Anmeldelse: Labans jul

DR2´s voksenjulekalender 2017 ”Labans jul” pakker ikke noget ind. Det er alt sammen skåret ud i tommetykke bidder, så vi ikke er tvivl:

Den gamle og ærlige nisse, der spiser klejner, elsker teatret, børn – og som tror på magien og forvandlingen fra menneske til nisse – og som kalder arbejdspladsen, som han holder meget af, ved dets rigtige navn: Rødovre Centrum.

Og så den nye og noget mere vidtløftige nisse, der elsker sig selv, at føre sig frem og som lever mest på overfladen og på de sociale medier og Youtube – og som kalder arbejdspladsen, som han ringeagter, Rødovre Centret.

Dertil en flok omgivelser, der fra chefen til pigen i informationen elsker den nye nisse og hans smartness, som de falder pladask for – og slet ikke kan gennemskue.

Det kunne næsten være for meget, hvis ikke det var fordi, at det er så tæt på virkeligheden mange steder, at det gør ondt i maven at se DR2´s voksenjulekalender. For ja, de fleste mennesker er til fals for tomme komplimenter og dumsmarte ord og begreber, især når de kommer fra en, som allerede er kendt fra fjernsynet eller andre medier.

Set fra meta-planet handler det om et af tidens modeord og modebegreber: Disruption og det deraf følgende fokus på kvantitet fremfor kvalitet og substans. Om at vi lever i en tid, der hylder glimmeret og overfladen – og ikke lader tilbage for i denne serie at udsætte selv den hæderkronede ”Højt fra træets grønne top” for moderne rytmer, så den bliver totalt mishandlet.

Men det er ikke kun nisserne, juleglæden og julesangene, som vi udsætter for overgreb og disruption. Det er samfundet, fællesskabet, solidariteten og kvaliteten, der må lide under den konstante trang til nyt-på-grund-af-at-det-er-nyt. Og desværre sker det på en måde, så det rent faktisk at kunne noget og være dygtig uden betænkninger smides væk i jagten på likes og følgere på de sociale medier.

Så  DR2 har ret, når de kalder årets julekalender for en juletragedie …

Danmarksbloggen giver fem ud af seks nissehuer og håber, at vi bliver bedre til at gennemskue den virkelige verdens nye nisser, for de findes derude i stort tal – både indenfor medier, politik og mange andre brancher.

Det er Peter Frödin, der spiller den gamle nisse Laban, mens Martin Høgsted er den nye nisse. Nikolaj Steen har instrueret. Julekalenderen vises kl. 21 på DR2 om søndagen, men kan også streames via DR´s hjemmeside.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Ønsker De cornflakes eller havregrød i Deres morgen-tv?

BRAVO, DR

I går gik DR2 i luften med deres nye morgen-tv, som gerne vil være begavet morgen-tv:

http://www.dr.dk/TV/kanal/DR2/Artikler/20130222142940_7.htm

Og det er lykkes. DR2 Morgen er tv med substans.

Efter en del år hvor TV2 har været alene om at tilbyde morgen-tv til danskerne, kan man nu også se morgen-tv på det nye DR2.

Sammenligner man de to er det lidt ligesom cornflakes versus havregryn.

TV2´s morgentv med de mange indslag med diverse kendisser, følelseshistorier, reklamer og smarte bemærkninger er som de farvestrålende cornflakes med masser af hurtige kulhydrater og sød sukkersmag.

DR2´s morgen-tv med få, men lange indslag, hvor man får aktuelle emner uddybet og sat i perspektiv er derimod som den solide havregrød, der måske nok virker lidt mere kedelig, men både er sundere og giver en god mæthedsfornemmelse, som man kan tære på hele dagen.

Og så kan man jo selv vælge, hvad man foretrækker …

Andre alternativer er selvfølgelig at slukke og læse avisen … eller lytte til radioen ..

Eller læse nyheder og baggrund på computer, iPad eller hvilken elektronisk enhed, man benytter. Så kan man også læse Danmarksbloggen, og dét skal man ikke kimse af  🙂

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Det slører stadig … satire med mening

Satiriske programmer har en lang og velfunderet tradition i Danmark – og det nyeste skud på stammen er “Det slører stadig” på DR2.

“Det slører stadig” er et satireshow, der løfter sløret for et mellemøstligt pigeunivers som aldrig før set, som de fire piger selv skriver det på showets Facebook-side:

http://www.facebook.com/detslorerstadig

“Det slører stadig” er i en tid med meget stand-up og deraf følgende snak om pik og patter noget så vedkommende som satire med mening, med vid og bid.

I showet tager de fire piger, Ellie, Sara, Naghme og Ajlaf, alskens fordomme under behandling. Al forstillelse om tolerance og åbenhed i det danske samfund – og blandt danskerne, uanset om de er født i Præstø eller Palæstina – bliver revet væk som et let slør på en dansk sommerdag.

Som reporteren fra Dubai, der undersøger det danske frisind og – som efter at have fundet ud af, at danskerne synes bare bryster er ok, men at burkaer ikke er det – må konkludere: Kom kun til Danmark, hvis du kan lide at være nøgen …

Eller som den unge pige, der vil have en lejlighed, men ikke får den, da den “venlige” apoteker/sagsbehandler i Bodil Jørgensens skikkelse ikke vil overtræde hendes grænser. For i din kultur bor I mange sammen, også flere generationer, og det er bare så smukt. Så det skal du da også. Så kan du også sende flere penge hjem til Pakistan, som Bodil Jørgensens figur forklarer pigen … der i øvrigt vistnok slet ikke er pakistaner.

Eller reportagen fra Eid-festen, hvor en flok unge menensker sidder og hygger med kage, cola og fjernsyn, da tv-holdet ankommer for at reportere fra en Eid-fest for allerførste gang. Men der er problemer.

For sådan her går det jo ikke. Der skal være mavedans, etniske sange og yallah-yallah-råb. Ellers er det jo ikke en rigtig muslimsk fest, siger reporteren, og da de unge mennesker gerne vil i fjernsynet, giver de ham, hvad han vil have.

Og så er alle glade. For så kan reporteren glædestrålende meddele i sit indslag til tv-avisen: Der festes hårdt og voldsomt, når det er Eid. Det er ikke for sarte sjæle!

Efterfølgende er han også glad og siger til de unge mennesker, der igen sidder omkring sofabordet og ser tv med deres kage og cola indenfor rækkevidde: Det var godt, at vi lavede det om til mavedans, yallah-råb og etnisk musk. Det var meget mere muslimsk på den måde …

Og så er der de faste indslag som for eksempel Etnica Dating og den street-wise pige Latifah, der interviewer både museumsdirektører, professorer og politifolk i et forsøg på at forstå det danske samfund bedre – og give relevant viden videre til hendes trofaste seerskare, der tæller flere og flere.

Men man kunne godt ønske, at endnu flere så showet over det ganske land – fra Mjølnerparken til Middelfart, fra Tarm til Tisvildeleje.

For “Det slører stadig” er uden sidestykke det mest intelligente og mest relevante satire- show i dansk tv i øjeblikket!!! Det er satire med mening … og smil … uanset hvad side af sløret man befinder sig på.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk