Våben, venskab og værdier er de bærende elementer i filmen ”Vildmænd”, som i grunden bedst kan beskrives som en feel-bad film på den fede måde.

Vi befinder os langt oppe i Norge. Helt deroppe mellem sneklædte fjelde og dybe fjorde, hvor Martin i Rasmus Bjergs pelsklædte skikkelse har søgt tilflugt væk fra hamsterhjulet, civilisationen og måske især hustruen Anne, spillet med nerve, af Sofie Gråbøl.

En kvinde, der – som man kan forstå, når man ser filmen – gerne vil styre og kontrollere. Præcis som alle kvinder vil det, uanset nationalitet og generation. Kvinder holder nemlig af regler, samtale, kultur og kontrol modsat mænd, som bare gerne vil være frie og kun gøre det nødvendige, når der er behov for det (som fx lave mad, når man er sulten) – og ellers leve i fred og ro.

Eller hvad? For så enkel og ensidig er virkeligheden jo ikke – og det er filmen heller ikke. Og heldigvis for det.

Men filmen har nogle fantastiske pointer. Nemlig at der nedenunder det, som vi kalder civilisation, og som ofte er en tynd fernis af tillært adfærd, findes basale behov og drifter, som man bare ikke kan lave om på, uanset om man er mand eller kvinde.

Men tilbage til Martin, der af det norske politi (som jager ham) både beskrives som en vildmand og en viking. Men som altid er det ikke tøjet, det kommer an på. Martins absolut ikke-planlagte rejsekammerat, hashhandleren Musa, som også jages (han bare af hans tidligere venner) er således iklædt cowboybukser og hættetrøje – og et viskestykke om det sårede lår.

Scenen, hvor Martin syr Musas lange, dybe og blodige sår med møgbeskidte hænder, er måske det bedste billede på, hvad filmen gør ved os, der ser den, nemlig at den ligesom nålen syr ned i vores bløde kød. Viser os de sider af livet og os selv, som vi ikke har lyst til at se, uanset køn.

Så ja, ”Vildmænd” er en film, der gør nas – uanset om man er til at hive plastret af hurtigt eller langsomt.

Det er også derfor, at ”Vildmænd” er en feel-bad film på den fede måde – pakket ind i enkelte, men meget humoristiske scener, en hel del spænding og action – og så nogle få livskloge øjeblikke.

Det lyder måske rodet. Men det fungerer. Det er også et billede på livet, som er lidt af det hele – men i virkeligheden allermindst den overflade, hvor vi har overskud til akademisk at diskutere emner som altruisme versus egoisme, som en norsk kvinde gør det i en lille, men vigtig scene, som viser, hvor gode vi er til at spilde livet på ingenting.

For virkelighedens barskhed er, at det er svært at forstå, hvor lidt tid vi har i livet, som den gamle norske politimand siger det. Så vi skal bruge livet klogt – og med mod. Vi skal turde være frie, men også kysse hinanden og tage ansvar.

I rollen som Martin ses som sagt Rasmus Bjerg, og han spiller med præcis den djærvhed, desperation, sårbarhed og fanden-i-voldsk-hed, som mange mænd lever med og i – især når de kommer midt i livet. Som den hårdkogte Musa med det gode hjerte ses Zaki Youssef, der spiller med stor autoritet og finfølelse for den følsomhed, som hans karakter også har.

Og endelig skal den norske skuespiller Bjørn Sundquist nævnes. Han spiller den norske politichef Øyvind – og sikke en dybde han giver den rolle. Bjørn Sundquist er også kendt for store Shakespeare-roller. Så det er helt som forventet, at han kan kunsten at få filmen op på de helt store nagler – selv ude i snevejret på en bænk in the middle of nowhere. Ja, måske især dér.

Danmarksbloggen giver ”Vildmænd” fire store økser for en film, der billedligt veksler mellem maleri-egnede naturscener og trøstesløse sekvenser. De sidste dér hvor mennesker huserer.

Det er en film af mænd, for mænd og med mænd – men den er også til kvinder. For mennesket er – uanset køn – på en og samme tid en del af naturen, samtidig med at vi har så forbandet travlt med at prøve at løbe fra vores indre natur og behov – medmindre altså at vi tør være vildmænd – og vildkvinder.

For ja, kvinder har også behov for stilhed og natur. For at være vilde og frie.

Det kan man så godt være uden skind og uden bue og pil – men ifølge filmen ikke uden våben. En pointé, som man kan tænke lidt over, når man bor i et land med en meget stram våbenlov. For er al håb om at komme i kontakt med sig selv for alvor så slukket?

”Vildmænd” har premiere i dag d. 3. februar. Det er Thomas Daneskov, der har instrueret. Sammen med Morten Pape har han også skrevet manuskriptet. Det er Nordisk Film Spring, der producerer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk