Hvis tiden kalder på noget, så er det Beckett. Det ved man på Folketeatret, hvor der i lørdags var premiere på et af Samuel Becketts mesterværker, nemlig ”Glade Dage” – og sikke en oplevelse:

To timer i selskab med et drama lige så nådesløst, som verden er det, og lige så uundgåeligt som den ilmarch på stedet, der er livets grundvilkår. Og det uanset om man som Winnie synger Franz Lehárs kærlighedsduet i valsetakt fra operetten ”Den glade enke” – den om de tavse læber, der fortæller hele historien. Eller om man som hendes mand Willie har salmen ”Altid frejdig, når du går” som sin aftensang, inden klokken ringer.

På originalsproget hedder Lehárs vals ”Lippen schweigen”, og det er en meget bedre titel end den danske ”Enkevalsen”. For i de to ord har Beckett lagt nøglen til at forstå dette skuespil. For nok er lyde både det første og det sidste, som vi hører i livet. Men alligevel er tavsheden det eneste, som vi har tilbage, når vi sidder fastlåst i tilværelsens sanddynge, og egentlig kun har den lange, mørke og frysende nat at vente på, mens vi stirrer stramt foran os med sammenknebne læber.

Men indtil da skal der pludres på livet løs – og det gør Winnie, som vi møder i en verden, hvor katastrofen – eller bare livet – ER indtruffet, så hun sidder begravet til taljen i en skråtliggende gul sanddynge i et bombet hus under en brændende sol, mens hendes mand skiftevis sover på en sofa, solbader, onanerer, går ned i hullet – eller bare er helt væk, også fysisk.

For mentalt er Willie borte hele tiden, selvom det ifølge Winnie er lykke nok bare hun ved, at han kan høre hende. Det hverken kan eller vil han så altid. Willie spilles med smæld og stor sikkerhed af Bo Skødebjerg – og al ære til ham.

Men det er Lone Rødbroe, som står – eller rettere sidder midt i det hele i en titanisk præstation, der burde kaste en Reumert af sig.

Ene kvinde på scenen formår hun nemlig i små to timer at gestalte en Winnie, der spejler hele menneskehedens vej fra vugge til grav, fra søde drømme og det første kys til det sidste rædselsskrig og længslen mod den afslutning, som ender med at blive den store nåde, når lyset endelig slukkes – og vi forstår, at en eneste brøkdel af et sekund netop ER forskellen på livet og døden.

I første akt har Winnie så til beskæftigelse diverse rekvisitter, som hun fremdrager fra sin sorte pose – en kam, en tandbørste, en læbestift, et spejl – og en revolver. Alle sammen ting, som giver et øjebliks flugt fra den meningsløshed og det forfald, som er vores alles lod – og som kun få vælger aktivt at slippe væk fra. Winnie lader også revolveren ligge – ligesom hun dropper at bede.

I anden akt kan hun heller ikke folde sine hænder i bøn mere, eller tage sine læsebriller og sin fine hat på. Hun er også blevet enke, men ikke vidende derom. Til gengæld ved hun, at hun ikke længere kan få fat på hverken Willie eller i noget i posen, da hun nu sidder i skidt til halsen.

Så hun må, som de fleste af os, der bliver gamle nok, opleve, hvordan først kræfterne, så evnerne og til sidst sanserne forlader os, så vi til sidst kun har netop hørelsen – og minderne tilbage om et liv fuldt med glade dage, som Winnie så insisterer på fortsætter.

For alle dage er glade dage ifølge Winnie, der med lige dele mod, vrede og vemod klamrer sig til illusionen om glæden trods alle skuffelserne. Trods faktummet at vi alle altid er helt alene i verden. Trods hendes almenmenneskelige blanding af manglende evne til at se virkeligheden i øjnene kombineret med en vanvids-optimisme, der er hinsides ethvert lyserøde-briller-perspektiv.

En cocktail der er lige så absurd, som den er et billede på menneskeheden, og som Lone Rødbroe – selvom hun kun har sin stemme og sin ansigtsmimik – serverer i et sprudlende overflødighedshorn, hvor vi griner, gyser og genkender os selv og hinanden.

Jeg har sjældent været så begejstret for et teaterstykke og en skuespillerpræstation som i lørdags på Folketeatret, og de lange, stående klapsalver var mere end fortjente i denne fejende og flotte fortolkning af Becketts ”Glade Dage”.

Forestillingen får derfor seks ud af seks spilledåser, som den Winnie også har i sin sorte pose, og som netop spiller Lehárs smægtende valsemelodi om de tavse læber. For som Winnie sidder fast dér i sanddyngen, sådan sad vi i publikum også fast i beundringen, benovelsen og betagelsen af Lone Rødbroes titaniske præstation.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk