Sko til 3000 kroner

Man læser om dem. Ældre, der hjælper deres voksne børn udover al rimelighed. Men helt tror man først på det, når man selv møder det, som jeg gjorde det for nogle dage siden i Ecco-butikken på Strøget i København.

Der skete det, at en pæn, ældre mænd – måske præst, lektor eller højskolelærer eller lignende – kom ind for at hente nogle sko, der var stillet til side. Det var der ikke så meget i. Undertegnede var der selv i samme ærinde, nemlig for at hente en søster-version til dem, som jeg havde på, og som var rimeligt udtrådte. Så jeg havde ringet og fået et par nye stillet til side.

Men tilbage til historien om manden og skoene. For han skulle nemlig ikke hente sko til sig selv. Ja, han vidste end ikke, hvad han skulle hente, viste det sig. Han blev i hvert fald kendeligt overrasket, da ekspedienten kom med ikke en, ikke to, ikke tre – men HELE FIRE kasser sko. Alle børnesko. Samlet pris: Tæt på 3000,-

Tre tusind kroner, som han betalte med sit Dankort.

Om han så får pengene retur eller hvad, ved jeg ikke – og det var upassende at spørge. Men jeg synes også, at det var upassende (for nu at sige det mildt) at sende farfar eller morfar i byen og ikke fortælle ham, at det drejer sig om at hente 4 par sko til en samlet pris på små 3000,-

For hvis nu han er en af de ældre, der ikke har mange penge, så er der noget af en udskrivning. Og selvom han har en fed pensionsopsparing, så er det faktisk direkte uforskammet ikke at fortælle ham, hvad han skal hente.

Ja, hvis hans børn var så voksne, som de burde være det, så hentede de selv skoene til afkommet – og en flaske rødvin til farfar/morfar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Er Løkke den eneste, der bruger løs af de offentlige midler?

Normalt er efterårsferien politisk set en stille tid, hvor der pustes ud mellem sensommerens landsmøder, folketingets åbning og det sene efterårs finanslovsforhandlinger og politiske dagsorden i øvrigt.

Men ikke i år, hvor det notorisk gennem uge 42 har braget løs hos Venstre på grund af deres formand Lars Løkkes dyre rejser og kommentar om sko til to tusinde kroner. Og på søndag kulminerer det så med pressemødet, hvor Løkke måske/måske ikke fremlægger diverse bilag.

Danmarksbloggen skrev om det allerede inden efterårsferien:

http://danmarksbloggen.dk/?p=2193

Danmarksbloggens metier er imidlertid ikke at fortsætte med at grave i sagen eller åle Lars Løkke for hans adfærd og luksusvaner. Dén del klarer de andre medier – og den faldende vælgertilslutning – så ganske glimrende allerede.

Nej, det interessante er, om hele rejse-og-sko-sagen har en reel politisk betydning på den lange bane – og for det politiske landskab som helhed.

For selvfølgelig sidder der nogen i Venstre i disse dage og gnider sig i hænderne og håber på Løkkes fald, så de selv kan blive kalif istedet for kaliffen.

Og i de andre højrefløjspartier, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og formentlig især Dansk Folkeparti, er der også gang i hænderne. De frafaldne Venstre-vælgere søger nemlig over mod de tre partier – og ikke mod regeringspartierne, som slet ikke får nok goodwill og vælgere ud af den sag her.

Så medmindre oppositionen bliver bedre til at sætte lighedstegn mellem Løkkes adfræd og en generel dårlig borgerlig etik og moral ang. det at bruge (løs af) de offentlige midler, så vil Løkkes krise – og eventuelle fald – ikke betyde andet end en krusning på vandet for en opposition, der stadig står til at overtage magten efter næste folketingsvalg. Dog måske med en anden kandidat end Løkke som statsminister.

Men er Løkke en enlig sag – eller er Løkkes omgang med offentlige midler en udbredt adfærd? Alle, både fra venstre og højre side af folketingssalen, har travlt med at forklare Løkkes gøren og laden som noget enkeltstående.

Spørgsmålet, der derfor skal stilles, er: Hvordan er den generelle holdning og adfærd til offentlige midler hos de folkevalgte? Eller sat på spidsen: Er Løkke den eneste politiker, der bruger løs af offentlige midler?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Politisk faste – og et par hullede sko

Vi er midt i fastetiden …

Ikke at det har den store effekt i de flestes liv. Nogle få faster, som man gjorde det førhen, hvor fasten betød, at man ikke spiste kød, æg og den slags, men derimod efter datidens mening mere simpel mad som fisk og grød. Andre – og det er heller ikke ret mange – praktiserer en mere moderne måde at faste på ved at holde sig væk fra nutidens “hverdagsluksus” som for eksempel computer og tv.

Under alle omstændigheder handler faste om at forsage, at afstå fra denne verdens goder for derigennem at blive renset både i sind, sjæl og legeme, så man bedre kan modtage påskens vidunder.

Eller som det måske snarere er i dag: At blive renset ud i kroppen, så man kan føle sig bedre tilpas, føle at man har skabt en god balance mellem det fysiske og det åndelige. I en tid hvor de etablerede religioner er på tilbagetog er kroppen jo netop blevet manges private, lille tempel, der skal passes med nærmest religiøs omhu.

Men om det er den opstandne Jesus på korset eller en bedre samvittighed i forhold til ens egen krop, der venter efter fastetiden betyder kun noget for den enkelte, som faster. Samfundet i sin helhed er totalt upåvirket af fasten.

Men måske det kune være anderledes. For man kunne jo også indføre en faste, hvor man i hele fastetiden undlod at forfølge dem, der allerede ligger ned – men hvor det i stedet var acceptabelt – ja måske endda ønskværdigt – at rette skytset opad.

Opad mod alle med bugnende overskud, som tiltrods for diverse erklæringer om at være samfundsbevidste og socialt interessrede IKKE tager del i arbejdet med at gøre det danske samfund til et samfund, hvor vi tager os af hinanden.

Det kunne for eksempel være de virksomheder, som ikke bruger deres store overskud til at gen-investere i det danske samfund ved at skabe arbejdspladser i Danmark. Det kunne være bankerne, som hellere vil give deres aktionærer flere penge end låne penge ud til de iværksættere, der kan skabe vækst i Danmark.

Og listen over folk, som har mulighed for at gøre en forskel, men ikke gør det, er længere endnu. Ja, den er altfor lang.

For grådigheden trives så altfor godt i Danmark i disse år. Denne grimme grådighed, hvor det blot drejer sig om at rage til sig, få så meget som muligt til sig selv, så man  rigtig kan mæske sig i sin overflod.

Men denne grådighed, denne ragen til sig så man tilsidst for forstoppelse og kvæles, har ikke noget med fasten og forsagelsen at gøre. I stedet er grådigheden på alle måder fastens modstykke.

For faste er også ydmyghed og glæde over det enkle, over at dele og at kunne nøjes.

I katolsk tid var hver fredag året rundt en fastedag. HVER fredag skulle man altså være ydmyg, dele og nøjes med de enkle ting. Man skulle HVER fredag forsage alle de jordiske glæder: Visse typer af mad, alkohol og erotik.

Tænk hvis det kunne genindføres – eller rettere opdateres til vor tid efter devisen: HVER fredag hele året rundt må man udelukkende sparke dem, der er stærkere end en selv …

Så ville de høje stiletter og de pæne snøresko på direktionsgangene og på Christiansborg være nødt til at forholde sig ganske stille og rolige hver evig eneste fredag – og måske ville de så endelig se alle de andre sko, der er overalt i samfundet:

De fodformede andefødder, der passer på børn, syge og ældre, de hårde træsko med jord under, de udtrådte sneakers, der render rundt på gader eller universiteter, det gammeldags par pæne sorte sko med snører og en lille hæl som damen i bussen har på – samt den hjemløses sko, der engang var sorte, men hvor farven nu er slidt af, og der er kommet et par huller, og hælen er trådt skæv.

Så måske stilletterne og de pæne snøresko ville se for alvor – og forstå. Og så ville skoenes mennesker, vores politikere, måske få modet til at sætte barren højt og kæmpe for det fælleskabs-orienterede samfund, hvor ikke kun en del, men alle landets borgere kan leve og trives, fordi vi deles om de goder, som der er i samfundet.

Så vi slet ikke behøvede en ugentlig faste-sparke-fredag – men så vi i stedet alle sammen kunne sige hver eneste evige fredag: T.G.I. F.

Thanks God, it´s Friday

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk