Har kongehuset en fremtid?

Har det danske kongehus en fremtid? Eller forsvandt fremtiden for monarkiet et sted mellem en hemmelig skihytte i Verbier og nogle hemmelige samtaler mellem kronprinsen og forsvarets spidser udenom regeringen?

For nok har vi i årevis diskuteret kongehusets værdi for erhvervslivet, den følelsesmæssige værdi for danskerne i at have en familie, der vinker, går i fine kjoler og diademer, det urimelige i at en enkelt familie har så mange privilegier og samtidig så mange begrænsninger – for slet ikke at tale om, at kronprinsen er medlem af den olympiske komite med alt, hvad det betyder.

Men det er dog alt sammen åbne – og måske med undtagelse af OL-komiteen – lovlige ting.

Men en hemmelig skihytte til en værdi af på den gode side af 10 millioner danske kroner, hvor der ikke kan gøres rede for, hvordan de penge er kommet til veje – og som indtil huset blev alment kendt lå ude på markedet, så man kunne leje det. Samt samtaler udenom regeringen, hvor kronprinsen får fortrolige oplysninger om landets tilstand, når man ser på det sikkerhedsmæssige.

Det er sådan noget, der sker i militærdiktaturer og bananrepublikker – ikke i civiliserede lande. Men det sker også jævnligt i Danmark, og det tyder på et kongehus, som føler sig hævet over loven. Som føler, at de kan handle, som de vil – uden at det får konsekvenser.

Vi så det allerede i det små, da Frederik for nogle år siden kørte over en lukket Storebæltsbro – og da Joachim rejste til Frankrig for et halvt år siden MED apanagen, selvom Folketinget skulle spørges om lov. Men det blev de folkevalgte ikke – heller ikke selvom Dronningen herself et halvt år før havde sagt i sin nytårstale, at:

Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste, dér hvor man er sat. Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært.

Citat slut.

Det bør også gælde hendes egen familie, som er Danmarks med distancer mest privilegerede familie, der burde være optaget af at opføre sig ordentligt – og måske endda være rollemodeller.

Men sådan er det ikke. Derimod så dannes der et billede af en familie, som gør lige, hvad der passer dem – og ikke andet. Og lige netop dét billede er det værste, som kongehuset kan ønske sig.

For hvis dét billede breder sig i den danske befolkning, så falder tilslutningen til monarkiet hurtigere end nogen kan nå at sige Gud bevare Danmark.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Monarkiets fremtid eller ej

Her på Dronningens fødselsdag er der nærmest 100% garanti for, at hun sammen med resten af den kongelige familie kommer frem på balkonen – på enten Amalienborg eller Marselisborg – og vinker til de mange danskere i alle aldre, der kommer for at lykønske regenten. Så vifter de fremmødte tilbage med flagene. Der råbes hurra. Og alle er glade.

Det vil sige: Sidste år var det lidt anderledes. For der døde Danmarks formentlig største forretningsmand gennem tiderne, Mærsk McKinney Møller, netop på denne dag – og med ham forsvandt også nogle af de sidste rester af den gamle tid.

For den gamle tid er på vej ud, og den nye tid er på vej ind. Vi står i et vadested i disse år – og hvor stiller det kongehuset?

Kongehuset er jo en anakronisme i en moderne tid med demokrati og menneskerettigheder, med lige muligheder, ret og pligt for alle landets borgere.
Alle undtagen kongehusets medlemmer. Man kan derfor med god ret diskutere de saglige argumenter for kongehusets beståen.

Og det bliver også diskuteret, som regel udfra konflikten mellem på den ene side tilhængerne, der mener, at kongehuset er god reklame for landet og derfor sælger masser af danske varer, mens modstanderne på den anden side synes, at vi bruger for mange penge på ingenting ved at have et monarki, at det blot er et gyldent bur. Samt at det er direkte tåbeligt og enevælds-agtigt, at regenten i et demokrati skal være den, der underskriver love og udnævner regeringer.

De to parter bliver næppe nogensinde enige. For når det kommer til stykket, er monarkiet et spørgsmål om følelser. Det er så også her, at det bliver små-farligt. For når det kommer an på følelser, kommer det også an på mennesker – og dermed bliver den udslagsgivende faktor ikke institutionen kongehuset, men hvad vi synes om de pågældende mennesker, der pt. udgør kongefamilien.

Og pt. kan vi lide dem – og så er alt jo godt. Men vil det fortsætte sådan? Margrethe og Henrik er to farverige, kunstneriske mennesker, der glade og gerne deler ud af deres talent og vid.

Men hvad med næste generation? Frederik og Mary. De virker lidt mere reserverede, lidt mere almindelige. Det kan være en styrke. Men det kan også være en svaghed, at de ikke tilstrækkeligt bruger den platform, som det er at være kongelig, til at få sagt og gjort nogle væsentlige ting.

Under alle omstændigheder drejer det her sig om, at vi i Danmark har en familie med nærmest uendelige privilegier, der samtidig lever i en konstant udsathed som mennesker. Og kan vi – penge eller ej, tradition eller ej – forsvare det rent menneskeligt?  For det er jo ét i bund og grund aparte liv, som vi byder familien på Amalienborg.

Det danske monarki er et paradoks, som vi måske lever med, fordi vores kongefamilie er historien om os selv, om Danmark og dét at være dansk. Det er den samme familie, der har siddet på tronen altid! Det kan ingen andre lande præstere.

Det er kontinuitet i en omskiftelig verden. Ja, det kan virke som et eventyr. Og i H. C. Andersens fædreland vil vi gerne beholde eventyret. Eventyret som den trygge havn, den gode fortælling, som en del af det at være dansk, også i moderne, demokratisk selvforståelse.

Men er det rimeligt at bruge en hel familie – på livstid – til dét formål?!

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk