Slava Ukraini, slava Europa

Hvor har vi ofte hørt – måske endda selv sagt – følgende ord, når noget meget godt eller meget skidt er sket: Jeg tror ikke, at det er gået op for mig endnu.

Det passer sjældent. For selvfølgelig ved man, at man har bestået en eksamen, er blevet gift, har fået et ønskejob, er blevet forældre etc.

MEN for nogle timer siden passede udsagnet – nemlig da Trump og Vance for åbent tæppe skiftevis hånede og truede Zelenskij i Det Hvide Hus på en måde, så USA og Europa for åbent tæppe slog op med hinanden.

Den slags gøres bare ikke mellem civiliserede stater – og slet ikke mellem venner og allierede.

Men NU er vi kun på papiret allierede. Vi er de-facto skilt – i hvert fald indtil der kommer en mental normal præsident i USA.

Bruddet har været undervejs i månedsvis, ja årevis – og gået særligt stærkt siden Trumps indsættelse for ikke engang 1½ måned.

Men sådan må det være. Det kan ikke være anderledes. Hvad det brud så indebærer, ved vi ikke nogen af os. Men der er kun et svar på situationen:

Europa kan selv. Europa skal selv. Det kan vi også.

Slava Ukraini. Slava hele Europa.

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk

Tænd lys i aften for Ukraine

Den ukrainske præsident har netop talt til det danske folketing – og til det danske folk.

I dén tale kom præsident Zelenskij ind på alle de lidelser, som Ukraine gennemgår lige nu – og det er så alt for mange, så alt for grusomme, som de fleste nok ved: Angreb på ukrainske byer, bortførte ukrainere og meget mere.

Uhyrligheder, som sker – og som vi ikke gør ALT, hvad vi kan – og burde – for at stoppe.

Vi hjælper meget – og det blev der også sagt tak for. Men vi skal gøre endnu mere, både nu og når freden kommer.

Zelenskij talte også om genopbygningen af Ukraine efter krigen – og om, at Ukraine gerne vil have Danmark med dér i en ledende rolle – helt konkret når det kommer til Mykolajiv, som er vigtig havneby, der blev voldsomt angrebet her i nat.

Og så opfordrede Zelenskij til at tænde et lys for Ukraine i aften … præcis som vi selv gør det d. 4. maj.

Et lys for friheden.

Et lys for freden.

Et lys for Ukraine.

Som præsident Zelenskij sagde det: Mine damer og herrer. Jeg håber I i aften vil tænde et lys for alle de ukrainere, der har givet deres liv for vores alles frihed. 

Dét siger sig selv. Der skal brænde så mange lys i de danske vinduer, som det ikke er set siden 4. maj 1945.

Ukraines frihed er også vores frihed.

SLAVA UKRAINI ….

Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk