Danske Symboler: Den lyse, glade kristendom og Grundtvigs påskeblomst

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her tårner den lyse, glade kristendom sig op som en gigant, primært båret af dansk åndslivs kæmpe N.F.S. Grundtvig.

Manden, der gav os så mange skønne salmer, som vi stadig synger med på. Som fx: “I al sin glans nu stråler solen”, “Det kimer nu til julefest”, “Velkommen igen, Guds engle små”, “Vær velkommen, Herrens år” og den ligenu så aktuelle “Påskeblomst, hvad vil du her?”.

Læs den her. http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/236

Påskeblomsten, altså påskeliljen, som på Grundtvigs tid var en ukrudtsblomst, som kun hørte hjemme i en fattig bondehave og ikke blandt de fornemme blomster i borgerskabets fint afstemte haver. Alligevel gjorde Grundtvig lige præcis påskeliljen og ingen anden til den fine påskeblomst, til den der stråler af glæde over og fortæller alverden, at Jesus er genopstanden.

Det er direkte sammenligneligt med, at det var hyrderne, der ved juletid først hørte om Jesus-barnets fødsel. Hyrderne, som af samtiden blev anset for nogle af de laveste i samfundet på niveau med tyveknægte og andre, som man ikke regnede med.

For Grundtvig satte sig selv og påskeblomsten lige dér, hvor Jesus også satte sig selv: Ikke blandt de rige eller mægtige, men blandt de laveste på samfundets rangstige.

Det giver så god mening, også fordi Grundtvig var en mand, der hele sit liv kæmpede en kamp for folkeoplysning og fællesskab.

Grundtvig, som af den mægtige biskop Mynster fik at vide, at hans salme “Den signede dag”, som i dag er den mest sungne salme i Danmark, ikke var passende. Ja, det blev faktisk forbudt at synge den. Men Grundtvig læste alligevel salmen op på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København pinsedag i 1826 i anledning af Kristendommens 1000-årsjubilæum i Danmark.

Det blev Grundtvig så også fyret for. Men han gav ikke op. Han kæmpede videre, og hans livsgerning fortsatte – blandt andet på Vartorv, der i dag er det, der oftest forbindes med hans navn.

For Grundtvig forstod, at en politisk prædiken eller politisk sang aldrig er god, men at en prædiken eller en salme uden holdning og substans – uden politik og tro – heller ikke du´r. Så han udviklede ideerne om det levende ord, ideer som blev født i de fire år, som han var på Christianshavn.

For det er med ord, at vi bygger. Bygger håb og glæde, som vi sammen i fællesskab og solidaritet kan skabe et godt Danmark på, et Danmark for os allesammen. Ord, der giver lys. Ord, der som små spirer giver liv og tro på et bedre Danmark.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer på tirsdag, hvor det skal handle om Niels Hausgaard og dansk humor og lune.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Skal politikere tale ned til frygten eller op til håbet?

I går fejrede en hel verden 50-året for Martin Luther Kings store “I have a dream-tale”. I Danmark blev det blandt andet gjort på pladsen foran Vartorv, hvor Folketingets formand Mogens Lykketoft talte til et arrangement, som Grundtvigsk Forum stod for.

En af de ting, som Mogens Lykketoft kom ind på, var vigtigheden af at politikerne talte op til menneskers håb og tro på en bedre fremtid i stedet for ned til frygten i mennesker.

For ord er ikke bare ord. Ord er det, der skaber de handlinger, der bygger vores samfund. Og hvilke ord vi bruger afgøres af vores menneskesyn.

Det er også derfor, at det er så stik modsat Mogens Lykketofts tro på det gode i mennesket, når Liberal Alliances Ole Birk Olesen mener, at arbejdsløse skal stigmatiseres. Alle med arbejde skal se ned på de arbejdsløse, mener han og giver dermed udtryk for en kynisme og en holdning til sine medmennesker, der er så brutal og blottet for empati, at det er hinsides almindelig forståelse.

Men det er farlige ord alligevel. For det rammer nogle af de laveste instinkter i mennesket præcis som Dansk Folkeparti gør, når de taler om udlændinge. Såvel Liberal Alliance som Dansk Folkeparti taler i dén grad ned til menneskers frygt og foragt for andre end dem selv. De to partier fodrer flittigt den indre svinehund, som allerede er altfor velernæret.

Det skal der tales imod, og det blev der på Vartorvs talerstol i går, hvor Mogens Lykketoft talte op til mennesket, talte til håbet og troen på, at det nytter at gøre en indsats mod denne verdens mørkemænd og -koner. Talte om en verden, hvor grådigheden og egoismen skal afløses af frihed og fællesskab.

For de to hænger sammen. Vi er kun frie, hvis alle (og ikke kun nogle) er frie – og trygge. Og vores samfund kan kun være et samfund – i betydningen dét her er vi fælles om – hvis vi alle bidrager og drager omsorg for hinanden.

Danmarksbloggen vil ihærdigt fortsætte med at give sit bidrag, fortsætte med at tale de mørke kræfter imod og appellere til håbet og troen på et bedre Danmark. For ord nytter – ord flytter. Ord skaber handlinger, der ændrer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk