Fredagsoplæg: Miljøduksen Danmark: Vision eller nød?

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om noget, der er afgørende for os alle sammen og vore planet:

Miljøet

Danmark er – i hvert fald ifølge ministre og andre med interesse i Danmark som foregangsland på miljøområdet – en rigtig klimaduks og et lysende eksempel for alle andre lande at følge, når det drejer sig om at leve grønt og bæredygtigt.

Danmarksbloggen tvivler så på det med den danske dukse-natur. Ord er billige – og meget lettere end handling.

Omvendt så vil vi – når havstigningerne kommer – være et af de lande, som rammes rigtigt hårdt, da vi har meget kystlinie og mange lavtliggende områder som fx Roskilde og Købehavn.

Så måske det er rigtigt nok, det med den danske duksenatur. I så fald skyldes det nok mere nødvendighed end en høj moral. Mennesket er som bekendt dovent og gør først noget, når der er grund til det.

Og nu er der grund til det på klimaets vegne.

Desværre så smelter indlandsisen på Rådhuspladsen i København i takt med de gode intentioner, som politikerne kommer med i kølvandet på meldingerne fra FN’s klimapanel (IPCC), der i øjeblikket er i København for at afslutte og offentliggøre verdens klimastatus inden COP20-mødet i Peru til december.

Læs mere om det her: http://www.dr.dk/Nyheder/Vejret/2014/10/24/084726.htm

For skal det batte noget med miljøet, skal vi alle sammen være villige til at lave store ændringer. Og det vil de store lande ikke, heller ikke selvom Danmark åbenbart som en anden tapper landssoldat går forrest og svinger med en kvist fra et sygt kastanietræ og synger en sang fra de varme lande, der i fremtiden også kan blive Danmark.

En udvikling som i øvrigt er blevet en anelse mere fremskyndet ved Olafur Eliassons nyeste installation: Indlandsisen på Rådhuspladsen, som det har kostet unødvendige brændstoffer at få transporteret til Danmark.

Men Eliasson har det åbenbart med at lege skaber i disse tider, hvor han også har smidt diverse sten ind på en fløj af Louisiana og dér skabt hans såkaldte ”Riverbed”. En udstilling udelukkende bestående af sten og lidt vand.

Men uanset om det er sten eller is, som den kendte kunstner har arbejdet med, så må jeg citere min datter Anna, der ved synet af Eliassons ”værker” citerede fra Brorsons salme ”Op af al den ting”, hvor man i strofe 2 synger: Gik alle konger frem på rad i deres magt og vælde, de mægted ej det mindste blad at sætte på en nælde.

Anna og Brorson har ret. Vi kan ikke skabe en ny verden. Dét har vi hverken magt, vælde eller teknologi til. Men vi kan – og skal – passe på den verden, som vi har – uanset om vi tror på Gud, kunsten eller noget helt tredje.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danske Symboler: Den lyse, glade kristendom og Grundtvigs påskeblomst

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her tårner den lyse, glade kristendom sig op som en gigant, primært båret af dansk åndslivs kæmpe N.F.S. Grundtvig.

Manden, der gav os så mange skønne salmer, som vi stadig synger med på. Som fx: “I al sin glans nu stråler solen”, “Det kimer nu til julefest”, “Velkommen igen, Guds engle små”, “Vær velkommen, Herrens år” og den ligenu så aktuelle “Påskeblomst, hvad vil du her?”.

Læs den her. http://www.dendanskesalmebogonline.dk/salme/236

Påskeblomsten, altså påskeliljen, som på Grundtvigs tid var en ukrudtsblomst, som kun hørte hjemme i en fattig bondehave og ikke blandt de fornemme blomster i borgerskabets fint afstemte haver. Alligevel gjorde Grundtvig lige præcis påskeliljen og ingen anden til den fine påskeblomst, til den der stråler af glæde over og fortæller alverden, at Jesus er genopstanden.

Det er direkte sammenligneligt med, at det var hyrderne, der ved juletid først hørte om Jesus-barnets fødsel. Hyrderne, som af samtiden blev anset for nogle af de laveste i samfundet på niveau med tyveknægte og andre, som man ikke regnede med.

For Grundtvig satte sig selv og påskeblomsten lige dér, hvor Jesus også satte sig selv: Ikke blandt de rige eller mægtige, men blandt de laveste på samfundets rangstige.

Det giver så god mening, også fordi Grundtvig var en mand, der hele sit liv kæmpede en kamp for folkeoplysning og fællesskab.

Grundtvig, som af den mægtige biskop Mynster fik at vide, at hans salme “Den signede dag”, som i dag er den mest sungne salme i Danmark, ikke var passende. Ja, det blev faktisk forbudt at synge den. Men Grundtvig læste alligevel salmen op på prædikestolen i Vor Frelsers Kirke i København pinsedag i 1826 i anledning af Kristendommens 1000-årsjubilæum i Danmark.

Det blev Grundtvig så også fyret for. Men han gav ikke op. Han kæmpede videre, og hans livsgerning fortsatte – blandt andet på Vartorv, der i dag er det, der oftest forbindes med hans navn.

For Grundtvig forstod, at en politisk prædiken eller politisk sang aldrig er god, men at en prædiken eller en salme uden holdning og substans – uden politik og tro – heller ikke du´r. Så han udviklede ideerne om det levende ord, ideer som blev født i de fire år, som han var på Christianshavn.

For det er med ord, at vi bygger. Bygger håb og glæde, som vi sammen i fællesskab og solidaritet kan skabe et godt Danmark på, et Danmark for os allesammen. Ord, der giver lys. Ord, der som små spirer giver liv og tro på et bedre Danmark.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer på tirsdag, hvor det skal handle om Niels Hausgaard og dansk humor og lune.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Det Frivillige Danmark, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk