Palmesøndag og den stille uge

Så starter årets største drama – og nej, jeg tænker ikke på hverken skoler, lokcouter, vækstplaner, landets økonomi eller noget andet af det, der trækker overskrifter i øjeblikket.

Jeg tænker på påsken, på den stille uge, som man kalder denne sidste uge inden påskemiraklet sker. Fordi nu er det ved at være nu. Nu bliver det alvor. Nu skal Han, der kom ned på Jorden for at frelse os alle sammen, forrådes, svigtes, forlades, pines, piskes, dømmes, lide og til sidst dø på korset for vores skyld.

Og fordi Han elsker os så meget, har døden og alt det mørke og sorte ikke en chance. Fordi Han er så fuld af lys og kærlighed, vil det onde ikke kunne triumfere.

For lyset skinner i mørket – og mørket kan aldrig, aldrig få bugt med det – hvor meget det end prøver. Og det onde prøver hele tiden og uden nogen betænkeligheder at søge sit eget, tænke på sig selv og kun sig selv.

Og det kan virke, som om det onde vinder, men det gør det ikke. Det gør det aldrig. Ikke for alvor, ikke på den lange bane. Nåde går altid for ret i den himmelske retssal.

For nok skal vi igennem et langfredagsmørke lige om lidt, men bag ved det – som den gyldne sol frembryder af den kulsorte sky – kommer lyset og kærligheden. Den kærlighed, der giver og giver det hele. Dén kærlighed bare vælder frem, lysvæld efter lysvæld. For den kan slet ikke lade være. Dén kærlighed må bare give og give det hele …

Som Han gjorde det, da Han døde på korset for vores skyld – og genopstod på og af den samme kærlighed.

Det er jordens største og bedste historie til evig tid – og nu er det tid til at fortælle den igen. Og så bliver det forår – også i sindet.

Og det starter altsammen i morgen, når Han rider ind i Jerusalem på et æsel og hyldes af de samme menneskemængder, som vil kræve Ham henrettet og massemorderen frigivet på fredag. For så flygtig er den popularitet, som så mange anser som livets mening.

Men popularitet og penge og anseelse er ikke livets mening. Livets mening er den kærlighed, som findes på korset og som Jesus genopstod på og af. Den kærlighed, hvor vi giver og giver det hele – og allermest til dem, som ikke har fortjent det.

Til dem, der ligesom dig, mig og os alle sammen også forråder, svigter og forlader … men vi er elskede og tilgivede alligevel … fordi Han døde og genopstod for vores skyld den allerførste påskemorgen for snart 2000 år siden.

Og derfor er der grund til at kippe med palmebladet idag og synge: Hosianna i det høje, Himlens Kongesøn er her.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk