkarneret frihedskæmper, Skov-parrets mellemste søn, som var frihedskæmper blot en eneste fatal aften – og så hr. Skovs søn fra første ægteskab, en dekoreret helt fra Vinterkrigen, som blev Frikorps Danmark-mand.

De tre unge mænds død ligger selvsagt som en skygge over alle i denne tredje film, som udfolder sig lige efter krigen i en tid, som vises som markant mere mørk og truende end den eufori, som ellers ofte ses i film om befrielsestiden.

Det er heller ikke en god tid for familien Skov, hvis overhoved – spillet fuldstændigt mesterligt af Jesper Christensen – anklages for værnemageri, fordi hans fabrik Elektrona producerede dimser til tyskerne, indtil frihedskæmperne – anført af den ældste Skov-søn – sprængte den i luften.

Forholdet mellem de to – far og søn – er også trilogiens røde tråd. Et forhold, som gennem hele besættelsen har været præget af konflikt, fordi den ene ville oprør og kamp mod tyskerne, mens den anden troede på at følge reglerne og gøre, som myndighederne sagde.

Her i ”De forbandede år 3” finder de to så langsomt ud af, at de to dybest set har mere, der samler dem end skiller dem. For mennesker kan vælge forskelligt i livet, men stadig være så psykologisk ens. Stadig have samme idealisme til det, som de har svoret troskab til, samme tiltro til løfter, til systemer, til at andre er lige så fair og redelige som dem selv.

Det er mange og samfundet så ofte ikke. Og det rulles op i filmen, som skildrer tiden efter befrielsen som en tid, hvor enhver hyttede sig selv og sit eget, hvor private opgør blev lavet, hvor der blev raget til sig, hvor det gjaldt om at holde sig selv og sin ryg fri af alle anklager, alle pegefingre – uanset hvad man havde lavet, og hvilken side man var på.

Som fx Jesper Lohmanns politimand, der under besættelsen jagtede modstandsfolk lige så nidkært, som han nu jagter alle, der beskyldes for at have samarbejdet med tyskerne – om de så har gjort det eller ej.

Både det såkaldte retsopgør og hvad der ellers skete, var nemlig ofte en uskøn forestilling, som det også fremstilles i filmen. Det er så samtidigt meget menneskeligt, selvom hr. Skovs svenske svoger prøver at gøre tidernes uvæsen til noget særligt dansk ved, da talen falder på genindførsel af dødsstraffen, at sige: I danskere er også så brutale.

Men der er åbenbart noget almenmenneskeligt i at hævne, i at beskytte sig, i at prøve at få magten og i alt det andet, som slet ikke rimer på den forestilling om at være humane og civiliserede, som vi godt kan lide at tro, at vi er.  Men det er vi ikke – og det er, hvad det er.

Mennesker er nemlig, hvad de er – og har trods lidelser og krig altid trangen til at leve videre og vende tilbage til sang og dans, som i den nye jazzklub, der udgør et fixpunkt i filmen, hvor mennesker mødes – og både sød musik og bitre toner opstår.

Det er især her, at Skov-datteren og den yngste Skov-søn slår deres folder sammen med enken til den mellemste Skov-søn, som blev frihedskæmper en enkelt aften, og som nu er enlig mor til det eneste Skov-barnebarn. Hvad der bliver af dem – og af alle andre, også Skovs jødiske sekretær – bliver der sat knude på undervejs, og ved filmens slutning har meget forandret sig.

Intet skal røbes her, men alle spiller fuldstændig forrygende, og virker troværdige i deres nye liv og i vejen dertil. Og nok fremstår kvinderne som stærke kvinder, der både vil og kan selv. Men ”De forbandede år 3” er alligevel mest en film om mændene – og især om far-søn-forholdet, både når det ender med livet og med døden.

For både livet og døden er fredens pris, og filmens to mest intense øjeblikke sker mellem en far og en søn. Selvklart mellem Jesper Christensen, som gestalter hr. Skov og Mads Reuther, som er den ældste Skov-søn Aksel.

Men også mellem torturbødlen og dennes præstefar. Det er Jesper Zuschlag og Kristian Halken, som spiller dem – og det gør de med så stor nerve, at Fadervor aldrig er blevet bedt så brændende, været så meget som en dialog på et filmlærred før.

I de to far-søn-scener, som begge ligger i slutningen af filmen, er der nemlig for alvor noget på spil, som er større end livet og døden – og så er det lige meget, om man tror på Gud, eller om man er eksistentiel og læser Sartre. For når det kommer til stykket, er alle ismer nemlig væk. Så er der bare tale om en far og en søn – og intet andet. Det er stærkt. Meget stærkt.

Danmarksbloggen giver ”De forbandede år 3” fem ud af seks bøger, som den hr. Skov får i gave – nemlig Hemingways ”Farvel til våbnene”. Filmen er en forrygende afslutning på en fantastisk trilogi, hvis eneste minus er, at den vil fortælle det hele – og det kan ingen film leve op til. Heller ikke tre film, som hver varer på den gode side af to timer.

Men ug for forsøget – og det er Danmarksbloggens bud, at trilogien efterfølgende kommer til at stå som et mægtigt epos over de forbandede år – også fordi den tør vise flere sider, flere nuancer end de klassiske skurke- og helte-fortællinger. Tør sætte fokus på menneskene …  

En vigtig lære også i vor tid, hvor krigen truer mere end nogensinde siden dengang i 1940´erne. En lære om at holde hovedet koldt og hjertet varmt, så vi med hr. Skov tør løfte glasset og skåle for håbet – samtidig med at vi hvisker Kæmp for alt, hvad du har kært.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk