Det er i grunden en mærkelig tradition: At æde and d. 10. november, fordi en katolsk præst ved navn Martin i 300-tallet ikke ville være biskop, men gemte sig hos en flok gæs, der så snadrede og larmede så meget, at han alligevel blev afsløret, og måtte tage bispestaven i hånden – dér langt nede i den sydfranske by Tours.
Senere blev han så også helgenkåret under navnet Skt. Martin – eller Skt. Morten.
For i Danmark blev Martin til Morten, gæssene blev til ænder – og vi er for længst blevet protestanter, og fejrer derfor ikke katolske helgener – med Santa Lucia som en markant undtagelse.
Så det giver nærmest nul mening med Mortensaften og and, medmindre måske at man ihukommer, at det var den tid på året, hvor man for mere end 100 år siden typisk slagtede både gæs og ænder – og altså kunne spise fuglene friske fremfor som senere på vinteren saltede eller tørrede.
Så jo, det husker vi – og det spiser vi. Og som altid så bliver det hele bare sjovere med en god historie, mens man sætter tænderne i andesteg, sovs og kartofler.
Der er så også en anden historie om Martin af Tours, altså Mortens-bispen. Nemlig at han oprindelig var en dygtig og meget krigerisk soldat, der én dag mødte Jesus i form af en tigger, og at det møde totalt ændrede hans liv, så soldaten Martin lagde våbnene fra sig for i stedet ydmygt som først missionæren og siden præsten at rejse ud i verden og udbrede evangeliet.
Sandhedsværdien i dén historie er nok lige så lille, som i den med at gemme sig hos gæssene. Men forvandlingskraften i historien passer godt sammen med det behov for fortællinger om helgener og at udbrede evangeliet, som kendetegnede kristendommen fra da den blev romersk statsreligion og til den var etableret i hele Europa.
Så Mortensaften handler altså om mission – men i vor tid nok mest på de indre planer. Ikke som i Indre Mission, men som i en mission om velsmag ved bordet og i munden.
God Mortensaften.
Skrevet af: Dorte J. Thorsen, indehaver af og redaktør på Danmarksbloggen.dk