Fredagsoplæg: Kompetente politiske ledere søges

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om problemet med kompetent politisk ledelse. For:

Kompetente politiske ledere søges

At være leder af et politisk parti – at være minister – ja måske endda statsminister – burde være noget af det fineste, som man kan blive, både som politiker og som menneske.

Men sådan hænger det desværre ikke sammen i nutidens Danmark, hvor de mest kompetente potentielle ledere siger nej til posten som leder af deres parti – mens de noget mindre kompetente ikke alene siger ja til at være partileder, ja i visse tilfælde som fx hos Venstre så klamrer den knap-så-kompetente leder sig til magten.

For prøv at tage et kig over det politiske landskab:

Venstre har som sagt Lars Løkke, men tænk hvad det ville betyde, hvis det var Søren Gade.

Konservative har Søren Pape, men tænk hvis det var Connie Hedegaard.

De radikale har Morten Østergaard, men tænk hvis det var Christian Friis Bach.

Helle Thorning har heller ikke den store fokus på danskerne og medmenneskeligheden. Her er det dog ikke så nemt at udpege den oplagte efterfølger. Der er flere kandidater.

Og sådan kunne man blive ved. Der er meget langt mellem de kompetente politiske ledere. En markant undtagelse er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Men hun er lidt en enlig svale, også selvom vi medregner Kristian Thuelsen Dahl. For nok er han populær blandt DF´s vælgere, men han er ikke på nogen måde inkluderende ifht. den danske befolkning.

For desværre er politik i dag kun sjældent et ærefuldt erhverv, der appellerer til mennesker med store visioner, hæderlighed og en dybfølt ønske om at gøre noget for Danmark og alle danskere.

Politik anno 2014 er i stedet alt for ofte en smudsig affære, der appellerer til mennesker med magtbegær og et dybfølt ønske om at gøre noget for sig selv og egen karriere.

Problemet er blot, at Danmark lider under de knap-så-kompetentes skalten og valten med vores skønne land og dets mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

1 thoughts on “Fredagsoplæg: Kompetente politiske ledere søges

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *