Lise Lotte Møllers valgdag

Danmarksbloggen følger som bekendt formand for Socialdemokraterne i Vordingborg Lise Lotte Møller op til kommunalvalget, hvor hun skal bruge omkring 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på at få en plads i Vordingborg kommunes kommunalbestyrelse.

Så er det idag, at vi skal stemme til kommunalbestyrelse/byråd/borgerrepræsentation og regionerne. Det er med andre ord en af demokratiets helt store dage.

En dag, hvor det er vigtigt at huske, at et demokrati kun er et demokrati, så længe vi opfører os derefter og deltager i debatter, møder og så videre. Men også og især at demokratiet både starter og slutter med at afgive sin stemme, når der er valg.

Danmarksbloggen opfordrer derfor alle til at stemme – og vender imorgen tilbage med svaret på, om Lise Lotte Møller kom ind i kommunalbestyrelsen i Vordingborg kommune.

Danmarksbloggen har spurgt Lise Lotte Møller om hendes valgdag.

Hvad skal du lave på valgdagen?
“Jeg skal tilbringe dagen på Bogø, hvor jeg er valgformand. Dér må man selvfølgelig ikke agitere. Men jeg har ALTID været tilforordnet, lige siden jeg var 18 år. Pånær altså ét enkelt valg, hvor jeg var i Ecuador. Men da brevstemte jeg på Poul Nyrup Rasmussen. Det var jeg meget stolt af. Hvis jeg havde været hjemme, havde jeg ikke kunne stemme på ham, da han ikke stillede op i min valgkreds. Men det kunne jeg, når jeg stemte fra udlandet.”

Hvad så når stemmelokalerne lukker?
Når valget er slut, og vi har talt op – uha, det bliver spændende – så kører jeg til Vordingborg, hvor alle partier er samlet til fælles valgcafé. Og her er forhandlingerne startet, når jeg kommer. Men selvfølgelig bliver der ikke meget at forhandle om. Vores borgmesterkandidat Martin (Leider Olsen, red.) står som den klare vinder, og vi skal bare fordele de andre poster :-).”

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk 

Kommunalvalg – også på Danmarksbloggen

Nu går den sidste intense kamp om stemmerne til kommunalvalget igang.

Danmarksbloggen vil også være med og vil især se på, hvordan lokalpolitikerne bruger de sociale medier i valgkampen. Hvad gør de, og hvordan virker det?.

Danmarksbloggen vil også følge socialdemokraternes formand i Vordingborg Lise Lotte Møller, der er nr. 8 på sit partis liste – og som skal have 250 personlige stemmer for at være nogenlunde sikker på en plads i kommunalbestyrelsen efter valget. Der er ialt 29 pladser i Vordingborg kommunalbestyrelse.

Lise Lotte Møller bor i den lille landsby Hjelm på Vest-Møn sammen med manden Anders Møller og datteren Camila, der går i 3. g. på Vordingborg Gymnasium. Lise Lotte Møller arbejder som folkeskolelærer på Møn Skole. Som studerende kørte hun taxi i København og gjorde rent på Rigshospitalet. Hun har også boet i Ecuador i Sydamerika.

Danmarksbloggen glæder sig til at følge Lise Lotte Møller i de sidste godt to uger op til kommunalvalget.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk