Danske Symboler: Kim Larsen og hans sange

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her tårner Kim Larsen sig op som vor tids store nationalskjald. Hr. Larsen, som han kaldes, har som ingen anden forstået at sætte ord på tidsånden og den danske folkesjæl igennem de sidste mange årtier.

Fra Gasolin-tidens 70´ere og “Det er en kold tid, som vi lever i” og 80´ernes husbesættelser, der så mesterligt er beskrevet i filmen og sangen “Midt om natten”, hvor der synges: “De sagde: Gå nu hjem, men vi spurgte; Hvor er det? Midt om natten. Nu glæder jeg mig til jeg bliver en gammel mand, så får jeg nok et værelse med lys og vand, og der kommer strisserne vel næppe på besøg – igen. Midt om natten.”

Et velfærdssamfund under afvikling – og et land hvor penge betyder mere end mennesker. Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=sha7vC_uGkg

Og videre med klassikere som fx “Danas Have” fra 1992 – året hvor Danmark blev EU-mestre i fodbold, hvor vi stemte nej til EU, hvor Dronningen havde sølvbryllup, hvor sommeren var varm og solrig – og hvor nationen gik amok i selvglæde. Der skrev Kim Larsen:

Alle gik og snakked på kartoffelsprog
ingen andre end de selv ku forstå

kirkerne stod tomme men på Sommersko

sad de alle sammen og vented på Godot

De kaldte det for Danas Have
men det er længe siden nu

længe siden at de havde succes med at være fri og ligetil

længe siden at de stod hinanden bi
længe siden ja, og så ikke mer om det!

Hør hele sangen her: http://www.youtube.com/watch?v=BuxnSijOhqw

Og sådan er Kim Larsen, der bliver 70 næste år, fortsat. En af de seneste er hans kommentar til Danmarks efterhånden mangeårige deltagelse i diverse krige: “Bare for at gøre en forskel”, hvor der blandt andet synges: Ud til mine bomber og den hellige krig … Det er ligemeget med det femte bud, bare du gør honnør.

Hør den her: http://www.youtube.com/watch?v=Mg09-S_M5Us

Det er derfor heller ikke tilfældigt, at hr. Larsen, selvom han selv har skrevet et hav af langtidsholdbare sange, ofte synger Griegs smukke og stadig aktuelle “Kringsatt av fiender”: http://www.youtube.com/watch?v=n2xndNNnDwM

Men ellers synger han mest sine egne sange, der for mange danskere er soundtracket til deres liv. For hans sange er ikke kun politiske, de er også personlige og rammer lige midt ned i vores allesammens liv.

“Kvinde min” er således også kåret til den smukkeste danske kærlighedssang – og mange vil gerne have spillet “Om lidt bli´r her stille”, når de skal væk herfra. Sammen med så mange andre af Kim Larsens sange fortolker de to sange vores følelser, stemninger, minder, håb og drømme. Hør dem her:

http://www.youtube.com/watch?v=b0gCMrbB-Dk

http://www.youtube.com/watch?v=S-7XhLfwRCA

Og der er mange flere sange endnu. Sange, som danskerne, der ellers ikke kan huske meget andet udenad end første vers af nationalsangen, i stor stil kan udenad – og glad og gerne synger med på.

Danmarksbloggen er derfor også sikker på, at man i fremtidens historiebøger vil placere hr. Kim Larsen sammen med andre store fortolkere af det særlig danske som Grundtvig, H.C. Andersen og Poul Henningsen.

Sidste indlæg i serien om den lyse og glade danskhed kommer på tirsdag, hvor det skal handle om Basims Danskhed.

Læs også tidligere indlæg om symbolerne på den lyse og glade danskhed: Kongehuset, Tivoli, Dannebrog
og Den Lille Havfrue: http://danmarksbloggen.dk/?p=4299
Den lyse, glade kristendom
og Grundtvigs påskeblomst: http://danmarksbloggen.dk/?p=4336
Niels Hausgaard´s humor og lune: http://danmarksbloggen.dk/?p=4340
Det Frivillige Danmark: http://danmarksbloggen.dk/?p=4402
Christiania og det levede frisind: http://danmarksbloggen.dk/?p=4390

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

En tanke om "Danske Symboler: Kim Larsen og hans sange"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *