Danske Symboler: Niels Hausgaard´s humor og lune

Danmarksbloggen lovede i marts en serie om symboler på den lyse, glade og nutidige danskhed: http://danmarksbloggen.dk/?p=4052

Og her ligger humoren lunt i svinget, især når den serveres elegant og med timing – og ofte har en alvorlig tone midt i latteren og underdrivelsen.

En af dem, der mestrer det godt i Danmark – ja formentlig bedst – er Niels Hausgaard, der var stand-upper lang tid før ordet blev opfundet. 40 år cirka har manden nemlig stået på scenen, og billetterne til hans mange årlige shows sælger hvert år sig selv i løbet af få uger. Det er ganske imponerende.

På denne tid af året er han ved at være færdig med årets turné, og således også i år, hvor han flere gange vendte tilbage til den tidsånd, som han ifølge sig selv slet ikke kan forstå eller være med på, selvom han skam da prøver alt det, som han kan.

Men som sædvanlig så spiddede Hausgaard i årets show tidsånden direkte og præcist lige i smasken med hans snak om, at Anders Samuelsen og de andre i Liberal Alliance selvfølgelig har ret i, at ulighed er godt.

Ulighed er sundt, for det skaber vækst og dynamik, og det har vi sørme brug for. Derfor er det da også et sundhedstegn, at vi i dag sagtens kan gå forbi en hjemløs, der ligger på et fugtigt stykke pap og skal sove dér om natten. Det havde vi ikke kunnet for 20 år siden – dengang havde vi ringet til Falck eller sådan noget. Men i dag går det fint med i hårde hæle at gå forbi en hel række af hjemløse, der skal tilbringe natten på fugtigt bølgepap. Jo, vi er sørme kommet videre. Vi er blevet mere sunde. Ulighed er godt. Og så var Calcutta iøvrigt den mest sunde by, som Hausgaard nogensinde havde besøgt.

Dét er jo genialt – og danskerne griner, og måske bliver en eller anden også en smule eftertænksom og spørger ind til, om ikke der findes andre veje end den i øjeblikket afstukne kurs, hvor økonomien er alt og mennesket intet.

Næste afsnit i serien om den lyse og glade danskhed kommer på torsdag, hvor det skal handle om Det Frivillige Danmark.

Senere på måneden kommer indlæg om Kim Larsen og hans sange, Fristaden og Basims Danskhed.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Danmarksbloggen efterlyser: Nutidige symboler på den lyse og glade danskhed

Mørke skyer trækker ind over Danmark … som så ofte før i de sidste 15-20 år.
Det er næsten ikke til at holde ud … men vi må ikke miste hverken modet eller håbet.

For der er lys derude, der er små spirer i den danske muld – det er Danmarksbloggen sikker på.

Men hvor og hvem og hvad?

Danmarksbloggen efterlyser derfor nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, der rummer og tolererer og elsker frisind. For vi har brug for dem mere end nogensinde i denne mørke tid, hvad enten de er personer, organisationer eller noget tredje.

Danmarksbloggen selv kan komme i tanke om Kim Larsen og hans fænomenale sange, der mere end nogen andre sange har defineret den lyse danskhed i de fire-fem årtier, hvor de har været soundtracket til danskernes liv og hverdag. Samt selvfølgelig Niels Hausgaard, der med sit nordjyske lune så fint får fortalt så meget om danskerne og vores måde at være på.

Men hvem og hvad tænker du på? Skriv endelig her i kommentar-feltet. TAKKER.

Danmarksbloggen vil så i april køre en artikel-serie om nutidige symboler på den lyse og glade danskhed, som er så berigende for samfundet – og for os allesammen.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Er der stemning for en dæmning?

Er der stemning for en dæmning?
Svaret er desværre ja.

For stadig flere danskere hopper med på dén vogn, der hedder at lukke alt og alle ude, der ikke er leverpostejfarvede og hedder -sen til efternavn. Dansk Folkeparti stormer med andre ord frem – og fremmedhadet (og fremmedangsten) trives som aldrig før.

Men løsningen er ikke, at vi lukker os inde og er os selv nok. Løsningen for Danmark – lille Danmark – er som altid at åbne sig, at rejse ud og at byde andre velkommen hertil.

Vi kan nemlig ikke det hele selv … selvtilstrækkelighed er i øvrigt også så kedeligt og forudsigeligt. Det gode sker, når vi rejser ud eller byder velkommen til Danmark: Så bliver vi nemlig både rigere, bedre og gladere. Så trives og blomstrer de danske farver sammen med alle de andre farver i mangfoldighedens herlige – og hellige – navn.

Så sker der for alvor noget, så får leverpostejen med rødbede selskab af alle de andre herlige retter fra hele kloden, og så bliver frokostbordet et rigtigt dejligt sted at være med noget for enhver smag.

Men mangfoldigheden er sat i skammekrogen pt. – og vi bygger mure og sætter grænser – og der er i dén grad stemning for en dæmning hele vejen rundt om vores skønne lille land.

Det er trist, men inden vi går helt ned, så se det her klip med den uforlignelige Niels Hausgaard. Det handler om netop dét, at der er stemning for en dæmning, både i forhold til klimaforandringerne og i forhold til de såkaldt fremmede, og der bliver sunget også 🙂 i slutningen af klippet.

Klippet er måske lidt langt og lidt gammelt og handler også om andre ting, men det gør ikke noget, når det er Danmarks fornemmeste komiker, der er på banen:

http://www.youtube.com/watch?v=JLN2jgeVZGk

Skulle man have lyst til mere Hausgaard (og hvem har i grunden ikke det – manden er jo genial) og endnu en sang – denne gang af en helt anden kaliber rent holdningsmæssigt, så se dettte klip, sangen er cirka 3:30 inde i klippet:

http://www.youtube.com/watch?v=i5ohsdmiWvw

Og lad os så revet dén dæmning ned, som Dansk Folkeparti er igang med at bygge sammen med de altfor mange danskere, der stemmer på dem.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk