Jøderne skal behandles med respekt af alle, også af SIAD

I lyset af lørdagens tumulte demonstrationer må det være på sin plads at slå en ting helt fast:

I et demokratisk samfund med religionsfrihed som det danske kan – og skal – enhver kunne vise sit tilhørsforhold, også religiøst, i sin påklædning, med smykker, hovedbeklædning og så videre. Punktum!!!

Danske jøder, såvel børn som voksne, skal kunne færdes frit og trygt på alle gader i Dronningeriget iført kalot og Davidsstjerne – også Nørrebro. Det står overhovedet ikke til diskussion.

Derfor er det heller ikke i orden, når jøder ikke kan gå på netop for eksempel Nørrebro uden at blive overfaldet – tit fysisk, men næsten altid verbalt og med skældsord, som man for eksempel kan læse om det her:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/486477:Debat–Debattoer–Joeder-chikaneres-i-Koebenhavn

Men det er ikke kun jøderne, der skal behandles med respekt. Det skal alle andre også.
Derfor er det også betænkeligt, når en organisation SIAD (Stop Islamiseringen af Danmark) arrangerer en demonstration som den der foregik i lørdags …

For deres ærinde handler ikke om at hjælpe jøderne. Deres metier er i stedet at modarbejde muslimerne, som man hos SIAD per definition er imod. Og med dén stemning af fjendtlighed overfor muslimer, som der efterhånden er fra mange sider i det danske samfund, lykkes det i reglen altfor godt.

Men i deres kamp mod muslimerne tog SIAD jøderne som gidsler i lørdags ved at sætte netop jøderne i et direkte modsætningsforhold til muslimerne. Og det et noget, som hverken jøder eller muslimer kan være tjent med. For det er ikke at behandle hveken jøder eller muslimer med den respekt, som vi alle fortjener.

Tværtimod skal man gå dialogens og samarbejdets vej – og den starter ved at anerkende, at vi alle har ret til at være her, til at praktisere vores tro eller lade være. At ingen religion i sig selv er hverken rigtig eller forkert. At det hele kommer an på de mennesker, der er involverede.

For hvad enten du går med davidsstjerne, med tørklæde, med kors eller med en hjemmelavet perlekæde fra dit barns børnehave, så er du dansk, når du bor i Danmark. Og du har dermed såvel pligt til at vise alle samme respekt, som du på din side også har krav på at modtage fra alle os andre.

For vi skal være her allesammen – side om side med hinanden, beriget af vores mangfoldighed og forskellighed!!!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk