Skal politikere tale ned til frygten eller op til håbet?

I går fejrede en hel verden 50-året for Martin Luther Kings store “I have a dream-tale”. I Danmark blev det blandt andet gjort på pladsen foran Vartorv, hvor Folketingets formand Mogens Lykketoft talte til et arrangement, som Grundtvigsk Forum stod for.

En af de ting, som Mogens Lykketoft kom ind på, var vigtigheden af at politikerne talte op til menneskers håb og tro på en bedre fremtid i stedet for ned til frygten i mennesker.

For ord er ikke bare ord. Ord er det, der skaber de handlinger, der bygger vores samfund. Og hvilke ord vi bruger afgøres af vores menneskesyn.

Det er også derfor, at det er så stik modsat Mogens Lykketofts tro på det gode i mennesket, når Liberal Alliances Ole Birk Olesen mener, at arbejdsløse skal stigmatiseres. Alle med arbejde skal se ned på de arbejdsløse, mener han og giver dermed udtryk for en kynisme og en holdning til sine medmennesker, der er så brutal og blottet for empati, at det er hinsides almindelig forståelse.

Men det er farlige ord alligevel. For det rammer nogle af de laveste instinkter i mennesket præcis som Dansk Folkeparti gør, når de taler om udlændinge. Såvel Liberal Alliance som Dansk Folkeparti taler i dén grad ned til menneskers frygt og foragt for andre end dem selv. De to partier fodrer flittigt den indre svinehund, som allerede er altfor velernæret.

Det skal der tales imod, og det blev der på Vartorvs talerstol i går, hvor Mogens Lykketoft talte op til mennesket, talte til håbet og troen på, at det nytter at gøre en indsats mod denne verdens mørkemænd og -koner. Talte om en verden, hvor grådigheden og egoismen skal afløses af frihed og fællesskab.

For de to hænger sammen. Vi er kun frie, hvis alle (og ikke kun nogle) er frie – og trygge. Og vores samfund kan kun være et samfund – i betydningen dét her er vi fælles om – hvis vi alle bidrager og drager omsorg for hinanden.

Danmarksbloggen vil ihærdigt fortsætte med at give sit bidrag, fortsætte med at tale de mørke kræfter imod og appellere til håbet og troen på et bedre Danmark. For ord nytter – ord flytter. Ord skaber handlinger, der ændrer.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2 thoughts on “Skal politikere tale ned til frygten eller op til håbet?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *