Giv Joachim B. Olsen en avisrute …

Så er Joachim B. Olsen ude med riven igen …

Unge mennesker har aldrig haft det bedre end de har det nu, udtalte han til DR Nyhederne i går aftes … og sagde i samme åndedrag, at de unge var dovne og ugidelige, når de ikke ville stå op og gå med aviser om morgenen eller arbejde på en McDonalds, men i stedet bare indkasserede deres SU, som de så rejste til Prag for og drak op.

Gad vide om han selv gik med aviser – eller stod i en McDonalds – dengang han var kuglestøder og sponseret af Team Danmark?! Nej, det gjorde han ikke, kan jeg så fortælle. Joachim B. Olsen stødte med kugler dagen lang, så han kunne vinde medaljer til Danmark, som det så pompøst hedder, når folk får penge for at dyrke sport.

At det så ikke altid gik så godt med medaljerne, skal vi springe over her. Men faktum var, at han var optaget af noget, som tog så meget tid og energi, at det ikke hang sammen med at have et fritidsjob.

Det samme gælder nutidens unge studerende. De har også gang i noget, som er vigtigere end en daglig avisrute eller at lange hamburgere over disken. De har endda gang i noget, som er mange-mange gange mere vigtigt end at vinde medaljer.

De er nemlig i gang med at dygtiggøre sig, så vi også i fremtiden har folk, der kan skabe vidensprodukter, som er det vi alle sammen i Danmark skal leve af.

For vi kan ikke leve af medaljer, heller ikke i kuglestødning …

Derfor er det heller ikke de unge på uddannelserne, som der skal spares på. Det er det samme som at save den gren over, som vi alle sammen sidder på. De unge skal derimod have rigelig med SU og gode uddannelsesbetingelser – og dét døgnet rundt, så de kan fokusere på at blive så dygtige som muligt.

Skal vi endelig spare (og det skal vi jo nok), kan vi gøre det på støtten til andre ting. Som for eksempel sporten. Sport kan være både sjov og spændende, men så er det heller ikke mere. Og der har aldrig lægget bare én eneste ekstra arbejdsplads i selv den mest glitrende medalje.

Så Joachim B. Olsen: Det er folk som dig, der skal ud med aviser og stå på McDonalds. Der skal såmænd endda nok være dem, der kunne finde på at påstå, at så ville I – endelig – gøre lidt nytte!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

4 tanker om "Giv Joachim B. Olsen en avisrute …"

  1. HA-Ha. Ja, lad ham endelig prøve at bestille noget fornuftigt. Det kunne måske også få ham til at se samfundet som det er og ikke som det er i hans egne lille hjemmelavede version

  2. selv om jeg måske mere eller mindre giver jer ret i at han måske fik lidt for mange penge fra team danmark. så synes jeg dog at det er vigtigt at pointere at han tog sin sport væsenlig mere seriøst end unge gør med deres uddannelse. tror sku ikke på at han hvert år tog en druk tur til prag og smadrede byen

  3. Synes du skærer alle unge på Su over en kam. Langt de fleste unge tager deres uddannelse meget alvorligt. Og det er da også kun et lille mindretal af unge, som tager til Prag og smadrer byen. Hvem siger i øvrigt også, at det kun er unge på Su, som tager på den slags rejser? Jeg tror også det kan være alle mulige andre unge. Lærlinge og unge i job og selvstændige osv.

  4. Drukturene til Prag og JBO er ligegyldige. Det vigtige er at få de unge godt igennem uddannelsessystemet, så de kan komme ud på den anden side og være dygtige og skabe vækst i samfundet, og hvis det kræver fuld SU, så må det være sådan, ihvertfald til de unge, der læser noget, som kan skabe vækst.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *