Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage.

Sådan lyder et af forfatteren og digteren Naja Marie Aidts mest markante udsagn (og bogtitler), som af personlige årsager rungede i mit hoved, da jeg i forgårs hastede på vej mod Teatret ved Sorte Hest i den forårsagtige vintereftermiddag for at se premieren på forestillingen ”Alting er noget 2.0.”

For efter vinter kommer vår – og der er en tid til alt, som det blev formuleret allerede på bibelsk tid. En tid til at sige farvel. En tid til at begrave vores døde. Og derpå en tid til at gå videre.

Det var så også forestillingens tema. En forestilling med ord og digte og performance, som i 2016 kom i sin første version, men som nu er blevet ændret. Noget er taget ud, andet er tilføjet, og en del flyttet rundt. Men uanset hvad er alt noget. Både det, vi har – og det, vi havde.

Netop havde er kodeordet for forestillingen i 2023. Både forfatteren til ordene Naja Marie Aidt og iscenesætter Maria Vinterberg har mistet et barn – og derfor rammer forestillingens ord plet, når man skal beskrive det ubeskrivelige, som sker, når døden tager det dyrebareste.

Ikke at jeg kender det fra egen sjæl, men jeg er meget tæt på to andre, som har prøvet at miste et barn. Så jeg har set, hørt og mærket den afgrundsdybe sorg så nær på, at jeg ved, at jeg absolut INTET ved om, hvad det vil sige.

For hvor gerne vi end vil, så kan vi kun erkende det, som vi selv sanser. Og nok ved vi godt (fra os selv), at det at miste er at stoppe med at sanse, samtidig med at alt sanses mere end nogensinde før. Men når der er tale om et menneskes barn, det allerkæreste vi har, så foregår tabet i en helt anden dimension.

Og når man sidder i Teatret ved Sorte Hest og ser ”Alt er noget 2.0”, så sanser man en scene, der er hvid og gul som sorgen, de tomme ord og det store rum – og så tænker man, at det må være Aidts, Vinterbergs eller enhver i-sine-sansers-vold-efterladt-forælders indre, som vises deroppe.

Deroppe på scenen hvor Sarah Boberg og Anette Støvelbæk gestalter dén indre dialog, der forsøger at skabe mening i det meningsløse og kommunikere det ud i billeder og ord – til os og til sig selv.

En dialog med Aidts ord, som fortolker – også fordi der bag de to tavler med nøgleord, er de bøger, som står for Aidts forfatterskab – og de poesiens blomster, der ikke er blå som i den lette og søde poesi, men røde som i blod og hvide som tomhed.

For det er eksistensen, som er på spil, og som Boberg og Støvelbæk viser med en ganske særlig nerve. For det her er vigtigt. Det her skal ud over rampen og ramme os, der sidder på sæderne – og i et par sekunder er med i forestillingen. Og det mere end lykkedes.

Forestillingen er nærværende, insisterende, brændende og intens. En ordløs mission fuld af ord – demonstreret ved de to damers blotte tilstedeværelse, der er så sitrende en væren, så voldsom en kraftudladning.

De stormende klapsalver var også fuldt fortjente – og når vi ikke alle rejste os op, var det, fordi vi sad forstenede på sæderne – blæst bagover af denne demonstration i teaterkunstens evne til at formidle ikke kun litteraturen, men også det levede liv om døden og sorgen.

For døden er et almenmenneskeligt vilkår – og vi møder den alle, uanset hvor vi bor i livets etageejendom. Men det kan ske i to dimensioner – når det er et barn, og når det er alle andre.

For som det siges i stykket: Jeg ville gå til verdens ende for dig, men det er ikke langt nok. For sådan er det, når et barn dør. Derfor er Naja Marie Aidts ord om en sorgmoder, en Dronning af sorg netop så passende til hende selv – og til Maria Vinterberg. Fordi de kan. Fordi de tør.

Fordi de har skabt et monumentalt værk over, hvad der sker, når dødens mur rammer, og vi står nøgne tilbage, mens troen er væk, sproget er blevet koldt, kunsten er ligegyldig – og alt, der er tilbage, er nænsomheden over den døde krop. 

Derfor er alting noget. Noget værd.

Danmarksbloggen giver ”Alting er noget 2.0.” fem store ud af seks mulige stjerner, som dem vi møder til allersidst, hvor vi sammen med både de to på scenen og alle andre rejser gennem stjernehavet i tid og rum. Dét er der en tryghed i – uanset hvad vi tror eller ikke-tror på.

Jeg nynnede i hvert fald Shu-bi-duas ”Stjernefart” på vejen hjem, selvom musikken i ”Alting er noget 2.0.” er lavet af Jacob Binzer, som har gjort et formidabelt stykke arbejde.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk