Danmarks fineste øjeblik skete en nat i 1943

Episoden fra Matador, hvor Maude Varnæs og Daniel Skjern sammen med modstandsbevægelsen i Korsbæk redder den jødiske bankmand hr. Stein fra nazisterne, er et af de stærkeste afsnit i alletiders bedste danske tv-serie.

Og nok er den fiktion, men den viser alligevel også virkeligheden. For det er uomtvisteligt, at hjælpen til jøderne kom fra alle sider af det danske samfund – og også fra nogle, som ellers ikke havde for vane at gøre noget for andre. Ellers kunne næsten alle landets jøder heller ikke være blevet reddet den nat mellem d. 1. oktober og d. 2. oktober 1943.

Historien om redningen af de danske jøder er derfor også den største og smukkeste fortælling fra de fem forbandede år, den historie som vi kan være mest stolte af. For ja, nok tjente nogle kynisk styrtende med penge på at hjælpe jøderne, men langt de fleste gjorde det uden at få noget for det – men blot fordi de ville hjælpe medmennesker i yderste nød.

Historien om redningen af de danske jøder er derfor historien om anstændighed og medmenneskelighed i en tid, hvor mørket og hadet herskede – og i år er det så 75 år siden, at bådene sejlede mod Sverige med deres dyrebare last af omkring 7.000 jøder, der reddede livet.

481 lykkedes det så desværre ikke for, da tyskerne fik fat på dem. Men selv langt de fleste af dem reddede alligevel livet, da de kom til Theresienstadt i stedet for til udryddelseslejrene – fordi danske embedsmænd havde gode kontakter i det tyske system. Cirka 100 danske jøder døde dog desværre alligevel.

I dag bor der cirka 6.000 jøder i Danmark. Jøder, som det ikke altid er let for, da de især fra visse muslimske grupperinger møder modstand og had – også i en grad så det fører til et stigende antal verbale og fysiske overfald. Det er forfærdeligt, og det er derfor efter Danmarksbloggens mening ved igen at være tid til at vise de danske jøder, at det danske samfund vil hjælpe dem og være dér for dem.

For en ting er Israel-Palæstina-konflikten – det er storpolitik, og ingen herboende jøder skal gøres ansvarlige for, hvad der sker i Israel – præcis som at ingen herboende muslimer skal gøres ansvarlige for, hvad der sker i Mellemøsten i øvrigt.

Vi er mennesker – og skal opfatte hinanden som sådan. ALLE SAMMEN. MED RESPEKT.

Læs mere om dén nat i 1943 her:
http://www.holocaust-uddannelse.dk/holocaust/danmarkogholocaust.asp

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk