Protestanter, katolikker, ortodokse kristne og jøder fordømmer også homoseksuelle …

I morgen åbner den nye stormoské på Nørrebro – og det har ikke skortet på kritik, blandt andet fordi Dansk Islamisk Råd, der står bag stormoskéen, anser homoseksualitet som en sygdom.

“Homoseksualitet er forkert og at betragte som en sygdom,” siger rådets talsmand, Mohamed al Maimouni, til Jyllandsposten. Og ja, homoseksualitet er en synd i mange muslimske øjne.

Men der findes også muslimer, som mener det modsatte og som synes, at religionen skal følge med tiden. En af dem er kommunikationsansvarlig i Sabaah, en forening for homo-, bi- og transkønnede med anden etnisk baggrund end dansk, Fahad Saeed, som man kan læse om i Jyllandspostens artikel: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE6811873/homoseksuel-muslim-religionen-ma-foelge-med-tiden/

Desuden er muslimerne ikke alene om at fordømme homoseksuelle. Langtfra endda – desværre. Kristne gør det også – og også nogle fra Den Danske Folkekirke.

I 2012 udtalte sognepræst Niels Højlund således i et interview på TV2 om loven, der giver homoseksuelle ret til at blive viet i kirken: “Den lyver om Gud, den lyver om, at Gud forandrer sig, og at Gud siger noget nyt fra tiår til tiår. Den lyver om virkeligheden, den lyver om, at forhold mellem mand og mand, og kvinde og kvinde er det samme som forhold mellem mand og kvinde, og det er det ikke.”

Og i 2007 sagde daværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup i Nyhedsavisen: “Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område.”

Og de er ikke alene. Mange kristne trossamfund mener som Højlund og Krarup. Den katolske kirke fordømmer således homoseksualitet, omend den nye pave (som den første pave nogensinde) ikke fordømmer den enkelte homoseksuelle i sig selv. Visse frimenigheder, blandt andet Pinsekirken, fordømmer også homoseksualitet. De ortodokse kirker, som blandt andet tæller Den Russiske kirke, anser også homoseksualitet for forkert og naturstridigt.

Jøderne er også delt. De ortodokse jøder, som Dansk Mosaisk Trossamfund tilhører, afviser homoseksualiteten som noget syndigt, mens de reformerte jødiske menigheder derimod accepterer homoseksualitet fuldt ud.

Så nej, visse muslimske grupper er ikke alene om at mene, at homoseksualitet er syndigt.

Desværre. For alt for mange mennesker – uanset tro – har nemlig tilsyneladende meget svært ved at se, at kærlighed ikke drejer sig om køn, men om mennesker.

Alt for mange mennesker forstår ikke, at kærligheden er større end alt andet. Uanset om det er kærlighed mellem en mand og en kvinde, en mand og en mand, en kvinde og en kvinde – eller måske tre eller flere personer.

For verden bliver bare bedst, sjovest og mest farverig, når vi frit kan være her allesammen, hvad enten vi er hetero-, homo-, bi-, trans- eller polyamorøs-seksuelle.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk