Anmeldelse: “Sigurd fortæller om de nordiske guder”

Lad det være sagt med det samme:

Sigurd Barretts bog “Sigurd fortæller om de nordiske guder” er en sprudlende og humoristisk bog om de gamle nordiske guder, der stadig lever i vores fantasi, vores drømme og vores identitet som danskere. Gamle nordiske guder, som i disse år tilmed er en essentiel del af en stigende interesse for netop vikingetid og asetro.

Bogens mere end 200 sider fortæller 22 af de gode historier om Odin, Thor, Loke og alle de andre fra Asgård, Udgård og Midgård. Men bogen kunne sagtens have haft dobbelt så mange sider og stadig blive slugt af læseren i én eneste gigant-mundfuld som en anden Midgårdsorm prøvede at gøre det med Thor under en fisketur.

For i “Sigurd fortæller om de nordiske guder” befinder man sig i rigtig godt selskab sammen med guderne og deres formidler Sigurd Barrett og hans flydende pen, der suppleres af Stine Rosenbergs livlige og udtryksfulde tegninger. Ja, faktisk understøtter historier og illustrationer hinanden på fineste vis.

For naturligvis må Lokes skjorte være så stram, at han ikke kan knappe den, så den lunefulde gud/jættes topmave istedet titter frem, tordenguden Thor bliver selvfølgelig i sagens natur også så vred, at han bogstaveligt talt skyder lyn – og selvsagt skal dødsgudinden Hel da se lettere manisk ud.

Men også illustrationerne af en glubsk Fenris-ulv, der næsten er lidt nuttet, en stortissende jættedatter og en mega-pruttende trold vil helt sikkert vække begejstring hos især de yngre læsere og tilhørere, men også hos ældre børn og voksne med humoren i behold.

For bogen, der er skrevet, så den ligesom Sigurd Barretts andre bøger egner sig til højtlæsning, henvender sig til alle med barnesindet i behold. Aldersgruppen angives også bag på bogen som værende 2-100 år.

Historierne om de nordiske guder er også vores allesammens historier, vores fælles kulturarv. Og her i “Sigurd fortæller om de nordiske guder” bliver de herlige fortællinger præsenteret let, levende, flydende og med humor – og i et sprog, som er som det, der tales i Danmark idag. Guderne siger nemlig både pænt sejt, hva´ siger du så, fiskefjæs og en wannabe-gud. De læser også Gudeposten og Alt for Gudinderne.

Og netop dette at Sigurd Barrett flytter historierne op i vor tid uden at ændre på handlingen gør, at de gamle historier holder – samtidig med at de bliver meget vedkommende og levende.

For nok kan historierne dramaturgisk ikke gøres bedre end de er digtet oprindeligt, men Sigurd Barrett giver de gamle guder og deres gøren og laden nyt liv ved at lade dem tale og gøre ting, som vi også gør i vores tid, som når noget er en fed idé, en gudinde lakerer negle, eller der kræves erstatning.

Først griner man hjerteligt af Sigurd Barretts moderne tilsætninger – og dernæst så identificerer man sig med dem og med guderne. Og dermed bliver de gamle guder igen en del af os og vores nutid – og vores fremtid også.

Det er godt lavet, også fordi Sigurd Barrett glad og gerne spiller på alle strengene fra ordspillene om fx de gode og de dårlige vaner over de såkaldte grimme ord, som alle alligevel bruger til hans alvorlige opfordring til sidst om at tænke over, hvad tro er – og hvad man selv vil tro på.

Og det holder hele vejen, også i de måske sværeste fortællinger at gendigte, nemlig de kendte, klassiske historier som den om Thors brudefærd, hvor han og Loke klædt ud som kvinder skaffer Thors hammer Mjølner tilbage. Eller den store finale om, hvad der skal ske til Ragnarok og i tiden efter.

På hver side i bogen fornemmer man også Sigurd Barretts store kærlighed til guderne – og måske især til den krigeriske Thor, der elsker at gå på troldejagt og at smadre jætter – og som har et temperament, der slår gnister. Kærligheden til den gamle tordengud Thor er også en hengivenhed, som undertegnede med mit efternavn er helt på linie med.

Men også Lokes vej fra at være en halv gud/halv jætte, der nok driller og generer de andre guder, men som også redder dem – og dermed er accepteret – til han til sidst bliver en repræsentant for ondskaben selv, da han sørger for, at Balder bliver dræbt, beskrives godt i bogen. Man fornemmer så fint undervejs, at det må ende med, at guderne ikke vil tolerere Loke og hans numre mere.

For netop kampen mellem det gode og det onde er det centrale i alle gode fortællinger, og også i denne bog, hvor man også hører den ikke så kendte historie om den mjød, som jætten Suttung fik fra dværgene, og som kunne gøre enhver, der drak af den, til en fanstastisk digter.

Chefguden Odin drak selvfølgelig hele tre baljer, men Sigurd Barrett må også have fået mindst ét drikkehorn af den særlige digter-mjød, når han kan skrive en bog som “Sigurd fortæller om de nordiske guder”. Dét eller også har han mødt guderne selv – måske i skikkelse af Brage, der er gud for sangskriveri.

For at lave musik og skrive sange er noget, som Sigurd Barrett også kan – og meget apropos de nordiske guder brugte, da han skabte rockmuscialen “Valhalla – balladen om Balder”, som Danmarksbloggen også anmeldte, da den i september i år havde premiere på Folketeatret i København.

Læs anmeldelsen her: http://danmarksbloggen.dk/?p=1925

De nordiske guder lever altså – et eller andet sted på den anden side af regnbuen Bifrost. Og man får lyst til at møde dem, når man læser Sigurd Barretts bog. Dem alle sammen: Fra Odin og Thor over Sif, Freja og alle de andre skønne gudinder til Tyr, Heimdal og selv Loke, selvom man godt ved, at lige ham skal man passe grumme meget på.

Ja, faktisk vil man allerhelst bo i Valhal sammen med vores gamle gude-venner, der stadig er en stor del af vores identitet som danskerne, selvom det er et få-tal, der idag er direkte asetro.

Men vi er alle enige om, at Danmark – og hele Norden – er et herligt sted at være, når guderne hersker.

Og vi vil som bekendt allesammen helst være der, hvor det er sjovt og spændende at være. Både til hverdag eller med som gæst til en af de fester, som guderne flere gange synger om:

Guderne i Valhal er linet op til fest,
Guderne i Valhal gør klar til hver en gæst!
Guderne i Valhal står klar i samlet trop,
vi står sammen i Valhal, og vi gi´r aldrig op!

Sigurd Barrett har ihvertfald med “Sigurd fortæller om de nordiske guder” linet op til en kæmpe læsefest, en fest der ligesom “Sigurd fortæller Bibelhistorier” vil tiltrække så mange, at der hurtigt bliver brug for mere mjød, flere oplag af bogen – og måske endnu en titel som Årets Børnebog.

For det er både sjovt og spændende at være sammen med Sigurd Barrett, Stine Rosenberg og deres versioner af vores allesammens guder, jætter og andre væsner fra den nordiske mytologi.

“Sigurd fortæller om de nordiske guder” er skrevet af Sigurd Barrett, forfatter, entertainer, musiker og tv-vært og illustreret af Stine Rosenberg. Det er Politikens Forlag, der udgiver bogen, der kommer sammen med en cd, hvor Sigurd Barrett selv læser alle historierne. Pris: 300 kroner.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

2 tanker om "Anmeldelse: “Sigurd fortæller om de nordiske guder”"

  1. Den bog er en rigtig god julegave-ide til alle børn og voksne med barnesindet i behold. Jeg skal ihvertfald have fat i et par stykker, en til os selv og et par andre som julegaver

  2. Vi har netop modtaget bogen og er chokeorede over hvordan naaet saadant overhovedet kan finde vej til udgivelse. Bogen og den den vedlagte MP3 er blevet gennenstuderet paa et 1000 km biltur med vores 5 boern. Indholdet er paa et meget lavt prosaniveau. Man undgaar enhver form for skilding og skoenhed. Indfoelelse er der intet af. Den der raaber hoejest har ret. Man krummer taer. Der er er en saer forkramptethed, og maaske lysten til at vaere morsom over det hele. Pinligheden naar sine hoejdepunkter selve brugen af det danske sprog (og paa MP3’en udtalen). Disse dejlige historier bliver i Barretts fortolkning forfladiget i en grad paa enhver oprindelig tanke og skoenhed forsvinder. Det er underligt at han vil tale til os om dette emne i et vulgaert til lejligheden opfundet vaertshussprog. Det er grimt, daarligt, pinligt og simpelt. Man sidder naesten og skammer sig over at vaere nordisk. her snobbes nedad i en grad som er sjaelden. At foere en gammel kendt historie op til et sprog som nogen vedkender sig, er under lavmaalet. Al poesi, prosa, skoenhed og storhed mangler. En primitiv flov fremstilling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *