Man læser om dem. Ældre, der hjælper deres voksne børn udover al rimelighed. Men helt tror man først på det, når man selv møder det, som jeg gjorde det for nogle dage siden i Ecco-butikken på Strøget i København.

Der skete det, at en pæn, ældre mænd – måske præst, lektor eller højskolelærer eller lignende – kom ind for at hente nogle sko, der var stillet til side. Det var der ikke så meget i. Undertegnede var der selv i samme ærinde, nemlig for at hente en søster-version til dem, som jeg havde på, og som var rimeligt udtrådte. Så jeg havde ringet og fået et par nye stillet til side.

Men tilbage til historien om manden og skoene. For han skulle nemlig ikke hente sko til sig selv. Ja, han vidste end ikke, hvad han skulle hente, viste det sig. Han blev i hvert fald kendeligt overrasket, da ekspedienten kom med ikke en, ikke to, ikke tre – men HELE FIRE kasser sko. Alle børnesko. Samlet pris: Tæt på 3000,-

Tre tusind kroner, som han betalte med sit Dankort.

Om han så får pengene retur eller hvad, ved jeg ikke – og det var upassende at spørge. Men jeg synes også, at det var upassende (for nu at sige det mildt) at sende farfar eller morfar i byen og ikke fortælle ham, at det drejer sig om at hente 4 par sko til en samlet pris på små 3000,-

For hvis nu han er en af de ældre, der ikke har mange penge, så er der noget af en udskrivning. Og selvom han har en fed pensionsopsparing, så er det faktisk direkte uforskammet ikke at fortælle ham, hvad han skal hente.

Ja, hvis hans børn var så voksne, som de burde være det, så hentede de selv skoene til afkommet – og en flaske rødvin til farfar/morfar.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk