På Hippodromen på Folketeatret i Nørregade kan man i den kommende tid se Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen i forestillingen ”Maddiker”.

D´damer gestalter tre helt almindelige danske kvinder, som mødes på en kræftafdeling.

Bodil Jørgensen er sygeplejersken, der dækker de blå mærker med make-up. Rikke Wölck er den succesfulde karrierekvinde med den kræftsyge datter. Og Jannie Faurschou er den brystkræftsyge kvinde, som er så træt af sin mand, at hun har lyst til at kaste sovsen i hovedet på ham.

De er alle tre midt i 60´erne, da forestillingen starter – og dermed stadig i gang med livet. Men karussellen er begyndt at sætte farten ned, dørene er begyndt at smække i – og de kan se det, som venter forude:

Tilværelsen som usynlige spøgelser, hvor ingen har brug for dem, ingen vil lytte til den klogskab, ja visdom, som de har fået via mange dyrekøbte erfaringer.

Det brokker de sig selvfølgelig højlydt over, og de forsikrer hinanden – i hverdagssituationer skåret så skarpt, så vi griner højt af os selv – om, at det nok skal blive anderledes for dem. Det sker selvfølgelig ikke.

For de tre kvinder har alle har været dygtige elever på flinkeskolen, så de følger også den fasttrampede kurs gennem pensionistlivet mod døden.

Men inden skal der danses, diskuteres, deles information om sygdomme – og drikkes.

Det fik mig til at tænke på den svenske visedigter Carl Michael Bellman, som et sted skrev: Drik ud dit glas – se døden på dig venter. For inden mørket sænker sig, skal vi leve – og som de tre kvinder lever, også med den lille død, som Bellman og hans samtidige i 1700-tallet kaldte orgasmen.

”Maddiker” er så også et vaskeægte gys – og markant mere skræmmende end kister, maddiker og andet fra kirkegården. For der er så mange tusinder kvinder i Danmark, ja i hele verden, som deler hverdag og skæbne med de tre kvinder.

I beskrivelsen af deres sejlads fra de sidste år på arbejdsmarkedet til deres sidste åndedrag er ingen ekstra dramatisering heller nødvendig. Rikke Wölck, som udover at spille med er stykkets dramatiker, har med sikker hånd og falkeøje slået ned på det helt rigtige.

Samtidig har Madeleine Røn Juel instrueret, så hver en nuance træder frem i en virkelighed, hvor farverne falmes, og sanserne sløves i takt med at tiden flyver stadig hurtigere forbi.

Det er noget af en pille at sluge for alle. Så tak for den latter, som man må overgive sig til mange gange. Lidt sukker på skeen er altid god, når en bitter medicin skal ned.

For sluges skal livet – også når det lakker mod enden, og handler om længsel, et stadig, men ikke accepteret fysisk begær, sorg, hævn, ægteskab, vold, børn, børnebørn – og måske allermest en mangel på anerkendelse – både fra de nærmeste og fra et samfund, som kun ser på nytteværdi.

De tre kvinders ømhed for hinanden er til gengæld som et glimt af håb. Vi tåler dig, fordi vi elsker dig, siger de. Kan man forestille sig en smukkere kærlighedserklæring? Nej, vel.

For livet handler om de medmenneskelige relationer – og her kan alle aldre være med.

Tæt på mig sad en meget ung mand, som efter forestillingen spontant udbrød: Nu ved jeg, hvordan det er at være gammel. Jeg vil ikke blive gammel.

Jeg kan godt forstå ham, men som tættere på støvets år end på årsungens kan jeg tilføje, at der også er noget nådigt ved livet. Vi bliver klar til det hele, når vi skal.

Langt de fleste publikummer var så ældre, og jeg hørte mange ældre kvindestemmer sige efter forestillingen: Det var/er jo mit liv – uden at de dog gik nærmere ind på, hvad de kunne spejle sig i. Måske det hele?

For menneskelivet er som årets gang, og når forfaldet sætter ind, håret grånes, huden rynkes, og skavankerne står i kø, så mister vi langsomt men sikkert vores sanser. Det skal vi ikke være kede af. Så får vi i stedet perspektiv.

Perspektiv og mod til at vi – når tid er – kan vende opmærksomheden mod os selv og mod den død, som venter på os alle. En død, som kan være smuk, når den kommer i skikkelse af dem, som gik forud.

For det moderne menneske er døden så ofte forbundet med stor angst. Her kan morfin tage de fysiske smerter – og det er en velsignelse. For så kan den død, som venter, blive lige så intens og smuk, som den Jannie Faurschou spillede, så jeg fik tårer i øjnene.

For er det sådan at dø, så kan man trygt forlade jordelivet med et TAK FOR ALT og en tro på, at Bodil Jørgensen har ret, når hun sidder som krøbling, og siger: Vi bryder gennem tiden – og ender, hvor vi skal.

Danmarksbloggen giver ”Maddiker”, denne morsomme, rørende og 1:1 guide udi at blive gammel og dø, seks ud af seks store, røde blomster. For det er en perle – velegnet til alle, som skal dø én dag.

Man siger, at godt skuespil kan mere end bare fortælle en historie. At det viser hele mennesket, giver empati for mennesket – og sætter alt i en større sammenhæng.

Det er sandt – og som d´damer Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Bodil Jørgensen mestrer dén knust.

”Maddiker” minder mig også om gåturene på kirkegården i Gustav Wieds ”Livsens Ondskab”, hvor Knagsted siger de berømte ord om, at det er, hvad det er. Det er sandt, og vi griner af det.

Men hvor Wied kan være perfid i sin morskab, så er der i ”Maddiker” lagt et nænsomt, ja kærlighedens klæde ud.

Det er godt tænkt. For så føler man, at man bliver en del af fortællingen om ikke kun tre kvinder eller kvindekønnet, men om selve livets gang, som det også vises på de tre skærme, der står på scenen. For i vor tid forstår vi også via skærme.

”Maddiker” er simpelthen noget af det bedste, der er sket på den danske teaterscene i denne sæson. BRAVO.

Forestillingen spiller indtil d. 17. maj.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk