Gades exit = Blå nedsmeltning

Venstre er et parti i krise, og nu tegner fremtiden noget mørkere end den havde behøvet. For Venstres gruppeformand Søren Gade har meddelt, at han forlader Folketinget, og stiller op til EU-Parlamentet i 2019.

Som Danmarksbloggen ser det, har Venstre hermed smidt sit bedste kort væk i forhold til at genrejse sig efter det fald, som man må formode, at Lars Løkke går i møde.

For hvem skal efterfølge Løkke? Og hvem kan samle stemmer? Og samarbejde med de andre partier?

Næstformand og finansminister Kristian Jensen er populær hos de radikale, men ikke hos DF – og han sælger heller ikke det store antal billetter.

For integrationsminister Inger Støjberg er det lige modsat. Hun er populær hos DF-vælgere, men ikke hos de radikale. Men ser man på den danske befolkning, så deler hun vandene mellem dem, der elsker hende – og dem, der afskyer hende.

Søren Gade derimod var en samlende figur, der kunne række ud – og som danskerne også godt kunne lide. Han kunne derfor været blevet en farlig modkandidat for Mette Frederiksen i kampen om statsministerposten i 2023 – og måske allerede i 2019, hvis Venstre ellers havde turdet.

Men sådan kommer det ikke til at gå. Nedsmeltningen i blå blok er total.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Løkke – en kalif på vej ned

Et nyt folketingsår åbner i dag med den sædvanlige røde løber, den sædvanlige små-trætte kongefamilie og alt det andet, som hører til den sædvanlige runddans første tirsdag i oktober.

Det er ikke særlig spændende. Men det er det til gengæld, at Løkke er en kalif på vej ned. At Løkkes tid udløber, når han – som det må forventes med den rekordlave tilslutning til Venstre – taber næste valg. For nu er selv Løkkes støtter åbenbart delte i fraktioner, der kæmper om magten i Venstre.

Læs mere her: http://www.bt.dk/politik/haard-magtkamp-i-venstre-efter-minister-fyring-loekkes-stoetter-splittet-i-to

Som Danmarksbloggen ser det, kan købet af nogle kampfly og en sherif-justitsminister ikke redde Pind-Christensen-Holst-gruppen. Slet ikke faktisk, når en af mændene i den anden gruppe hedder Søren Gade. For som Danmarksbloggen har skrevet tidligere, så er Søren Gade fremtidens kalif i Venstre – og måske også i Danmark.

Læs mere her: http://danmarksbloggen.dk/?p=6752

Om den moralske habitus så er bedre i dén gruppe, kan man godt tvivle på. For udover Gade tæller den også Troels Lund Poulsen og Lars Chr. Lilleholt.

Det store spørgsmålstegn ang. moral gælder også Inger Støjberg, der som en anden ensom rytter efter sigende kører sit eget løb, loyal over for Løkke, men ikke medlem af nogen gruppering. Og dét er måske det mest spændende. For hvor står hun så efter et valg? Stadig i Venstre i anglen efter at blive kalif – eller på vej over til DF?

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Et rædselskabinet træder til

Om mindre end en time præsenterer Løkke sin ny regering, som vel egentlig bedst kan beskrives som et rædselskabinet.

Hjorten bliver finansminister, Støjberg skal tage sig af integration, Søren Pind som justitsminister, Neergaard beskæftigelsesminister – og Løkke bliver statsminister for blot at nævne de fem værste. Et lille lyspunkt er det dog, at Peter Christensen ikke er med – og at han ikke kom ind i folketinget.

Interessant er det også, at Søren Gade slet ingen ministerpost fik – og at Carl Holst kun er blevet forsvars- og nordisk-samarbejde-minister. Det er tydeligt, at Løkke vil holde sine konkurrenter væk fra magten.

For ja, næstformand og sidste sommers udfordrer Kristian Jensen bliver udenrigsminister – men i forhold til Carl Holst og Søren Gade har han ikke mange chancer for at tage magten i Venstre.

Nu gælder det derfor blot om at sørge for, at denne Venstre-regering bliver en parentes, selvom Løkke vil klæbe til magten.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Søren Gade´s comeback = Starten på Løkkes farvel

Af alle dage på året valgte Søren Gade i går – på 1. maj – at meddele, at han stiller op til Folketinget for Venstre – og at han gerne vil have en ministerpost.

Dén ministerpost kan let blive en statsministerpost én dag, hvis Løkke taber det folketingsvalg, der formentlig udskrives om få dage.

For Løkkes dage i Venstre er talte. Han har svindende opbakning fra sit eget bagland pga. sin moralske habitus – eller rettere manglen på samme.

For Venstrefolk er nok tilhængere af “enhver er sin egen lykkes smed”, men den grådighed, som Løkke udviser, plejer man at overlade til folk fra Liberal Alliance og tilsvarende.

Venstrefolk – og traditionelle konservative med – har også nogle moralske og menneskelige værdier, som idag mangler i de to partiers top: Værdier, der handler om dét menneskeværd, som netop Søren Gade også repræsenterer.

Læs her hvad Danmarksbloggen skrev om den sag i september:
http://danmarksbloggen.dk/?p=5533

Samt: http://danmarksbloggen.dk/?tag=soeren-gade

Vinder Løkke derimod valget, bliver han formentlig siddende som formand – lidt længere. Men ikke på den lange bane. Dét er helt sikkert – ellers havde Søren Gade ikke sagt ja til at gå ind i politik igen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Fredagsoplæg: Kompetente politiske ledere søges

Så er det fredag – og dermed tid til Danmarksbloggens serie:

Fredagsoplægget til en værdi-debat med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger

Denne fredags værdi-oplæg handler om problemet med kompetent politisk ledelse. For:

Kompetente politiske ledere søges

At være leder af et politisk parti – at være minister – ja måske endda statsminister – burde være noget af det fineste, som man kan blive, både som politiker og som menneske.

Men sådan hænger det desværre ikke sammen i nutidens Danmark, hvor de mest kompetente potentielle ledere siger nej til posten som leder af deres parti – mens de noget mindre kompetente ikke alene siger ja til at være partileder, ja i visse tilfælde som fx hos Venstre så klamrer den knap-så-kompetente leder sig til magten.

For prøv at tage et kig over det politiske landskab:

Venstre har som sagt Lars Løkke, men tænk hvad det ville betyde, hvis det var Søren Gade.

Konservative har Søren Pape, men tænk hvis det var Connie Hedegaard.

De radikale har Morten Østergaard, men tænk hvis det var Christian Friis Bach.

Helle Thorning har heller ikke den store fokus på danskerne og medmenneskeligheden. Her er det dog ikke så nemt at udpege den oplagte efterfølger. Der er flere kandidater.

Og sådan kunne man blive ved. Der er meget langt mellem de kompetente politiske ledere. En markant undtagelse er Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten.

Men hun er lidt en enlig svale, også selvom vi medregner Kristian Thuelsen Dahl. For nok er han populær blandt DF´s vælgere, men han er ikke på nogen måde inkluderende ifht. den danske befolkning.

For desværre er politik i dag kun sjældent et ærefuldt erhverv, der appellerer til mennesker med store visioner, hæderlighed og en dybfølt ønske om at gøre noget for Danmark og alle danskere.

Politik anno 2014 er i stedet alt for ofte en smudsig affære, der appellerer til mennesker med magtbegær og et dybfølt ønske om at gøre noget for sig selv og egen karriere.

Problemet er blot, at Danmark lider under de knap-så-kompetentes skalten og valten med vores skønne land og dets mennesker.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Hedder Danmarks næste statsminister Søren Gade?

Flg. er fakta: Søren Gade stopper som administrerende direktør i Landbrug og Fødevarer. Om 10 dage har Venstre kongres. Om max et lille års tid er der folketingsvalg i Danmark.

Det er let at lave matematikken her, når man medtænker den nuværende regerings mangel på vælgertilslutning:

1 + 1 +1 = Søren Gade som statsminister i Danmark pr. september 2015

Danmarksbloggen er absolut ikke tilhænger af blå blok, som læserne nok har luret efterhånden. Men Danmarksbloggen er tilhænger af anstændighed og respekt for sine medmennesker, og her har en Søren Gade så meget mere at byde på sammenlignet med Lars Løkke & co.

Søren Gade er en hæderlig mand, der hvis han kommer i spidsen for Venstre – og selv vil det – kan dreje Venstre i en retning, hvor der igen bliver plads til den humanisme, som en masse borgerlige besidder – men som Lars Løkke, Inger Støjberg, Peter Christensen m.fl totalt har skudt i sænk – og som gør, at Venstre i dag kan konkurrere med Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om at være Danmarks mest umenneskelige parti.

Dét kunne stoppes med Søren Gade som leder af Venstre – og af Danmark.

For bliver den tidligere forsvarsminister leder af Venstre, er der ingen tvivl om, at Danmarks kommende regering bliver blå.

Venstre vil med Søren Gade i spidsen få et kanon-valg ene og alene pga deres nye formand.

Og nok ser Danmarksbloggen helst en rød – altså ægte rød – regering, men skal regeringen være blå, så må det tusinde gange hellere være med Søren Gade end med Løkke i statministeriet. For så har medmenneskeligheden en chance …

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Jensen eller Christensen? Nej, Søren Gade

Der er forretningsudvalgsmøde i Venstre imorgen. Et møde, der er fremrykket pga Lars Løkkes tredje sag om  … skal vi kalde det uheldig omgang med andres penge.

Nu er der jo ingen garantier for, at forretningsudvalgsmødet i morgen er starten på afskeden med Løkke som Venstres formand og statsminister-kandidat.

Men HVIS det nu bliver sådan, så har såvel Kristian Jensen som Peter Christensen begge længe kandideret til at blive kalif istedet for kaliffen.

Men der er et andet navn, som går igen på gangene og vandrørene hos Venstre: Nemlig 51-årige Søren Gade, der engang var forsvarsminister, og som nu er direktør for Landbrug & Fødevarer.

Ham vil mange Venstrefolk gerne have som leder – og som statsministerkandidat.

Det vil – set med Venstre-øjne – også være et godt valg. Søren Gade har en helt anden udstråling. Han virker troværdig og tillidsvækkende. En mand, man kan stole på.

Så er Søren Gade interesseret i at vende tilbage til dansk politik – og bliver han valgt, ja så spår Danmarksbloggen, at det bliver endog meget svært for Thorning – eller for den sags skyld Mette Frederiksen – at vinde næste folketingsvalg.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk