Et ordentligt menneske?

Er man et ordentligt menneske, når man

1)      Lyver om ens ægtefælles religiøsitet og familieforhold?

2)      Får politiet til at give ens kæreste særbehandling?

3)      Snyder sig til en stor, billig og central beliggende lejlighed?

Svaret er nej.

Man er ikke et ordentligt menneske, når man ved flere lejligheder – også overfor den israelske ambassadør – hævder, at ens mand (nu eks-mand) er 1) jøde med hyppige besøg i synagogen og 2) Den Dominikanske Republiks eks-præsidents nevø. Når ens mand i virkeligheden er almindelig borger – og medlem af en kristen familie med dybe rødder i Adventist-kirken.

Man er heller ikke et ordentligt menneske, når man som landets justitsminister påvirker politiet til at få en sag, som normalt skulle give en bøde på 2000 kroner til at blive til en hadforbrydelse – alene fordi den forurettede er ens egen kæreste. Og det betyder, at den anklagede sidder 50 dage i varetægtsfængsel, inden sagen bliver droppet.

Og man er slet ikke et ordentligt menneske, når man erhverver sig en stor billig lejlighed med udsigt til Viborg Domkirke i en fredet ejendom, som ifølge den aftale, man selv var med til at indgå som borgmester, skulle være mindre alment-nyttige boliger, men som altså blev ens egen store herskabslejlighed.

Jeg taler selvfølgelig om den nu afdøde konservative leder Søren Pape Poulsen, som iflg. alle politikere og medier nærmest har været reinkarnationen af ordentlighed.

Dertil må jeg sige, at nej, det var Pape baseret på ovennævnte ikke. Men han har – ud fra den store sorg som hans død har medfødt – været godt selskab, sine venners ven. Og det er forfærdeligt, at han er død i en alder af kun 52 år.

Dén skæbne fortjener ingen, og herfra skal lyde et stort og velment HVIL I FRED til en mand, som må have været meget behagelig at omgås, som har forstået at vinde folk for sig.

Men ordentlighed er ikke blot at være sjov og munter. Ordentlighed er at rette sig efter regler og love, at sige sandheden og aldrig misbruge en evt. magt, som man har.

Så at Papes politiske kollegaer og medierne kan kalde ham ”Et ordentligt menneske” siger noget om deres manglende moralske kompas.

Noget, som man godt kan blive meget bekymret over. For hvis landets politikere og medier synes, at løgn, snyd og magtmisbrug er lig med ordentlighed: Hvor stiller det så os, den danske befolkning? Et meget dårligt sted, må svaret være.

For nok skal man ære de døde, men man skal også stadig tale sandt – hvis man vil være et ordentligt menneske.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er blå blok ligeglade med trafikdræbte?

Den konservative formand mener ikke, at det er “rigtigt politiarbejde”, når politiet sidder i en fotovogn og bruger tid på at få fat på fartsyndere.

Nej, fotovognene skal afskaffes, mener Søren Pape og er dermed tilsyneladende ligeglad med, at hver fjerde dødsfald i trafikken skyldes for høj fart. Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2015/04/21/145131.htm

Hans meningsfæller i blå blok er enige.

Danmarksbloggen er rystet. For selvfølgelig er det rigtigt politiarbejde at redde liv på de danske landeveje. Ja, netop det at sikre danskernes liv og helbred og give tryghed er den fornemste opgave for det danske politi.

Men sådan ser man altså ikke på det i blå blok, hvor man ellers hævder at være glad for lov og orden.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Står PET og Kronprinsen over politiet?

Sagen om Kronprinsens tur over den for alle andre lukkede Storebæltsbro i weekenden handler allermest om hvem, der er bestemmende myndighed i Danmark.

At Kronprinsens på alle måder sikrede bil kan modstå en storm bedre end de fleste andre biler siger sig selv.

At det er diskutabelt og også problematisk, at vi har et kongehus, som tilsyneladende føler sig hævet over de regler og love, som gælder alle andre, er også sikkert.

Endelig er det kritisabelt, at Kronprinsen taler usandt, da han ankommer til Herning og siger, at han lige nåede det et minut i lukketid – tiltrods for at der var gået en hel time siden Storebæltsbroen lukkede, da Kronprinsen ankom til Storebælt på vej til Herning og en Sportsgalla.

Læs mere her: http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/01/12/123326.htm

Men det værste er dog, at PET tilsyneladende står over politiet, der ellers er den udøvende myndighed i Danmark, når efterretningstjenesten (i samråd med Kronprinsen?) således egenhændigt kan beslutte, at forbuddet mod at køre over Storebælt ikke gælder Kronprins Frederik med følge.

En efterretningstjeneste med beføjelser til egenhændigt at handle – også når det er i strid med politiets bestemmelser og ordrer – er nemlig ikke noget, der hører hjemme i et demokrati. Og dét er 100 gange mere bekymrende end at Kronprins Frederik krydsede Storebælt.

For næste gang PET handler egenhændigt, er det måske ikke blot en kongelig persons udflugt til Herning, som det drejer sig om?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Samme moral af politikere som af læger og politi

Politikere er der kun få mennesker, der stoler på. Så når/hvis en politiker lyver, og det bliver opdaget, reagerer de fleste blot med et skuldertræk og en nå-ja-det-var-jo-hvad-man-kunne-vente-sig-af-den-slags-mennesker-attitude.

Politi og sundhedspersonale som læger og sygeplejersker derimod stoler vi på. Dem kan vi slet ikke forestille os som nogen, der kan finde på at lyve, snyde, svindle og bedrage.

Det kan de så godt.

Læger kan fx have en økonomisk interesse i at udskrive antidepressiv medicin i stedet for at tage en god snak med en patient i krise.

Eller som man så det i sagen fra Lyngby, hvor en læge, der var far til et barn, som han ikke ønskede, fik to lægevenner med på at udskrive lægeerklæringer om påståede angstanfald samt en forfalskning af DNA-rapporten – således så lægen ikke kunne være far til kvindens barn. Det var han så alligevel – og det er også blevet bevist nu.

Den slags svindel får danskerne helt op i det røde felt. Den juridiske dom forventes i næste uge. Men den moralske er for længst faldet: SKYLDIG – og herut med de tre læger.

Og det er helt fint. For det du´r ikke, at vi ikke kan stole på dem, der tager sig af vores helbred (sundhedsvæsenet) eller af vores sikkerhed (politiet).

Men hvorfor i alverden accepterer vi mindre, når det kommer til vores politikere?

Danmarksbloggen ønsker absolut ikke amerikanske tilstande. Politikerne skal ikke være lyde- og fejlfri, og deres privatliv kommer ikke andre ved – medmindre selvfølgelig det påvirker vedkommendes politiske arbejde. Så er det vigtigt.

Men at have politikere der misbruger de offentlige midler, lyver vælgere og partikammerater bevidst lige op i ansigtet, og hvad der ellers sker af ting, der ikke burde ske, og som ret beset også er ulovlige – dét er bare ikke ok.

Den slags mennesker – og her kan man som minimum indregne Løkke og Pape, der begge har misbrugt deres positioner i dén grad – burde sparkes ud af dansk politik hurtigere end nogen kan nå at sige bilagssag eller fodboldstadion.

For vi skal simpelthen kunne stole ligeså meget på dem, der styrer vores land og rammerne for vores allesammens hverdag, som vi skal kunne regne med dem, der står for sundhed og sikkerhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk